Om bromerede flammehæmmere

Bromerede flammehæmmere er en gruppe kemikalier, der bruges til at forhindre og forsinke brand i en lang række almindelige produkter. De skal således sikre, at produkterne lever op til brandmyndighedernes krav om brandsikkerhed.
Der anvendes ca. 70 forskellige typer bromerede flammehæmmere, og verdensproduktionen pr. år anslås til ca. 250.000 til 300.000 tons. (1,2)



(Miljøstyrelsen 2001, Handlingsplan for bromerede flammehæmmere)

Elektriske produkter, f.eks. computere, fjernsyn og lignende, står altså for det største forbrug af bromerede flammehæmmere. Man bruger bromerede flammehæmmere i produkternes printkort, i kabinetterne, i ledninger og kontakter og i andre smådele. Almindeligvis indeholder de enkelte dele fra nogle få % til 25% bromerede flammehæmmere.
Som figuren viser, bruges der også bromerede flammehæmmere i stort omfang i byggematerialer, transportmidler (bil/bus), møbler, tekstiler og legetøj.

De mest benyttede er:

TBBPA (Tetrabromobisphenol A)
PBDE (Polybromerede diphenylethere). Indeholder bl.a. penta-BDE, octa-BDE og deca-BDE
PBB (Polybromerede bisphenoler). PBB-stofferne blev udfaset i OECD-landene i år 2000.
HBCD (Hexabromcyclodecan)

Flammehæmmerne kan tilsættes et materiale enten reaktivt eller additivt. Reaktivt betyder, at flammehæmmerne indgår i kemisk forbindelse med plastmaterialet, mens additivt betyder, at man blot blander stofferne fysisk. Det gør en stor forskel, for additivt tilsatte stoffer fordamper meget lettere fra produkterne under brug end reaktivt tilsatte stoffer. I Danmark er det lidt over 50% af de brugte bromerede flammehæmmere, der er tilsat additivt. Ofte er det ikke teknisk muligt at tilsætte bromerede flammehæmmere reaktivt.
------
(1) www.snf.se
(2) Miljøstyrelsen 2001, Handlingsplan for bromerede flammehæmmere.


Miljø og sundhed

Bromerede flammehæmmere findes overalt i naturen og også i mennesker
Problemet med bromerede flammehæmmere er, at de ikke bliver i de produkter, de er blevet tilsat. Flammehæmmerne kan fordampe fra produkterne under brug og de afgives desuden ved produktion og bortskaffelse. De spredes derpå i miljøet, via støv og regn.
I lighed med flere andre miljøgifte er bromerede flammehæmmere svært nedbrydelige og bioakkumulerbare. Det betyder, at de opkoncentreres i levende organismer, fortrinsvis i fedtvævet hos dyr og mennesker.
Undersøgelser har påvist bromerede flammehæmmere en lang række utilsigtede steder. Især har der været fokus på polybromodiphenylether (PBDE), der er den undergruppe som vi ved mest om, og som anses for den mest skadelige. Et udpluk af undersøgelsesresultaterne:

Mennesker er primært udsat for bromerede flammehæmmere ad to veje. Dels via fødevarer (fisk og mælk) og dels ved at indånde støv, som indeholder bromerede flammehæmmere, der er fordampet fra eksempelvis elektroniske apparater.
Blodprøver har påvist, at bromerede flammehæmmere er tilstede i menneskers blod. En norsk undersøgelse viser, at koncentrationen er 7-doblet på 22 år, og at børn gennemsnitligt har en koncentration i blodet, der er 2,5 gange så stor som hos voksne. (3)
Indtil nu har man fundet to grupper i menneskers blod: PBDE og TBBPA (tetrabromobisphenyl-A). (4)

Bromerede flammehæmmere skader miljøet
Bromerede flammehæmmere er svært nedbrydelige i naturen, de ophobes i levende organismer og opkoncentreres op gennem fødekæden.
Nogle er decideret giftige for organismerne i vandmiljøet. Det gælder eksempelvis TBBPA (4), som er den mest benyttede. Miljøstyrelsen har ved computervurdering (såkaldt QSAR) konkluderet, at TBBPA bør mærkes med "kan forårsage langtidsvirkninger i vandmiljøet" efter EU's mærkningsregler (7), ligesom det vurderes at stoffet opfylder PBT-kriterierne (8) og dermed hører til de særligt miljøskadelige kemikalier, som i EU’s kommende kemikaliereform, REACH, skal underlægges en restriktiv vurdering.
P=Persistens, dvs. at stofferne er svært nedbrydeligt.
B=Bioakkumulerbare, dvs. at stofferne oplagres i levende væv og opkoncentreres gennem fødekæden.
T=Toksisk, stofferne er giftige i miljøet.
To af de bromerede flammehæmmere (penta- og octa-BDE) er foreslået optaget på den globale POPs-liste. POP-stofferne, persistent organic pollutants (svært nedbrydelige, organiske forurenere), udgør nogle af verdens farligste stoffer. Anvendelse af disse POP-stoffer skal afvikles globalt ifølge POPs-konventionen. I dag er kun meget få af POP-stofferne ,12, optaget på konventionens officielle liste.

Bromerede flammehæmmere kan være farlige for menneskers sundhed
Ved at udsætte mus og andre gnavere for bromerede flammehæmmere, har forskere kunnet fremprovokere en lang række skadevirkninger:

Man har ikke på nuværende tidspunkt nogen sikker viden om, i hvilken grad resultaterne fra dyreforsøgene kan overføres til mennesker. Der er dog enkelte observationer, som kan nævnes:

  1. En svensk hospitalsundersøgelse viser, at patienter med en bestemt kræftform (non-Hodgin’s lymphoma) havde forhøjet koncenration af deca-BDE i blodet (9).
  2. En amerikansk undersøgelse af arbejdere, beskæftiget med produktion af bromerede flammehæmmere, viser nedsat skjoldbruskkirtel funktion (hypothyreoidisme) (9).

Miljøstyrelsen vurderer, at bromerede flammehæmmere p.t. ikke udgør nogen akut fare for mennesker, dertil er de målte koncentrationer endnu for små (4). Det betyder, at man eksempelvis ikke skal holde op med at give sit barn brystmælk.
Selv om denne vurdering formodentlig er rigtig for forholdene i Danmark i dag, så er der nogle ting man skal være opmærksom på:

Bromerede flammehæmmere er populært sagt vor tids PCB og DDT
Bromerede flammehæmmere sammenlignes ofte med de farlige miljøgifte PCB og DDT, som indeholder det nærtbeslægtede klor i stedet for brom, begge er såkaldte halogenatomer. Der er store ligheder mellem kemikaliernes struktur og ligeledes på den måde, hvorpå de spredes i miljøet. Det har givet anledning til mistanke om additive eller synergistiske effekter, altså at PCB/DDT og PBDE, når de forekommer i fællesskab, kan samvirke og forværre hinandens skadevirkninger. Nylige undersøgelser synes at underbygge dette. Svenske forskere har vist, at der var ti gange så stor effekt på de motoriske færdigheder hos mus, der blev behandlet med en kombination af PBDE og PCB, sammenlignet med behandling med stofferne hver for sig (9).
Det skønnes, at den mængde PCB der totalt blev produceret indtil forbudet i 70’erne, nogenlunde svarer til hvad der hidtil er blevet produceret af PBDE, og det er ikke slut endnu. Forekomsten af PBDE i arktiske sæler er i en årrække blevet fordoblet hvert 4. – 5. År ifølge en canadisk undersøgelse fra 2001 (2), og PBDE er på vej til at overhale PCB og DDT og blive den værste halogenforurening i de arktiske egne. Norske forskere har gennem en del år målt indholdet af forskellige bromerede flammehæmmere i fugleæg fra Nordnorge og Svalbard. De finder at koncentrationen af HBCD er steget drastisk (5 – 10 gange) fra 1983 til 2003, mens PBDE ikke ændrer sig meget i perioden (10).
Det sidstnævnte resultat giver grundlag for at påpege vigtigheden af at se hele gruppen af BFR under et, og arbejde for en generel begrænsning af brugen af disse stoffer, så et forbud mod et stof ikke bare fører til øget brug af et andet, som måske er lige så farligt.

-----
(1) Science News 7/12 2001. Canadian Milk Bank, New York State Data. Sverige: Norén.
(2) Ikonomou et al: Can. Data Rep. Fish Aquat. Sci. 2389, 2001.
(3) Miljøheimverket, Norge, 4/10-2001.
(4) Miljøstyrelsen 2001: Handlingsplan for bromerede flammehæmmere.
(5) Clean Production Action: Brominated Flame Retardents in Dust on Computers, USA June, 2004.
(6) Miljøstyrelsen 2000: Brominated flame retardants; toxicity and ecotoxicity.
(7) Miljøministeren: besvarelse af spørgsmål nr. 127, 9. april 2002.
(8) H.Tyle et al: Indentification of potential PBT’s and vPvBs by use of Qsars, Danish EPA, 27 June, 2002.
(9) Environmental Working Group: Mother’ Milk, USA 2003
(10) SPFO-Report:942/2005, Norges Veterinærhøgskole, Norge december 2005

Alternativer

Når de bromerede flammehæmmere udfases, skal der findes andre måder at klare krav til brandsikkerheden på. Det kan grundlæggende ske på to måder; man kan ændre på design og valg af materialer, eller man kan bruge andre kemikalier som brandhæmmere.
"Fire prevention is much more than heavy use of chemicals in polymers – it is more like a concept", Björn Albinson, SRSA (De svenske brandmyndigheder). (1)
Ganske ofte kan brandsikkerheden imødekommes ved at ændre produkters design og valg af materialer. Det gælder eksempelvis for en række elektriske produkter, hvor flammehæmmere i visse tilfælde kan overflødiggøres. Björn Albinson mener bl.a. også, at man kan trække på erfaringer fra brandsikkerhed i bygninger (materialer, afskærmning, slukning osv.) når man skal designe produkter.
Til tider kommer man ikke uden om kemiske flammehæmmere i produkter. I dag findes der brugbare alternativer til bromerede flammehæmmere i de fleste anvendelser. Eksempelvis findes der (2)

Der forestår stadig et arbejde med at udvikle og teste disse alternativer. Blandt andet skal man sikre sig, at alternativerne ikke også har uheldige miljømæssige og sundhedsmæssige effekter.
Man må forvente, at udviklingen af alternativer for alvor tager fart, når lovgivningen om bromerede flammehæmmere falder på plads.

Her kan bromerede flammehæmmere erstattes
Udviklingen af alternativer er nået så langt, at man har alternativer for de fleste anvendelser. Det gælder eksempelvis:
Fjernsyn og computere (dog ikke i chips), printere, telefoner, kabler, husholdningsmaskiner, biler, tog, busser, isoleringsmateriale, møbler, madrasser, tøj, gardiner og legetøj. (1)
Se i øvrigt folderen: Farlige kemiske stoffer kan erstattes, Det Økologiske Råd 2004 – eksemplet B&O, samt bogen Farlige kemiske stoffer kan erstattes, Det økologiske Råd 2006, eksemplet Fujitsu-Siemens.

-----
(1) Notat, Bjørn Albinson, Svenska Rädningsverket
(2) Miljøstyrelsen 2001: Handlingsplan for bromerede flammehæmmere


Lovgivning

Kemikalielovgivningen i EU er et såkaldt totalharmoniseret område, hvor alle EU's medlemsstater skal følge EU-lovgivningen. På grundlag af risikovurderinger af penta- og octa-BDE har EU i 2004 indført et generelt forbud mod disse stoffer. De samme stoffer er foreslået optaget på den globale POPs-liste.

I 2005 blev der i EU-Parlamentet vedtaget et direktiv, i forbindelse med det såkaldte WEEE-direktiv om elektronikaffald, om farlige indholdsstoffer i elektronik. Her forbydes polybromerede diphenyl ethere (PBDE) fra sommeren 2006. EU-Kommissionen har dog senere i 2005 undtaget deca-BDE fra forbudet. Da deca forbindelsen er langt den mest anvendte, betyder det en voldsom svækkelse af direktivet, og Parlamentet har da også lagt sag an mod Kommissionen, for at få omstødt afgørelsen. Danmark og Sverige er i januar 2006 gået ind i sagen til støtte for Parlamentet, imod Kommissionen.

Risikovurderinger
For at et kemikalie kan forbydes, vil EU typisk først udarbejde en risikovurdering af det enkelte stof. Som ovenfor nævnt har risikovurderingen ført til, at to af de mest problematiske stoffer af typen PBDE er blevet forbudt i EU. Derimod er risikovurderingen af deca-BDE endnu ikke afsluttet, selv om den har været længe undervejs. Det var bl.a. den manglende risikovurdering, der var Kommissionens begrundelse for den ovenfor omtalte underkendelse af EU-Parlamentet.
Arbejdet med at risikovurdere stofferne ét af gangen skal ses i lyset af, at der findes cirka 70 forskellige BrF i kommercielt brug. De fleste af disse stoffer findes der generelt meget lidt viden om, så arbejdet forekommer næsten uoverkommeligt, hvis man fortsat vil regulere hvert enkelt stof for sig. Kun få af de 70 er ’prioriteret’, det vil sige, at de er udtaget til risikovurdering.

Nye kemikalieregler i EU på vej
EU har indført en ny kemikaliepolitik - kaldet REACH-systemet (Registration, Evaluation and Autorisation of Chemicals). En af ideerne er her at vende bevisbyrden, så det er producenternes ansvar at bevise, at et kemikalie ikke er farligt. Hidtil har situation været den, at myndighederne skulle vise, at et kemikalie var farligt, før det kune forbydes. Princippet om ’den omvendte bevisbyrde’ gælder dog kun for visse problematiske kemikalier, nemlig de, der er underlagt den såkaldte autorisationsordning, dvs. at stofferne kun kan anvendes til de formål, som de specifikt er godkendt til. Indtil videre ser det ud til, at dette i hvert fald vil omfatte stoffer, der er persistente (langsomt nedbrydelige), bioakkumulerbare og toksiske (PBT-stoffer). Meget tyder på, at de fleste af de hidtil undersøgte bromerede flammehæmmere falder i denne kategori, men der er som sagt mange, der ikke er undersøgt.

Indtil videre er det således kun penta- og octa-BDE der udfases totalt i EU på grundlag af en risikovurdering (udover PBB, som industrien selv er ophørt med at producere og bruge). Som det fremgår af gennemgangen af effekterne på miljø og sundhed på denne hjemmeside, er også andre under mistanke for at være farlige for miljøet og for mennesker – det gælder også den mest anvendte: TBBPA. Man må derfor håbe at vedtagelsen af REACH åbner mulighed for en mere omfattende og hurtigere udfasning. En mulighed vil være at bruge den omvendte bevisbyrde for hele gruppen af BrF. Det kunne i praksis gøres ved at sige, at hvis stofferne ved en computervurdering - QSAR - ser ud til at være miljø- og sundhedsskadelige, skal det være op til industrien at søge at få stofferne frikendt ved hjælp af testprogrammer.

Hvad mener det Økologiske Råd?

Det Økologiske Råd mener, at hele gruppen af bromerede flammehæmmere skal forbydes. Det har vist sig, at også andre end de stoffer, der nu reguleres i EU, spredes og ophobes i levende organismer. Det gælder f.eks. deca-BDE og HBCD. I øjeblikket fokuseres der på stofferne enkeltvis. Et generelt forbud skal gælde, indtil man eventuelt kan påvise, at et stof ikke er persistent, bioakkumulerbart eller giftigt, og at det er uden andre alvorlige skadevirkninger på sundhed eller miljø. De fleste produkter med indhold af bromerede flammehæmmere importeres, og et forbud vil derfor være mest virkningsfuldt på europæisk plan.

Såfremt det ikke lykkes at få et forbud mod de bromerede flammehæmmere inden REACH træder i kraft, bør de alle komme ind under REACH-systemets autorisationsordning, således at de som udgangspunkt er forbudt til markedsføring, medmindre de kan godkendes til særlige anvendelser.

Selv om der er nye EU kemikalieregler på vej, mener Det Økologiske Råd, at der er behov for, at enkelte medlemslande går foran med nationale regler, der på sigt kan inspirere resten af EU medlemslandene til at følge trop. Danmark har mindst to gode muligheder for at påvirke EU på dette område. For det første kan Danmark lægge afgifter på brugen af bromerede flammehæmmere, herunder i importerede varer. Danmark har tidligere lagt afgifter på klorerede opløsningsmidler samt PVC og phthalater. For det andet bør Danmark følge op på den oplysningskampagne, som Miljøstyrelsen kørte i efteråret 2001, rettet mod detailhandlen i et forsøg på at informere om bromerede flammehæmmeres skadelige effekter. Man kunne forestille sig en opfølgningskampagne, der desuden informerede om de mulige alternativer til bromerede flammehæmmere i lighed med Miljøstyrelsens rapport fra 2005 om alternativer til PFOS (link til kemikaliepolitiksiden -problematiske stoffer – PFOS) og andre perfluorerede forbindelser.(1)

1. Miljøstyrelsens rapport: More enviromentally friendly alternatives to PFOS-compounds and PFOA, 2005

Se evt. også Det Økologiske Råds temaside om kemikalier og kemikaliepolitik. Her bliver flere problematiske stoffer beskrevet, herunder også bromerede flammehæmmere.