Arrow
Arrow
Sig nej til mikroplast
Slider

Kommissionens affaldspakke og Miljøet

Indlæg holdt på DAKOFA-seminar d. 17.1.06

Den 21. december 2005 udsendte Kommissionen ”Pakken”, som skal opfylde de forbedringer for EU’s ressource- og affaldspolitik, som efterspurgt i 6. miljøhandlingsprogram fra 2002. Pakken består af forslag til affaldsrammedirektiv samt temastrategier for genanvendelse og ressourcer.

Sjette miljøhandlingsprogram
Sjette Miljøhandlingsprogram (6MPH) udnævnte 4 prioriteringsområder, hvoraf den ene omhandlede naturressourcer og affald, med det overordnede mål at afkoble forbruget af ressourcer og affaldsgenereringen fra den økonomiske vækst.

Til opnåelse af dette mål blev det i handlingsplanen vedtaget (artikel 8), at følgende affaldsmålsætning skulle opnås:

  • en væsentlig samlet reduktion af affaldsmængderne gennem affaldsforebyggelses-initiativer, øget ressourceeffektivitet og et skift til mere bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre
  • en væsentlig reduktion i de mængder af affald, der skal bortskaffes, og i produktionen af farligt affald, idet der undgås en forøgelse af emissioner til luft, vand og jord
  • fremme af genbrug og for den resterende affaldsproduktions vedkommende bør affaldets farlighed reduceres, og det bør indebære mindst mulig risiko; nyttiggørelse og navnlig genvinding bør foretrækkes; mængden af affald til bortskaffelse bør minimeres, og bortskaffelsen bør ske på en betryggende måde; affald til bortskaffelse bør behandles så tæt som muligt ved stedet for dets opståen, for så vidt dette ikke mindsker affaldsbehandlingsprocessernes effektivitet.

Sjette miljøhandlingsprogram fastsætter endvidere, at disse målsætninger skal søges virkeliggjort under hensyntagen til den integrerede produktpolitik og Fællesskabets strategi for affaldshåndtering (Rådets resolution af 24. februar 1997), gennem følgende prioriterede tiltag:

1. udvikling af en temastrategi for bæredygtig udnyttelse og forvaltning af ressourcerne, herunder bl.a.:

  • et skøn over materiale- og affaldsstrømme i Fællesskabet, herunder import og eksport, f.eks. ved brug af materialestrømsanalyser
  • en oversigt over effektiviteten af politiske foranstaltninger og virkningen af subsidier i forbindelse med naturressourcer og affald
  • opstilling af mål for ressourceeffektivitet og formindsket ressourceanvendelse med afkobling af forbindelsen mellem økonomisk vækst og negative indvirkninger på miljøet

2. udvikling og gennemførelse af foranstaltninger vedrørende affaldsforebyggelse og -håndtering, bl.a. ved:

  • opstilling af en række kvantitative og kvalitative mål for reduktion af alle relevante kategorier af affald, der skal være opfyldt på fællesskabsniveau senest i 2010. Kommissionen anmodes om at udarbejde forslag for sådanne mål senest i 2002
  • udarbejdelse af operative foranstaltninger til fremme af affaldsforebyggelse, f.eks. tilskyndelse til genbrug og nyttiggørelse samt udfasning af visse stoffer og materialer gennem produktrelaterede foranstaltninger
  • udarbejdelse af yderligere indikatorer inden for affaldshåndtering

3. udvikling af en temastrategi for genvinding af affald, herunder bl.a.:

  • foranstaltninger til sikring af kildesortering, indsamling og genvinding af prioriterede affaldsstrømme
  • yderligere udvikling af producentansvar

4. udvikling eller revision af lovgivningen om affald
Herunder bl.a. bygge- og nedrivningsaffald, spildevandsslam (2), biologisk nedbrydeligt affald, emballage (3), batterier (4) og overførsel af affald (5), præcisering af sondringen mellem affald og ikke-affald og udarbejdelse af passende kriterier for videreudviklingen af bilag IIA og IIB til rammedirektivet om affald (6).

I hvilket omfang indfries forventningerne?
Ser man nærmere på indholdet af Pakken, indfrier den på mange områder ikke de målsætninger, der er opstillet i 6MHP. Desuden savnes saglige argumenter for de forslåede ændringer, samt for de tiltag som Pakken ikke indeholder – dette specielt vedr. anmodningen fra Fællesskabet om at initiere tiltag indenfor de prioriterede affaldsstrømme, såsom biologisk nedbrydeligt affald (fremhævet to steder i 6MHP). Denne manglende respons er yderst bemærkelsesværdig for de to strategier, som foregiver at være formuleret inden for det 6MHP, og man må derfor forvente en vis modstand fra Parlamentet og Rådets side i den videre behandling af pakken.

Ressourcestrategien:
Ser vi først på den overordnede ressourcestrategi, ses det, at denne har til formål at afkoble ressourceforbrugets miljøeffekter fra den økonomiske vækst - og ikke at afkoble forbruget af ressourcer samt affaldsgenereringen , som foreskrevet i 6 MHP.

Kommissionen har i stedet valgt at fokusere på minimering af miljøeffekterne af ressourceforbruget, frem for materialeforbruget og dermed affaldsmængderne. Denne ændring i perspektivet er begrundet i et argument om, at miljøeffekterne tilknyttet div. produkter er højest i forbrugsfasen frem for i affaldsfasen. Miljøeffekternes minimering vil derfor være det overordnede mål for ressourcestrategien og ikke affaldsminimering, som forudsat.

Livscyklusanalyser (LCA) udpeges i begge strategier som værende et af de vigtigste beslutningsværktøjer for at afgøre fremtidige politiske tiltag. Det er meget vigtigt i denne sammenhæng at påpege, at LCA’er kun er et værktøj og ikke kan erstatte endelig politisk beslutning. Der er en række problemer forbundet med anvendelsen af LCAer som eksempelvis:

  • Kvaliteten af disse analyser, som er meget sårbare over for interessepåvirkning af analysen. Det er meget ressourcekrævende at foretage LCA’er som er afhængige af tunge komplekse datasæt og den fremtidige EU politik vil derfor let blive skubbet i retning af de holdninger, som deles af de interessegrupper med flest ressourcer. Ikke alene kræver det ressourcer at gennemføre LCA’er, men også det at medvirke med data fra det civile samfund er omkostningsfuldt og ofte umuligt for NGO’er at varetage.
  • kvaliteten af data er ofte også et meget stort problem, eksempelvis tager bio-affalds LCA’er sjældent højde for jordforbedrende effekter, som er vanskelige at kvantificere – men ikke desto mindre tilstede.

Det nævnes i strategien, at den bevidst ikke sætter kvantitative mål for ressourceeffektiviteten og for opnåelsen af et lavere forbrug af ressourcer, som ellers foreskrevet i 6MHP. Kommissionen hævder således, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt.
Kommissionen ser derimod strategien som en igangsættelse af en proces henimod bedre viden om den nuværende situation, og Kommissionen vil i den forbindelse oprette et datacenter for beslutningstagere for at forbedre den eksisterende vidensbase om miljøeffekter, relateret til ressourceforbrug.
Set med Det Økologiske Råds briller, udgør den vægt, der er lagt på LCA-tilgangen og på forbedring af vidensbasen via et datacenter, frem for opstilling af kvantitative mål for minimering af naturressourceforbruget, en hindring for fremtidige konkrete politiske fremskridt.

Den miljømæssige risiko, man vælger ved at sætte alt i stå, mens den ”ultimative” viden og metode udvikles, er langt større end den risiko, der er forbundet ved at igangsætte en fælles, europæisk politik for forebyggelse, baseret på den nuværende viden. Den valgte fremgangsmåde kan meget let føre til en endeløs kamp om forskellige studier, mens den miljømæssige situation i EU forværres.

Med denne strategi får vi derfor ingen kvantitative målsætninger, og den evige higen efter vækst gennem et øget forbrug af naturressource dækkes formelt af ved at henvise til mangel på viden. Med denne strategi kan man derfor forvente en fremtidig stigning i naturressourceforbruget inkl. de hidden flows, som efterlades i lande uden for EU og i mange tilfælde i Ulande – dvs. naturpåvirkning, som er knyttet til råvareudvinding eller –produktion, men som er usynlige i de i-lande, hvor varerne forbruges.

Genanvendelsesstrategien og revision af affaldsrammedirektivet
Denne strategi foregiver at være en europæisk strategi både for forebyggelse og genanvendelse af affald, men indeholder dog ikke nogen konkrete og bindende initiativer for en fælles europæisk politik for forebyggelse. Strategien påpeger derimod, at forebyggelsespolitiske tiltag skal varetages af medlemslandene. Derimod lægges der op til et frit europæisk fællesmarked for genanvendelse (og energiudnyttelse), ved introduktion af fælles minimumsstandarder for genanvendelsesinstallationer og genanvendt materiale samt energi-effektivitet på forbrændingsanlæg.

Affaldsrammedirektivet indeholder i alt 16 – i øvrigt ganske udmærkede – forslag til foranstaltninger til affaldsforebyggelse, som medlemslandene opfordres til at overveje i deres nationale forebyggelsesprogrammer (se forslagets bilag IV). F.eks. lægger katalogets forslag nr. 1 op til indførelse af råstofafgifter. Sådanne forslag ville klart have den stærkeste effekt, hvis de blev gennemført på fælleskabsplan. Men da EU's traktat netop når det gælder afgifter stiller krav om enstemmighed i Ministerrådet, er EU's næsten handlingslammet på dette felt. I 2003 lykkedes det efter mange år at få vedtaget en fælles energiafgift på EU-plan, men vedtagelsen er udtryk for laveste fællesnævner, hvorfor den kun fik praktisk betydning for få lande.

Alternativet er så, at medlemslandene indfører afgifter på nationalt plan, som den danske råstofafgift, der især omfatter sten og grus. Nationale afgifter strider ikke i sig selv imod traktaten, men der er alligevel eksempler på, at Kommissionen søger at få underkendt nationale afgifter, eller udhulet deres effekt, som f.eks. den danske registreringsafgift på biler. Derimod har den danske PVC-afgift hidtil stået uantastet i forhold til EU. Affaldsrammedirektivets artikel 26 (3)(h) pålægger medlemslandene at vurdere egnetheden og nytten af økonomiske instrumenter, men siger samtidig, at de skal anvendes ’under hensyntagen til nødvendigheden af at opretholde et velfungerende indre marked’. Spørgsmålet er om mere omfattende råstofafgifter i ét land vil blive accepteret af Kommission og Domstol. Dertil kommer så, at den danske regering er gået i permanent flyverskjul i forhold til brug af miljøafgifter, men det er en anden sag!
Hvis forebyggelse skal have samme vægt som nyttiggørelse, skal der laves harmoniserede minimumsstandarder også på forebyggelsesområdet, men det lægger Kommissionen ikke op til. Økonomiske instrumenter har vist sig særdeles virksomme, både i Danmark og i en række andre EU-lande. Men det forudsætter, at Kommissionen og EF-Domstolen accepterer, at sådanne afgifter kan indføres på nationalt plan, sålænge EU ikke er i stand til at indføre dem på fællesskabsplan. Det Økologiske Råd har publiceret flere analyser af, der belyser disse forhold (se bl.a. Globale Miljøproblemer - kan løses med økonomiske virkemidler, Europæiske grønne skattereformer og informationen til borgerne v/ Søren Dyck-Madsen (Det Økologiske Råd, 2003), og Grønne skatter og afgifter i EU og Danmark v/Søren Dyck-Madsen (Det Økologiske Råd, 2003)
Kommissionen argumenterer for, at ved introduktionen af det frie marked for genanvendte materialer/ produkter (som via standarden ikke længere er affald), vil genanvendelsen på europæisk plan stige, og at der dermed eksisterer en potentiel mulighed for øget økonomisk vækst inden for denne branche. Men denne efterspørgsel efter genanvendt materiale kan formentlig kun stige, hvis den stimuleres via økonomiske instrumenter.
Kigger man i øvrigt på hvilke lande rundt om i verden, der har de højeste genanvendelsesprocenter, er det ikke de lande, som anvender den frie markedstilgang, som popper op på landkortet.
Dernæst er det vigtig at se på strategiens introduktion af miljøeffektperspektivet i forhold til det traditionelle affaldshierarki. Sidstnævnte hævdes nu ikke at skulle opfattes som en fast regel. Kommissionen vil ikke længere - ud fra en miljøeffektsbetragtning – se hierarkiet som en 4-trins model, men sidestiller nu genanvendelse med nyttiggørelse. Altså har vi nu kun tilbage forebyggelse, nyttiggørelse (genanvendelse og nyttiggørelse af energi) og bortskaffelse (deponering).
LCA’er er også i denne sammenhæng udpeget som metoden til at beslutte hvilken nyttiggørelsesmetode (genanvendelse eller energiudnyttelse), der skal anvendes, og dette skal i øvrigt være helt op til medlemslandene selv at vurdere.
Dette er med andre ord en nyttiggørelsesstrategi og ikke alene en genanvendelsesstrategi.
Strategien tager ikke et fælles ansvar for at sikre et højt genanvendelsesniveau i Europa, og den vælger dermed også at se bort fra de miljøpåvirkninger, dette vil medføre indenfor såvel som udenfor Europa.
Strategien kan derfor på nuværende tidspunkt ses som en pro-forbrændingsstrategi, som vil møde stor politisk modstand - specielt i lande med en meget stor folkelig modstand mod forbrænding. Der til kommer, at hvis man fra politisk side vælger at fokusere på energiudnyttelse, så spares der i de fleste tilfælde mere energi, når man via genbrug og genanvendelse forebygger udvinding af virgine materialer end ved at udnytte energien af selve materialet ved forbrænding.

I forbindelse med introduktion af livscyklus-tilgangen skriver Kommissionen, at der tidligere har været en tendens til at fokusere på start- og slutfasen af en livscyklus: udvinding, oparbejdning og produktion i den ene ende, og affald i den anden (men indrømmer dog samtidig, at kendskabet til miljøeffekterne ved udvinding er sparsomt).
Kommissionen henviser til, at det i dag anerkendes, at store dele af miljøeffekterne, forbundet med ressourceforbruget, optræder i forbrugsfasen (og her henvises til dokumentet COM (2003) 302 ”Integrated Product Policy”). Kommissionen finder det derfor – med rette - vigtigt, at alle faserne er taget i betragtning, da der ellers kan forekomme utilsigtede overførsler af miljøeffekter mellem de forskellige faser (ét politisk tiltag med det formål at reducere miljøeffekter i én fase kan føre til en stigning af miljøeffekter i de øvrige faser). Denne tilgang viser imidlertid klart, at man i fremtiden kan forvente at hele affaldsområdet vil blive nedprioritet i forhold til produktpolitikken, som anses for at være vigtigere i miljømæssig sammenhæng, og det er spørgsmålet, om fortrængte miljøeffekter ved sparede virgine ressourcer som følge af genanvendelse overhovedet prioriteres i denne proces.
Lige som forebyggelsesstrategien sætter genanvendelsesstrategien ingen kvantitative genanvendelsesmål for øvrige affaldsstrømme - som ellers efterspurgt i 6 MHP. Kommissionen går i denne sammenhæng direkte til standarder som driver for opnåelse af øget genanvendelse i fremtiden.
Strategien anser markedet for den altafgørende driver for skabelsen af et såkaldt genanvendelses- og nyttiggørelsessamfund. Kommissionen ønsker frie hænder til fastsættelse af standarder. Det kan ske ved, at Rådet og Parlamentet delegerer kompetencen (via den såkaldte komitologi) – helt uden for politisk kontrol.
Vi ser denne strategi som et radikalt skift i den affaldspolitiske strategi fra en EU styringstilgang til en mere hands-off tilgang. Dette påpeges også af vores Europæiske paraplyorganisation, EEB.

Er der modsætning mellem 6MPH og pakken?
Meddelelsen af marts 2005 om ”bedre regulering til gavn for vækst og beskæftigelse” (KOM(2005) er et dokument i den såkaldte Lissabon-proces for øget vækst og beskæftigelse. Her fremhævedes forenklet lovgivning som et højt prioriteret område for EU, og i fortsættelse heraf udvalgtes i meddelelsen ”en strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer” (KOM (2005) 535) en række prioriterede sektorer, hvor indenfor man anså, at der eksisterede et behov for bedre lovgivning.

Herunder fremhævedes affald som en prioriteret sektor. Forenklingsstrategien indeholder en tidsplan for simplificeringsprocessen for affaldsområdet, svarende til den tidsplan, som nu også indgår i genanvendelsesstrategien, og som er optaget som bilag til denne (og i øvrigt også som bilag B til DAKOFAs notat af 12. januar 2006 om ’Pakken’).

Strategien for forenkling af lovgivningsmæssige rammer har til formål at tilgodese de små og mellemstore virksomheder i Europa: ”Dette initiativ er af særlig betydning for Europas små og mellemstore virksomheder (SMV’er), som udgør 99% af alle virksomhederne og tegner sig for to tredjedele af beskæftigelsen. Som følge af deres størrelse lider SMV’er uforholdsmæssigt meget under lovgivningsmæssige og administrative byrder, fordi de råder over mere begrænsede ressourcer og mindre ekspertise til at tackle de ofte komplekse regler og bestemmelser. Det er derfor nødvendigt at overveje, hvorledes deres særlige behov kan tilgodeses ved en forenkling” (KOM (2005) 535, p. 3).

’Pakken’ skal altså lige så meget ses som et resultat af Lissabon-processen, som et resultat af det 6. miljøhandlingsprogram – eller måske mere Lissabon end noget andet.

Modernisering af affaldspolitikken via LCA tilgangen må gøres på en supplerende og konstruktiv måde, og ikke som en undskyldning for deregulering og aflysning af affaldshierarkiet samt de prioriterede affaldsstrømme som styringsredskaber.


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Arrangementer

"Skibet er ladet med" - åbent møde om det kommende energiforlig
Generalforsamling,
Det Økologiske Råd
Arrangementet er for foreningens medlemmer
Ons d. 26. april 2017 kl. 18.00
Store Kannikestræde 19, 1. sal 1169

Konference: 2020 global sulphur challenge
Afholdt d. 21. marts, Hotel Hilton, København

 

Abonner på
nyhedsbrevet fra  
reparationsnetværket

Email: 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis