Opfølgning på EUs udspil på klima- og energiområdet

eu Fem samhørende artikler om EU-Kommissionens 2030-pakke, klimamålsætninger, mål for vedvarende energi og energieffektivisering, kvotehandelsdirektivet og beslutningsgange for ”pakken”.

2030 udspillet med fokus på 3 mål og 40 % intern reduktion

EU-Kommissionen fremlagde den 22.1.14 sit udspil til målsætninger på energi og klimaområdet fra 2020 til 2030. Det indeholder en bindende målsætning med at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 40 % i 2030 i forhold til 1990 internt i EU. Men hvis vi skal have USA og Kina i tale, så må og skal fokus skifte fra hvad vi har gjort siden 1990 til hvad vi gør i dag og fremefter. Og her svarer Kommissionens mål kun til en reduktion på godt 25 % fra dagens niveau over de næste 16 år. Muligheden for at anvende de såkaldte fleksible mekanismer bør ligge oveni dette mål. 40% målet er forså vidt en sejr for den grønne fløj i Kommissionen, da en række kommissærer ønskede et svagere mål. Men for klimaet er målet ikke tilstrækkeligt, da det ikke lever op til den globale konsensus om maksimalt 2 graders temperaturstigning. Så skulle målet snarere have været 55 % reduktion. Men dette er næppe sandsynligt. Derfor er det så meget vigtigere at fastlægge ambitiøse bindende konkrete sektormål.

En række lande, herunder Danmark, har argumenteret stærkt for, at et mål for reduktion af drivhusgas-reduktion ikke gør det alene. Andre lande, som England vil kun have ét mål, da de udover vedvarende energi (VE) og energieffektivisering (EE) satser på atomkraft.

Kommissionens udspil opstiller desværre ikke et bindende VE-mål for medlemslandene på trods af, at netop målet på 20 % VE 2020, fordelt på landene, har været ganske effektivt for reduktion af udledningen af drivhusgasser. Udspillet indeholder i stedet et udefineret krav om at nå 27 % VE i 2030, men målet uddeles ikke på medlemslandene. Det skal ”gennemføres på en fleksibel måde”., men hvordan dette skal håndhæves er ikke beskrevet. Dette giver en betydelig investeringsusikkerhed i VE, som risikerer at sætte udbygningen i stå.

Kommissionen foreslår ikke bindende mål for energieffektivisering, som i stedet til må afvente indspil fra alle landene sidst i april 2014, som aftalt i Energieffektiviseringsdirektivet (EED). Dette peger klart på, at Kommissionen ikke forventer bindende nationale mål på EE, men i stedet satser på en styrkelse af de bindende virkemidler, som er aftalt i EED. Det forlyder, at Energikommissær Öettinger har lovet et udspil på EE senest oktober 2014.

Et af Kommissionens vigtigste virkemidler er CO2-kvotehandelssystemet, men dette har ikke virket efter hensigten og forventes heller ikke at give afgørende reduktioner frem til 2020. Kommissionen foreslår derfor en ”reserve-bank”, som skulle sikre, at markedet ikke fortsat var oversvømmet af for mange ubrugte udledningsrettigheder også efter 2020. Men forslaget vil tværtimod medføre, at der frem til 2030 automatisk skal være overskud af kvoter på markedet.

Så alt i alt er udspillet svagt set i forhold til den klimaopgave, som det skulle løse. Men set ud fra det meget lave niveau, som de fleste EU-lande foretrækker, så er det de mindst ”sorte” lande og Kommissærer, som har trukket udspillet i en lidt bedre retning. Hvis EU vil leve op til 2 graders målet, skal forslaget kraftigt forbedres i den kommende tid. Hvis ikke, så risikerer udspillet både at skade EU internt, og at lægge et alt for lavt ambitionsniveau for de internationale klimaforhandlinger i Paris i 2015.

VE og målsætningen om 27 % på EU-niveau via en ”markedsmekanisme”

De væsentligste faktorer, som har reduceret EU’s udslip i de forgangne år har været de bindende mål for vedvarende energi (VE), recessionen samt indsatsen for energieffektivisering (EE) via EU’s Eco-design direktiv. Og fra 2015 begynder CO2 kravene til biler samt Energieffektiviseringsdirektivet at levere.

EU’s såkaldte ”flagskib”, nemlig kvotehandelsordning for CO2 (ETS) har tydeligvis været fejlkonstrueret fra starten og derved ikke haft betydning for reduktionerne. Det fremlagte mål på 40 % internt i EU, hvor alle nuværende overskydende kvoter kan overføres, forventes ikke at ændre særlig meget på den situation. Ændringen i den årlige reduktion i udstedelsen af kvoter fra nuværende 1,74 % til 2,2 % efter 2020 er simpelthen for lille til at rette op på problemerne. Heller ikke det fremlagte svage forslag til en ”reserve-bank” for kvoter kan forventes at skabe en effektiv funktion af ETS.

De reelle reduktioner i udledningen af drivhusgasser må derfor forventes også i perioden fra 2020 til 2030 at komme fra ambitiøse delmål, især på VE.

Når CO2 reduktionsmålet således er for svagt og ikke kan forventes forbedret, så er det helt afgørende, at målet for udbygning med VE i 2030 bliver ambitiøst og fordelt som bindende mål for alle medlemslandene. Det er derfor stærkt bekymrende, at Kommissionen fremlægger et så svagt mål for VE i 2030 som 27 % - det burde have ligget på 35 – 40 %. Dertil kommer at Kommissionen foreslår, at målet kun skal gælde på EU-niveau og ikke som nu fordeles til de enkelte medlemslande.  Dette skaber stor usikkerhed. VE-industrien kan ikke få svar på, hvordan håndhævelsen af et fælles EU-mål skal udmøntes, og hvordan det skal håndhæves. Jobs i VE-sektoren vil hermed falde bort – eller ikke blive skabt.

Der er således meget at kritisere ved Kommissionens valg af svagt VE-mål samt valg af ”kun” et EU-mål. Desværre er Kommissions udspil nok et spejlbillede af en række landes manglende ambitioner, ønske om at fortsætte med kul eller udbygge atomkraften i stedet for at satse på VE.

Det kan således blive en vanskelig armlægning på EU’s topmøde i marts at få hævet og konkretiseret det uambitiøse mål for VE. Det kræver formentlig en slags ”trade-off” mellem de forskellige målsætninger på drivhusgasser, på VE og på EE. Evt. krydret med lidt indspil omkring udbygning af transmissionsforbindelser og statsstøttemuligheder på energi og miljø-området som lokkemad.

EU’s indsats for energieffektivitet

En forstærket indsats mod spild af energi i EU er formentlig både den billigste, den mest jobskabende og den mest konkurrenceevne-forbedrende indsats. Alligevel omhandler udspillet ikke fastsættelse af ambitiøse mål eller virkemidler hertil.

Kommissionens udspil bygger således på den indrapportering af mål for energieffektivisering (EE), som landene ifølge energieffektiviseringsdirektivet (EED) skal indrapportere sidst i april i år.

Der skal herefter nu ske to ting: Kommissionen skal evaluere landenes indmeldinger for at konstatere om det samlede mål på 20 % forbedring af energieffektiviteten i EU i 2020 vil blive nået. Det forventes ikke at målet nås, hvorfor Kommissionen skal komme med forslag til stramning af kravene i EED, således at målet i 2020 nås.

Derudover skal Kommissionen efterfølgende – formentlig i september-oktober komme med forslag til, hvor meget yderligere virkemidlerne for EE skal strammes for at nå et uspecificeret mål i 2030. Et ofte nævnt mål i 2030 på 25 % virker umiddelbart alt for lavt, hvis de fulde økonomiske og klimamæssige fordele ved en forstærket indsats for EU og de enkelte medlemslande skal kunne nås frem mod 2030. Flere undersøgelser har i stedet peget på en målsætning for forbedring på EE på 40 %, som de økonomisk optimale mål for EU.

Endelig må det forventes, at der i forbindelse med udmøntningen af de ganske uklare EU-mål på 27 % skal ske en del armlægninger mellem forskellige medlemslande, hvilket kan risikere yderligere at reducere EU og dets medlemslandes indsats for at reducere energispildet frem mod 2030.

Udspillet til ETS buffer-bank

EU Kommissionen erkender i udspillet til målsætninger for 2030, at et af de virkemidler, som den selv lagde mest prestige i, nemlig EU’s CO2 kvotehandelssystem (ETS), ikke har virket efter hensigten. Kommissionen fremlægger derfor et forslag til en revision af ETS, hvori indgår en ”reserve-bank”, som ifølge tankegangen i Kommissionens udspil skal kunne nedregulere mængden af overskydende udledningsrettigheder (kvoter) til et niveau, som skal sikre, at der kommer en fornuftig pris på udledning af CO2, således at både udbygning med VE og indsats for EE vil få bedre økonomiske incitamenter.

Kommissionens egne tal viser, at i 2020 forventer man at stå med ubrugte kvoter på 2,5 milliarder tons CO2, som kan forventes at kunne overføres til perioden fra 2020 til 2030. Så stort overskud fører til priser, som ligger alt for lavt til at have en faktisk effekt på reduktion af udledning af CO2.

Kommissionens forslag indebærer således at der fra 2020 lægges kvoter i en ”reserve-bank”, hvis antallet af ubrugte overskydende kvoter er over 833 mio. tons CO2. Men det sikrer samtidig, at der igen frigives kvoter, hvis overskuddet af ubrugte kvoter kommer under 400 mio. tons.

Dvs. at på den ene side vil funktionen af banken sikre, at dagens meget store overskud af ubrugte kvoter reduceres frem mod 2030. På den anden side garanterer forslaget, at der helt frem til 2030 med sikkerhed vil være kvoter på mindst 400 mio. tons i overskud.

Det er således mere end vanskeligt at se, hvordan et sådant system med en ”reserve-bank” kan bringe kvoteprisen op mod de 30 – 50 Euro pr ton CO2, som er nødvendige for at drive energieffektivisering og innovation hos energiforbrugerne og give økonomisk fordel for udbygningen med VE og anvendelse af gas frem for kul til den tilbageværende fossile energiproduktion.

Forhandlingssituationen om 2030 målene

På trods af, at de forslag til målsætninger, som EU-Kommissionen har fremlagt, er for svage til at nå klimamål, jobskabelse og forbedret økonomi og konkurrenceevne, så kan det gå endnu værre, hvis forhandlingerne på statsministermødet i marts går skævt.

Det må nemlig forventes, at en række lande på statsministermødet vil prøve på at udvande udspillet fra EU-Kommissionen yderligere, Det kan gøre slutresultatet helt ubrugeligt både for forbedringer af EU’s egen økonomi, for klimaet og som indspil til EU’s position til den globale klimaforhandling i Paris i 2014.

På energi- og klimaområdet skal de forskellige tiltag fra EU nemlig vedtages med et såkaldt kvalificeret flertal. Det betyder, at de fremlagte forslag fra Kommissionen kan vedtages selv om der er enkelte lande, der ønsker at udvande ambitionerne yderligere.

På EU’s topmøder er der derimod skabt tradition for, at vedtagelser sker ved koncensus – altså enstemmighed mellem alle landene. Skal en sådan enstemmighed opnås, får de mest ”sorte” lande et faktuelt veto – selvom dette ikke er fastlagt i EU's traktat.

Herved kan en beslutningsprocedure med enstemmighed på EU’s topmøder faktisk føre til, at resultatet bliver betydeligt ringere end nødvendigt, idet de faktiske vedtagelser ”kun” kræver kvalificeret flertal, og dermed ikke behøver at tilgodese de ”sorteste” EU-lande.

Det er helt afgørende, at de lande, som er mest ambitiøse på energi- og klimapolitikken (herunder Danmark) ikke tillader, at energi- og klimapolitikken i EU på topmødet i marts saboteres af denne tradition for enstemmighed omkring rådskonklusioner, som netop ikke er traktatbestemt.

 

default Download artiklerne >> (72 KB)