Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Nyheder

EU & miljø

Det Økologiske Råd deltager i en række paraplyorganisationer på europæisk plan, inden for:

EU's opbygning

EU-institutioner

Der er fire centrale institutioner i EU; Europa-Kommissionen, Europa-parlamentet, Ministerrådet, og EF-Domstolen.

Europa-kommissionen

Europa Kommissionen har stor indflydelse. Dels har den initiativretten, dvs. at det kun er Kommissionen, der kan fremsætte forslag til lovgivning i EU. Dels leder Kommissionen udfyldelsen af de vedtagne direktiver med tekniske bilag, som kan være af stor betydning. Der er for tiden 25 kommissærer – én fra hvert medlemsland - med ansvar for hvert sit politiske område. Kommissionen er opdelt i 26 generaldirektorater og 9 tjenestegrene. Hvert generaldirektorat ledes af en generaldirektør, som referer til en kommissær.

Kommissionen har følgende hovedopgaver:

  • Forvaltningen af EU’s budget
  • At tage initiativet til fremsætning af nye lovforslag
  • At sikre korrekt anvendelse af EU-lovgivningen
  • Forvalte de forskellige politikker og forhandle internationale handels- og samarbejdsaftaler

Under Kommissionen er der en række komitéer, der i stigende grad har betydning for miljøpolitiske beslutninger i EU. I disse komitéer, der også bliver kaldt udvalg, sidder embedsmænd fra alle medlemslande og stemmer om kommissionens forslag efter instruktion hjemmefra. Der er forskellige typer af komiteer med forskellige afstemningsregler. I nogle komiteer har medlemslandene stor indflydelse og kan blokere for forslag fra Kommissionen. I så fald bliver forslaget sendt videre til Rådet. I andre typer af komiteer kræver det enstemmighed blandt medlemslandene at afvise forslag fra Kommissionen, hvilket naturligvis er meget svært at opnå.

Europa-parlamentet

Parlamentet består af politikere fra alle medlemslandene. Der er i alt 732 medlemmer i Parlamentet. Hvert medlemsland vælger sine repræsentanter ved direkte valg, der finder sted hvert femte år. De valgte politikere organiserer sig ikke efter nationalitet, men efter deres politiske tilhørsforhold. Der er otte forskellige grupper, hvoraf de syv er politiske grupper og den sidste er for løsgængere. Til forberedelse af Parlamentets arbejde under plenarmøderne fordeler medlemmerne sig på stående udvalg, som hver har sit særlige sagsområde. Der er i alt 20 udvalg, som hver har en formand og et sekretariat.

I samarbejde med Rådet er parlamentet medlovgiver, når man benytter den fælles beslutningsprocedure til EU-lovgivning – og dette er i dag den mest udbredte. Det vil sige at Rådet og Parlamentet skal være enige om et lovforslag, før en retsakt kan vedtages. Det er også Parlamentet i samarbejde med Rådet, der vedtager EU’s budgetter inden et regnskabsår og godkender valg af ny Kommission.

Ministerrådet

Ministerrådet eller bare ”Rådet” er den centrale lovgivende institution i EU, dog med parlamentet som medlovgiver på de fleste områder. Ministerrådet består af en repræsentant for hvert medlemsland på ministerplan, som kan forhandle på vegne af denne medlemsstats regering. Miljøministrene mødes om miljøspørgsmål, Landbrugsministrene mødes om landbrugsspørgsmål osv. Der er i alt 9 faste områder hvor de forskellige ministre mødes:

  • Miljø
  • Landbrug og fiskeri
  • Beskæftigelse, socialpolitik, sundhed- og forbrugerpolitik
  • Uddannelse, ungdom og kultur
  • Retslige og indre anliggender
  • Almindelige anliggender og eksterne forbindelser
  • Økonomi og finans
  • Konkurrenceevne, indre marked, industri, forskning
  • Transport, telekommunikation og energi

EU-landene skiftes til at være formand for Ministerrådet i et halvt år ad gangen (formandskabet). Det land, som har formandskabet, skal tilrettelægge og lede Ministerrådets møder. Hvert land foretager sin egen prioritering af hvilke sager og områder, det vil fremme i løbet af formandskabsperioden. Endvidere er det formandslandet der repræsenterer EU udadtil.

EF-Domstolen

EF-Domstolen er den øverste juridiske myndighed i EU og har hjemsted i Luxenborg. Domstolens primære opgave er at dømme i sager, der vedrører EF-traktaten. Endvidere skal Domstolen sikre, at EU-retten overholdes, fortolkes og anvendes på samme måde over hele EU. Domstolen kan afgøre sager, hvor medlemslandene, EU-institutioner, virksomheder og enkeltpersoner er parter.

 

Forskel mellem reglerne for varernes fri bevægelighed og andre regler for miljøregulering

For at et fremsat miljøkrav ikke skal komme i konflikt med reglerne for varernes bevægelighed, kan EU lave miljøpolitik på to grundlæggende forskellige måder; totalharmonisering eller minimumsdirektiver.

  • Totalharmonisering medfører, at medlemsstaterne ikke kan indføre nationale regler, som er anderledes end EU-reglerne. Det afhænger af formuleringen af det enkelte direktiv, om der er tale om en totalharmonisering eller ej. Retsakter, der indeholder en frihandelsklausul og en forpligtelse for medlemsstaterne til ikke at tillade andre produkter end dem, der opfylder direktivet, medfører dog altid en totalharmonisering. Totalharmonisering sker ved anvendelsen af traktatens artikel 95.

  • Minimumsdirektiver giver medlemslandene mulighed for at gå i spidsen med strengere regler, hvis de ønsker det. Minimumsdirektiver sker ved anvendelse af artikel 175.

Totalharmonisering kan give problemer i miljømæssige sammenhænge, særligt for de lande, der ønsker at indføre højere miljøstandarder end de øvrige lande. Totalharmonisering anvendes på mange af de mest afgørende miljøpolitiske spørgsmål, nemlig regler for varer, der kan handles over landegrænserne. Totalharmonisering giver Ministerrådet mulighed for at vedtage direktiver om fjernelse af tekniske handelshindringer ved kvalificeret flertal. Harmonisering af miljøkrav til varer kaldes i EU-sprog for fjernelse af tekniske handelshindringer. Her er filosofien, at der skal være de samme tekniske krav til de produkter, der handles over landegrænserne.

Med fællesakten i 1987 blev der indført en ny undtagelse fra princippet om totalharmonisering af regler for varer, nemlig miljøgarantien i artikel 95, stk.4. Miljøgarantien kan anvendes, når EU harmoniserer regler for industrivarer, men ikke varer med relation til landbrug, f.eks. pesticider. For at kunne bruge miljøgarantien skal man dog opfylde en række strenge regler.

 

Retsakter og lovforberedende arbejde på miljøområdet

EU laver lovgivning i form af følgende retsakter: Forordninger, direktiver, og beslutninger.

Forordninger er almengyldige, hvilket vil sige, at den ikke retter sig mod en bestemt personkreds eller institution. De er umiddelbare gældende i medlemslandene. Det vil sige, at dens retsvirkning indtræder uden national indarbejdelse. Da forordninger er bindende, skaber de rettigheder og pligter på lige fod med national lovgivning.

Direktiver indeholder regulering af et særligt område. Direktiver er med hensyn til det sigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at indarbejde det i national lovgivning. Medlemslandene kan imidlertid ikke undlade at gennemføre direktiverne. I så fald bliver de dømt ved EF-domstolen.

Beslutninger er bindende i alle enkeltheder for dem, direktivet angiver at være rettet til. Ligesom forordninger skal beslutninger ikke gennemføres i national ret for at være bindende. Beslutninger er kun bindende til den adressat, til hvem de meddeles, f.eks. en virksomhed eller et medlemsland.

Herudover kan EU lave henstillinger, men disse er ikke bindende, og vil som regel blive udstedt på institutionernes eget initiativ.

Kommissionen kan lave lovforberedende arbejde ved at udstede grønbøger og hvidbøger. En grønbog er et dokument fra Kommissionen, der analyserer spørgsmål og kommer med forslag til EU initiativer . Grønbogens formål er at skabe debat om et bestemt emne med henblik på at starte en høring om emnet. Den høring, en grønbog resulterer i, kan efterfølgende føre til udgivelsen af en hvidbog. En hvidbog er et dokument fra Kommissionen med mere konkrete og detaljerede forslag til, hvordan politikken på et bestemt område kan udformes. Hvidbøger fungerer ofte som en slags handlingsplan, der følges op med forslag til lovgivning på området. Endvidere udsender Kommissionen meddelelser (KOM-dokumenter). Her udtrykker Kommissionen deres holdninger og udstikker eventuelt en handlingsplan i meddelelserne. En meddelelse minder om en grønbog, men er mindre forpligtende.

 

Beslutningsprocedure på miljøområdet

EU kan vedtage love på flere forskellige måder. EU anvender hovedsageligt tre lovgivningsprocedurer; høringsproceduren, den fælles beslutningsprocedure og proceduren for samstemmende udtalelse. Forskellen på dem er knyttet til hvilken rolle Europa-Parlamentet spiller i lovgivningsprocessen. Lovgivning i forhold til miljøkrav til produkter følger som hovedregel den såkaldte fælles beslutningsprocedure.

Denne blev indført med Maastrict-traktaten i 1992 (beskrevet i EF-traktatens artikel 251), og bruges for direktiver, der har hjemmel i artikel 95, det vil sige det indre marked. Med Amsterdam-traktaten fra 1998 blev den fælles beslutningsprocedure også gennemført for artikler, der har hjemmel under artiklen om miljøbeskyttelse, artikel 175.

Hovedprincippet i den fælles beslutningsprocedure er, at kommissionen fremsætter et forslag til en lov, hvorefter Parlamentet og Rådet skal komme med en udtalelse om lovforslaget, der kan vedtage, ændre eller forkaste forslaget. For at en lov kan blive vedtaget, kræver det, at Parlamentet og Ministerrrådet når til enighed om Kommissionens forslag (kaldet simpelt flertal). Hvis Rådet er enig med parlamentets forslag til ændringer kan Rådet vedtage forslaget med kvalificeret flertal. Det kræver mindst 62 ud af 87 stemmer, idet landene stemmer med vægtede stemmetal efter størrelse. Ved beslutninger, der kræver kvalificeret flertal, kan et mindretal af lande (repræsenterende 26 stemmer) forhindre (blokere) en vedtagelse - kaldet blokerende mindretal). Er Rådet og Parlamentet uenige, vedtager Rådet en fælles holdning, som det sender til Parlamentet og på baggrund af denne kan Parlamentet:

  • Godkende den fælles holdning, hvorefter forslaget er vedtaget.
  • Med absolut flertal forkaste den fælles holdning (dvs. flertal ud af samtlige medlemmer, hvilket ofte er vanskeligt, da ikke alle medlemmer dukker op).
  • Med absolut flertal vedtage ændringsforslag til forslaget.

Hvis det er det sidste der sker, kræver det enstemmighed i Rådet at se bort fra Parlamentets forslag.

Der er dog tre undtagelser fra reglen om fælles beslutningsprocedure:

  • Indførelse af miljøafgifter
  • Fysisk planlægning samt forvaltning af vandressourcer
  • Valg af energikilder

På ovenfor nævnte tre områder kræves der enstemmighed. Særlig stor betydning har det, at det stadig kræver enstemmighed at indføre miljøafgifter. Det betyder i praksis, at EU er næsten handlingslammet på det felt, idet der næsten altid vil være mindst ét land imod.

Diagram over EU's beslutningsprocedure (åbner pdf-fil)

De forskellige traktater og miljøet

Grundstenen til det EU, som vi kender i dag, blev lagt i 1950’erne, for at sikre fred, stabilitet og økonomisk vækst. Traktaten om det Europæiske kul- og stålfællesskab trådte i kraft i 1952 og blev startskuddet til en omfattende europæisk integrationsproces. Efterfølgende har EU udviklet sig. Samarbejde mellem medlemslandene er blevet mere omfattende dvs. flere politiske områder er kommet med. Samtidig er flere lande kommet med i samarbejdet.

Den første justering af det europæiske samarbejde kom i 1958, da Rom-traktaten trådte i kraft. De daværende medlemslande (Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg) var blevet enige om at samarbejde hen imod et fælles marked med afskaffelse af indre toldmure og etablering af en vis beskyttelse af varer udefra. I Rom-traktaten var miljømæssige hensyn ikke med. Det var først i slutningen af 60’erne, der så småt kom et begyndende fokus på miljøet.

I 1972 blev det vedtaget, at EF skulle udvides til miljøområdet og i 1973 præsenterede EF-kommissionen den første handlingsplan for miljø i det Europæiske Fællesskab. Men på grund af, at miljø ikke var en del af Traktaten, var det i mange år problematisk at udvikle en miljøpolitik i EF. I 1975 blev der etableret et Generaldirektorat for miljø.

For at opnå det oprindelige mål om at indføre det indre marked vedtog EF Den Europæiske Fællesakt i 1985. Dette introducerede det indre marked, hvor handelsbarrierer mellem EF-landene skulle fjernes. Traktaten trådte i kraft i 1987. Med denne kom de første bestemmelser om miljø. I 1992 forsvandt den fysiske grænsekontrol med varer, hvilket havde stor betydning for EU’s produktrelaterede miljøpolitik. Med Fællesakten fik Parlamentet øget indflydelse på beslutningsprocessen i forbindelse med harmonisering. Samarbejdsproceduren blev indført, som gjorde parlamentet til medlovgiver. Derved fik Parlamentet lov til at stille ændringslovforslag til lovgivningen, før den blev vedtaget i Rådet, og direktivforslag skulle høres to gange i Parlamentet.

I 1993 trådte en ny ændring af EU-traktaterne i kraft, nemlig Maastricht-traktaten. Det betød blandt andet, at EF fik et nyt navn: Den Europæiske Union (EU). For miljøet betød det, at regler på miljøområdet som hovedregel kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal. Parlamentet fik samme indflydelse på dette felt som på det indre marked – bortset fra de 3 undtagelser nævnt ovenfor. (indførelse af miljøafgifter; fysisk planlægning samt forvaltning af vandressourcer; valg af energikilde). I Traktaten blev der også indført en passus om, at EU skal fremme ”en bæredygtig og ikke-inflationær vækst, som respekterer miljøet”. Herved fik miljøet en lidt mere fremtrædende rolle. I 1995 blev Sverige, Finland og Østrig optaget, som lande der har en relativt høj miljøprofil.

I forbindelse med vedtagelsen af Amsterdam-traktaten blev miljøpolitikken kun ændret relativt lidt, overvejene i retning af en styrkelse af miljøet. Med traktaten fik Parlamentet øget indflydelse i miljøsager, kaldet den fælles beslutningsprocedure. Hermed skete en videreudbygning af ovennævnte samarbejdsprocedure, hvilket medførte at der blev nedsat forligsudvalg, i tilfælde af at Rådet og Parlamentet ikke er enige. Der kom mere præcis omtale af miljøhensyn i Traktatens generelle bestemmelser. Yderligere blev bestemmelserne om, at der skal tages miljøhensyn på andre politiske områder flyttet til Amsterdam-traktatens generelle bestemmelser. Hidtil har tilstedeværelsen af denne passus i Traktaten kun haft begrænset gennemslagskraft. Desuden kan det også betegnes som et fremskridt, at Ministerrådet lavede en erklæring, som pålægger Kommissionen at foretage miljøvurdering af politiske initiativer, der kan have betydelige miljøpåvirkninger. Endvidere kom der en lille styrkelse af miljøgarantien, idet den under bestemte omstændigheder kan anvendes til at indføre nye regler, hvor den før kun kunne bruges til at opretholde hidtidige nationale regler.

Nice-traktaten blev vedtaget på et topmøde i Nice i år 2000 og trådte i kraft 2004. Nice-traktaten havde til formål at forberede optagelsen af nye lande i EU-samarbejdet. Og alle 10 ansøgerlande er nu optaget. I forhold til miljøet har traktaten kun haft indirekte betydning. På grund af de ændrede stemmevægte fik Danmark kun 13 medlemmer i Parlamentet ud af 732. Det kan have betydning for, hvordan det er muligt at påvirke EU’s miljøpolitik i en mere progressiv retning. I dag har Danmark 14 repræsentanter i Parlamentet.

På et topmøde i Bruxelles i juni 2004 besluttede EU’s stats- og regeringsledere at erstatte to nuværende traktater, ”Europæisk Fællesskab og ”Den Europæiske Union”, med en ny forfatningstraktat. Selve forfatningstraktaten består af fire dele med 448 artikler og fylder omkring 300 sider. Der er ikke mange ændringer af betydning for miljøet, men der indføres et kapitel om energipolitik, og her anføres, at det er et mål for EU at fremme vedvarende energi. Dertil kommer, at traktaten ville give Parlamentet øget indflydelse på landbrugspolitikken. Der er ikke nogen tilbageskridt for miljøet i traktaten. Forfatningstraktaten kan først træde i kraft, når den er blevet godkendt af hvert af de undertegnede lande efter deres respektive forfatningsmæssige regler. Det er forskelligt fra land til land om der skal være folkeafstemning for at godkende traktaten. Det var meningen, at den skulle træde i kraft d. 1. november 2006, men på grund af at borgerne i Frankrig og Nederlandene forkastede forfatningen besluttede Det Europæiske Råd, at datoen d. 1. november 2006 ikke længere kan overholdes, og ratifikationsprocessen er udsat til ubestemt tid.

I 2007 genopstod traktatforslaget under navnet Lissabon-traktaten, og i løbet af 2008-9 er den blevet vedtaget i samtlige medlemslande, bl.a. ved en folkeafstemning i Irland. Den trådte i kraft 1.12.2009. Den indebærer bl.a., at EU-parlamentet får indflydelse på en lang række nye områder, herunder landbrugspolitikken. Her skal anvendes fælles beslutningsprocedure, se ovenfor.

< Tilbage


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Plastic - ikke så fantastic

SF holder møde om plastikforurening.
Oplæg fra bl.a. Malene Møhl, Det Økologiske Råd  
Man d. 22. maj 2017 ​kl. 17-18:30
Forsamlingshuset, Onkel Dannys Plads 3,1711 København V ​
Information og tilmelding >>

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis