"Beat the Microbead"

Læs mere og download app'en her!

Image is not available

Foto: Henrik Hamrén, Baltic Eyes

http://www.ecocouncil.dk/global-okologi
Nyt nummer:
Global Økologi 1/2017
Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Jeg er først og fremmest europæer

Med et opdræt af fjerkræ i alperne og sit faglige engagement for bønder i Europa forener Geneviève Savigny en barndomsdrøm med sin indre franske aktivist. Hun er overbevist om, at samfundet har brug for en fødevaremodel med plads til flere små landbrug og forbrugere, der tager sagen i egen hånd

Af Helene Chéret

Med ti kyllinger i tasken ankommer Geneviève Savigny til den åbne markedsplads en januar morgen. Landsbyen Digne-les-Bains i de sydfranske alper er så småt ved at vågne. Hun slår sit bord op; en planke, to bukke og en dug. Inden længe kommer nysgerrige kunder forbi, og 33-årige Geneviève Savigny mærker, at hun har truffet det helt rigtige valg – at føre sin barndomsdrøm ud i livet.

”Jeg fik solgt alt. Det var enkelt. Januar måned var kold, så jeg havde end ikke brug for et køleskab til kyllingerne. I det hele taget har jeg været heldig som ny i landbruget,” siger hun.

Siden den dag i 1992 har hun solgt fjerkræ og æg direkte på markedet. Hun har et opdræt på 2.500-3.000 styk om året, hvoraf de fleste er kyllinger og perlehøns, men også ænder, gæs og kalkuner til jul. Sammen med sin mand har hun en gård med 60 hektar jord, som han dyrker korn på. I den nærmeste landsby bor 700 indbyggere.

De små bønder i Bruxelles
Magasinet Global Økologi møder Geneviève Savigny i København. Hun er hovedtaler på konferencen ’Landmænd, fiskere og vores mad’ på Christiansborg, organiseret af Forum For Madsuverænitet. For selv om livsværket er fjerkræene på gården, fylder et andet stykke arbejde lige så meget i hverdagen. Hun kæmper på 20. år for at forbedre forholdene for bønder. Det gælder både i Frankrig via Forbundet for Bønder (La Confederation Paysanne) og i Europa for den internationale bevægelse Bøndernes Vej (La Via Campesina). Hun er også med til at rådgive EU i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, hvor 350 medlemmer sidder fem år ad gangen. Efter hendes mening er det vigtigt, at bønder og landarbejdere bliver hørt i Bruxelles, fordi EU's lovgivning påvirker landbruget og dem, der lever af det.

”En af de gode ting ved EU er, at man har mulighed for at blive hørt via forskellige indgange til institutionerne. Vi skal fortælle folkene i Bruxelles, hvad der foregår på landet. For de er præget af en diskurs med klassiske landbrug, der orienterer sig mod stigende produktion og eksport. De kender ikke ret meget til kulturen med små og alternative landbrug.”

Organisationer kan deltage i såkaldte grupper for civil dialog under Kommissionens afdeling Landbrug og udvikling af landdistrikter. Grupperne rådgiver og informerer om emner som økologi, klima og landbrugsstøtte. Og arbejdet med EU nytter, mener hun. Langsomt spredes idéen om et mere varieret landbrug i Bruxelles med plads til småskalabønder og lokale fødevarer og ikke kun enorme monokulturplantager og storlandbrug. EU skal i 2017 lave en køreplan for en reform af landbrugsstøtten, og i EU-arbejdet bliver forskellige scenarier med fokus på små og mellemstore landbrug omtalt.

”Det viser, at den hypotese eksisterer, at der er en anden mulig vej for landbruget. Men der er stadig meget arbejde tilbage,” siger hun.

Tradition for det alternative
Geneviève Savigny kommer ikke fra en landbrugsfamilie, men har taget en uddannelse i landbrugsstudier, arbejdet på forskellige gårde blandt andet i Holland og skrevet sit speciale om fårebedrifter i Skotland. I en periode underviste hun, mens idéen om at lave sit eget projekt tog form.

”Jeg har altid ønsket at blive bonde, at skabe noget med hænderne. Da jeg ikke havde så mange penge, ledte jeg efter en simpel løsning. Det måtte ikke være for dyrt eller risikabelt at etablere, og der skulle være efterspørgsel af produktet i regionen. Det ledte mig til idéen med fjerkræ og direkte salg på markedet. Og så fik jeg hjælp til mit projekt,” siger hun og tilføjer, at hun i starten stadig underviste for at få det til at løbe rundt.

Det område, hvor hun bor, har længe haft tradition for at støtte lidt alternative landbrug. Et program fra 1973, finansieret delvist af staten og EU, hjælper unge landmænd i bjergområder med nye initiativer. Og det afspejler sig i landskabet, hvor marker med lavendel, mandeltræer, medicinplanter, græssende geder og bistader bryder kvadrater af majs og korn. De små producenters tilstedeværelse smitter også af på byerne. 

”De lokale markeder er berigede med mange forskellige produkter. Før i tiden var sælgerne typisk ældre mennesker med nogle få æg, kyllinger og grøntsager, som de havde tilovers fra produktionen. Nu er det mere specialiserede og professionelle, der står ved boderne.” 

Geneviève Savigny gik tidligt ind i fagforeningsarbejdet i Forbundet for Bønder. Og efter et par år med lokalt og nationalt fokus blev en plads i den europæiske afdeling ledig. 

”Jeg har altid set mig selv som europæer. Så det var helt naturligt, at jeg meldte mig. Det, vi arbejder med lokalt, er også det, vi ønsker på europæisk niveau. Og der er et enormt behov for, at den lille og mellemstore bonde bliver bedre repræsenteret i Bruxelles,” siger hun og understreger, at hun ikke selv modtager landbrugsstøtte i dag, men at hun tidligere har fået enkelte beløb, og at hendes mand får cirka 112.000 kroner om året til kornmarkerne.
”Jeg forsvarer ikke min pengepung, men en landbrugspolitik, der hjælper små producenter med at leve,” siger hun.

Kampen om ord
Et slag, der betyder meget for bønderne i Frankrig, drejer sig om ord. Paysan (bonde) var i lang tid nedværdigende og fornærmende. Det skyldes, at landmændene i 1960’erne ønskede at få status som entreprenører og ejere af virksomheder.

”De ville være agriculteurs (landmænd) og forkastede samtidig ordet bonde. Vi med små landbrug har siden kæmpet for tage ordet tilbage. For vi er netop ikke kun entreprenører. Vi har en forbindelsen til jorden, territoriet og vores naboer. Og det er efterhånden lykkedes ganske godt. Ja, så meget, at selv de almindelige fagforeninger lejlighedsvis hævder at være bønder,” siger hun.

I dag forbindes ord som bonde og gårdprodukt med fødevarer af god kvalitet. Forbundet for Bønder har også forholdsvis stor opbakning. De er 10.000 medlemmer ud af 500.000 landmænd i Frankrig, men når der er valg til de såkaldte landbrugskamre, får fagforeningen 20 procent af stemmerne. I England foregår en lignende kamp for at give ordet peasant værdi igen.

”Kampen om ord og kultur er vigtig, da det handler om at blive anerkendt og få plads i landbrugsmiljøet. Vi er glade for moralsk og intellektuel anderkendelse, men det skal også følges op politisk i Bruxelles,” siger Geneviève Savigny.

Og anerkendelsen kommer af hårdt organisatorisk arbejde. I en video på YouTube udtaler hun: ”Hvis I ikke organiserer jer, eksisterer I ikke.” Hun uddyber: ”Lige meget hvor lille en gruppe, så giver det styrke og eksistens blot at lave en forening. Du får ret til at tale og blive repræsenteret på lokalt, nationalt og europæisk plan. Og så nytter det især, når du føler, du er oppe mod enorme kræfter. For så kan I mødes og handle.”

Læs hele artiklen på side 14 i Global Økologi 

Madsuverænitet i Danmark
Frie Bønder – Levende Land har lavet en rapport om madsuverænitet i Danmark. Analysen anbefaler en politik, der fordeler jorden på flere hænder i Danmark, da små landbrug er vejen til demokratisk fødevareforsyning. Rapporten blev lanceret i forbindelse med konferencen ’Landmænd, fiskere og vores mad’ på Christiansborg den 4. maj. Det blev organiseret af Forum For Madsuverænitet, som et samarbejde mellem forskellige foreninger. Frie Bønder – Levende Land er medlem af den internationale bevægelse Bøndernes Vej (La Via Campesina), som arbejder for at forbedre forholdene for bønder og landarbejdere.

Læs rapporten Madsuverænitet i Danmark

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Smart Grid seminar
Tid: 23. aug 2017, kl 9.30-16
Sted: DTU, 2800 Kgs. Lyngby
Oplæg ved bl.a. Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råd
pdf Læs mere (843 KB)
Tilmelding via ISGAN her

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nye udgivelser

På vores webshop kan du downloade alle vores publikationer gratis

 

G 01 17