Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Klimaaftalen fra Paris peger fremad


Klimaaftalen, som blev indgået i Paris lørdag aften er en vigtig manifestation af at verden er enig om retningen. Men der er langt igen før vi har sikret os at de nødvendige virkemidler bliver brugt, så klimaet kan stabiliseres.

Pressemeddelelse                                                                              

Klimaaftalen fra Paris peger fremad

Klimaaftalen, som blev indgået i Paris lørdag aften er en vigtig manifestation af at verden er enig om retningen. Men der er langt igen før vi har sikret os at de nødvendige virkemidler bliver brugt, så klimaet kan stabiliseres.

Vi kan nu fejre at den tid er forbi hvor verdens lande har diskuteret om de vil bevæge sig væk fa de fossile brændstoffer og bremse de igangværende klimaforandringer. Miljøorganisationen Det Økologiske Råd glæder sig over dette vigtige skridt. Aftalen bekræfter målet fra 2009 om at vi skal holde os under en temperaturstigning på 2oC, og siger samtidig at vi skal stræbe imod at holde os under 1,5o -  hvilket er afgørende for bl.a. de små østater, som trues af oversvømmelse. 

”Aftalen giver et klart signal til verdens virksomheder og investorer om at fremtiden er grøn og klimavenlig. Også de store byer har fået et klart signal om retningen. Det giver håb om at verden nu endelig er kommet ud af det eksisterende dødvande”, siger sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege. 

Det er også glædeligt at aftalen siger at landene hvert femte år skal vurdere, hvor meget de kan skærpe deres klimamål, og at de første gang skal mødes herom i 2018. Også i 2018 skal FNs klimapanel IPCC fremlægge en rapport der anviser hvordan landene kan nå målet om maximalt 1,5o’s temperaturstigning.

Aftalen bekræfter, at de rige lande fra 2020 skal give meget store beløb i bistand til at hjælpe udviklingslandene til såvel at omstille sig til grøn energi som at afbøde konsekvenser af de klimaforandringer, som allerede er i gang. Der er i processen kommet vigtige tilsagn fra en række lande om sådanne beløb. Men desværre vil bl.a. den danske regering tage denne støtte fra den eksisterende udviklingsbistand, som samtidig beskæres drastisk.

”Paris-aftalen er et vigtigt skridt fremad. Men der er langt igen”, siger sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege og fortsætter: ”Det er afgørende at de rige lande, herunder EU, skærper deres mål. Og modsat hvad den nuværende regering siger, er det bestemt ikke tiden til at slække på de danske mål”.

Det Økologiske Råd glæder sig over, at et flertal i Folketinget, uden om regeringen, vil fastholde målet om 40% reduktion af klimagasser i 2020, og at Klimarådet i sin nye rapport dokumenterer at dette kan gøres inden for en overkommelig økonomisk ramme og uden tab af arbejdspladser – ja, det vil endda give et samfundsøkonomisk overskud. Men det vil kræve nye initiativer, f.eks. fremme af varmepumper. Dette skal ikke ske ved at sænke afgiften på el, hvilket ville sænke motivationen til at spare på el – men derimod ved målrettet at støtte varmepumper. Klimarådet har vist, at det vil være billigst for samfundet, hvis landbruget også yder et bidrag til reduktionerne. Man kan så vælge at holde landbruget økonomisk skadesløst ved at give økonomiske kompensationer.

Samtidig har Klimarådet påvist, at regeringens advarsel mod at Danmark ”kommer så langt foran, at de andre taber os af syne” ikke har rod i virkeligheden. Flere andre europæiske lande er foran Danmark. Men Danmark har stadig en stærk position med eksport af grønne energiteknologier. Hvis vi kan fastholde denne position, ligger der kolossale muligheder for eksport af grønne energiteknologier. Men det kræver at vi fastholder og udbygger ambitionerne, også på hjemmebanen.


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis