Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Afrapportering fra klimakonferencen i Poznan

Hvor langsom kan man gå før man går baglæns?

Rapport fra klimakonventionsmødet i Polen 2-13. december 2008

Det var småt med resultaterne på klimamødet i Poznan – USA afventer, EU var svækket af internt slagsmål over klima- og energipakken, Canada, Japan, Australien og New Zealand trak i den forkerte retning, og kun u-landene viste sig fortsat konstruktive, men fik meget lidt med hjem.

Indledning og resume:
”Kloden er vigtigere end Wall Street” erklærede Bolivias chefforhandler på mødet i Poznan og argumenterede for, at der skulle sættes mindst ligeså mange penge af til at sætte ind overfor den globale opvarmning som til at komme ud af finanskrisen.
Anders Fogh Rasmussen og stribevis af ministre fra rige lande erklærede også, at finanskrisen ikke må stå i vejen for en klimaindsats. Desværre tyder COP 14 på, at det er tomme ord.

Mødet resulterede reelt kun i procedurelle beslutninger (se afsnit om arbejdsplan for 2009). Mødet kunne være brugt til at skabe momentum i forhandlingerne om, hvordan den globale klimaindsats efter 2012 skal udformes. Men EU kom til mødet forberedt på én ting: at der ikke skulle ske noget.
I den første uge af mødet i Poznan negligerede EU reelt, at u-landene i forbindelse med det forrige forhandlingsmøde i Accra havde fremlagt forslag om henholdsvis finansieringen af den globale klimaindsats og om teknologi-samarbejde. Det fik NGO’erne til at lægge pres på EU for at undgå, at mødet ville resultere i, at grøfterne blev gravet dybere. I uge 2 begyndte EU da også at give udtryk for vilje til at se nærmere på nogle af de forslag om finansiering, som er lagt på bordet, ligesom unionen begyndte i det mindste at tale om behovet for at opbygge u-landenes kapacitet til at sætte ind overfor udslippet af drivhusgasser.

Poznan-mødet var en spildt mulighed for at skabe klarhed over retningen og målet for det kommende års forhandlinger, og dermed er det blevet vanskeligere at opnå et godt resultat i København. Mødet sluttede da også med, at en lang række u-landene gav udtryk for skuffelse over, at det ikke var lykkedes at blive enige om at udnytte mulighederne i det såkaldte ”artikel 9 review” (se afsnit om klimatilpasning) til blot at rejse lidt flere midler til u-landenes arbejde med at tilpasse sig klimaforandringerne. Det ser med andre ord ud til, at et møde, som kunne være brugt til at bygge bro i stedet blev brugt til at grave grøfter.

Bag EU’s svage indsats ligger en komplet mangel på mandat til at bidrage teknologisk og finansielt til den globale klimaindsats. Den store masse af EU-lande har reelt ingen visioner og synes at fokusere på, at slippe billigst muligt fra forhandlingerne. Verdens største økonomi vil ikke bruge mere end håndører på at sætte ind overfor klimaproblemet.

En af de vigtige konklusioner er med andre ord, at 15 års europæisk lederskab i de globale klimaforhandlinger i slut. Det er afgørende, at 92-gruppen og andre NGO’er sætter ind for at få EU på ret kurs igen. EU-Kommissionen vil fremlægge sit bud på, hvordan EU skal håndtere finansieringen af den globale klimaindsats i slutningen af januar, og forslaget forventes behandlet på Det Europæiske Råds møde i marts. Denne proces vil være et vigtigt angrebspunkt.
Det er endnu uklart, om der er lande, som er i stand til at tage lederskabet efter EU. Udtalelser fra Obama og hans medarbejdere om, at USA vil engagere sig energisk i forhandlingerne kan give håb. Også u-landenes konstruktive og solide engagement i forhandlingerne, og de mange ny nationale klimaplaner og politikker i u-landene er stærkt opmuntrende.

Danmark spillede en mere tilbagetrukket forhandlingsrolle end tidligere set. Anders Fogh Rasmussen talte ved åbningen af konferencen, uden at nævne ret meget konkret om målsætninger for den internationale klimaindsats. Og Connie Hedegaard brugte da også det meste af hendes ministertale til at fastslå, at Danmark nu er en neutral mediator frem til klimatopmødet i København. Vi kritiserede denne selvvalgte passive rolle, og i hvert fald på indfødte folks rettigheder resulterede det i en proaktiv udmelding fra Danmark (se under skovafsnittet).

Forhandlingerne om en samlet ny aftale under Klimakonventionen (”konventionssporet”)

Arbejdsplan for 2009
Forhandlingerne i dette spor, der samler alle de lande der har tiltrådt Klimakonventionen, forløb forbavsende konfliktfrit. Inden ministrene ankom til Poznan, var der opnået enighed om en tekst der beskriver arbejdsplanen for forhandlingerne næste år.
En af grundene til den hurtige enighed var at beskrivelse er temmelig simpelt; der skal som minimum afholdes 4 møder med i alt 8 ugers forhandlinger. Der skal være to møder i Bonn, 1 1/2 uge i marts (29/3 -8/4) og to uger i juni (1-12/6), et møde i august/september og selvfølgelig klimakonferencen COP15 i København i december. Som en lille finurlighed er COP 15 flyttet en uge frem (!), så den nu bliver 7 - 18/12 for ikke at kollidere med en muslimsk helligdag.
Udover disse møder har formændene for de to forhandlingsspor (Kyoto Protokol og Klimakonvention) mulighed for at indkalde til ekstra møder. EU og Danmark var på forhånd meget interesseret i at sikre de to formænd stor fleksibilitet mht. planlægning af møder næste år, og det ser ud til at være lykkedes.
Der er ikke pt. planlagt andre højniveau møder med ministre end selve COP15, men der kunne godt dukke et eller flere møder op, bl.a. i forbindelse med et andet højniveau-møde som tidligere ved FN’s generalforsamling. Ligeledes er der snak om evt. at indkalde til et længere forhandlingsforløb i efteråret 2009

Proces for at nå frem til en forhandlingstekst
Op til det første møde i marts skal der udarbejdes en oversigt over landenes holdninger, en opdatering af den oversigt, som sekretariatet offentliggjorde før Poznan. Landene har en deadline d. 6/2 til at fremlægge deres holdninger (udover hvad de allerede har fremlagt). Frem til det andet møde i juni skal derefter udarbejdes forhandlingstekster, så forhandlingerne om ordene i en "Københavneraftale" kan gå i gang i juni, et halvt år før COP15. Vi havde håbet, at en sådan tekst ville ligge klar før det første møde i marts, men det bliver nu først juni mødet, hvilket ikke giver meget tid til at forhandle den egentlige tekst før COP 15.

Forhandlinger om de rige landes nye forpligtelser for Kyoto Protokollens anden forpligtelsesperiode efter 2012 (Kyoto eller KP-sporet)

Det går meget langsomt med de rige lande
Overordnet set går forhandlingerne meget langsomt. En række især i-lande trækker sig baglæns eller holder på kortene for at forberede sig til de endelige forhandlinger frem mod København. Annex 1 landene er uenige mht. hvilket reduktionsinterval de skal forpligte sig til efter 2012, og flere af dem ønsker alt for lave reduktioner, - og trækker generelt konklusionen på området i langdrag. Samtidigt skændes der fortsat om finansieringen fra de rige lande til tilpasning og teknologiudbredelse i de fattige lande.

Arbejdsprogram for 2009
Vi havde håbet på et ambitiøst arbejdsprogram for 2009, hvor formanden for Kyoto-sporet var blevet bedt om et første udkast til en forhandlingstekst til mødet i marts. Men nej – arbejdsprogrammet indeholder i starten af 2009 kun en anmodning om endnu flere forslag fra landene til at supplere den imponerende samling på over 110 sider som ligger i dag. Til marts mødet må formanden bare gruppere de mange forslag, hvor man er enig og hvor man er uenige. Formanden bedes dog om at udarbejde en note om mulige ændringer af Kyoto-protokollen og på denne måde tage en smule hul på indholdet af en fremtidig tekst.
Først til mødet i juni får formanden mulighed for at skrive en egentlig “note” om mulige elementer i en tekst med udgangspunkt i ovenstående.
Arbejdsprogrammet giver således ikke meget plads til at begynde egentlige forhandlinger, og juni er ganske sent at begynde at forhandle om elementerne i en mulig første tekst, især set i lyset af, at USA jo ikke er med i denne proces, og der derfor ikke bør være behov for at vente så længe på dem. Med dette arbejdstempo er håbet for en tilstrækkelig ambitiøs aftale i København 2009 er ikke just vokset i Poznan.

Ingen beslutning om hvor meget de rige lande i Annex 1 skal reducere efter 2012
I Bali-mandatet og arbejdsprogrammet for 2008 står, at landene skulle debattere reduktionsniveauet på Poznan mødet. Og i Wien for halvandet år siden og efterfølgende på Bali blev det vedtaget at henvise til IPCC’s angivelse af, at reduktioner for de rige lande samlet bør ligge mellem 25 og 40 %.
På mødet i Poznan markerede Rusland, at det var OK at reducere med 25 – 40 % I forhold til 1990, bare Rusland selv kunne slippe med langt mindre. Japan vil slet ikke bruge 1990 som basisår, men helst selv vælge deres eget basisår, så de kan slippe med færre reduktioner. Canada meldte ud, at de helst så 2005 som basisår, hvorved de også kan slippe med meget slappere krav. Og Australien og New Zealand sluttede sig til dem. EU holdt lav profil og fastholdt bare målene fra Bali.
Overfor dette stod u-landene, hvor Sydafrika udtalte, at videnskaben viser, at det ser værre ud nu end man forventede i Wien, hvorfor reduktionerne skulle være mindst 25 – 40 % i Annex 1 landene. Ø-staterne gik længere, og med opbakning fra videnskaben krævede de, at temperaturstigningen skulle holdes under 1,5 grader, hvilket vil kræve, at Annex 1 landene globalt skal reducere med mindst 40 % I 2020.
Alt i alt så vi videnskabeligt baserede skærpede krav fra u-landene, mens EU holdt vejret og fire af de rige lande rykkede baglæns. Resultatet er af forhandlingerne om de rige landes nye målsætninger og virkemidler efter 2012 faktisk er gået en lille smule baglæns i forhold til Accra i august. Og ved blot at henvise til samme tekst som på Bali er der reelt ikke sket noget det sidste år. Det er tydeligt, at der positioneres i forhold til København, hvilket ikke gavner klimaet.

Der mangler stadig afklaring af hvilke virkemidler kan Annex 1 lande kan bruge
Debatten om virkemidler skulle efter arbejdsprogrammet fra Bali for 2008 have været afsluttet i Acra i Ghana i 2008, men det lykkedes langtfra. Heller ikke her i Poznan kom man meget nærmere en præcisering og aftale om virkemidlerne. De store spørgsmål er, at blandt andet EU gerne vil ændre virkemåden for CDM fra at være projektbaseret til at skulle fungere på sektor niveau eller landeniveau. Blandt virkemidlerne er også spørgsmålet om, hvordan CDM kunne udbredes f.eks. til Afrika. Og der er spørgsmålet om CCS (udskilning og lagring af CO2 i undergrunden) og atomkraft skal inkluderes i CDM, og dermed give de rige lande ret til at undlade at reducere, hvis sådanne projekter gennemføres i u-landene. Mht. CCS i CDM kunne der på trods af pres fra bl.a. EU, Australien og Saudi Arabien ikke opnås enighed, og spørgsmålet blev henvist til mødet i juni.

Hvordan får vi en global aftale om inddragelse af drivhusgasser fra skibsfart
Udledningerne af klimagasser fra skibsfart og luftfart er ikke medtaget i Kyoto-protokollen. Og da det er et område, hvor der er kraftig stigning i udledningerne, og samtidigt et område, hvor der potentielt kan skaffes mange penge (især i skibsfarten) til brug for tilpasning, teknologi-udbredelse og reduktion af udledninger i u-landene, er det vigtigt at få en aftale på plads.
Fra både Danmark og Norge ligger forslag om globale skatter eller kvotehandelssystemer med salg af udledningsrettigheder baseret på en skib-til-skib ordning, som både kunne begrænse udledningerne og give et provenu, som kunne bruges til tilpasning og teknologispredning i u-landene.
Fra u-landene lyder kritikken, at en sådan global beskatning vil skade dem, da f.eks. de små ø-stater er mere afhængige af skibsfart end de vestlige lande. Og kravet er, at en beskatning kun kan omfatte de rige lande, eller anløb i de riges landes havne under henvisning til at u-landene ikke skal påtage sig forpligtelser.

Samme holdning splitter også NGOerne. I Poznan udarbejdede NGO’ernes ”bunkers-gruppe” derfor et forslag, som indpasser en kompensation til de ramte u-lande taget fra provenuet.
Der lægges således op til en undersøgelse af fordele og ulemper af begge tilgange – hvilket forventes at falde ud til fordel for det globale system med indbygget kompensation.
Et globalt system – evt. med en fritagelse af de mindste skibe, er efter manges mening det letteste at administrere, det mest retfærdige og det system, som giver klart det største provenu til anvendelse i u-landene.
Opmuntrende var det derfor, at alliancen af små ø-stater fremhæver netop dette område som et af tre, hvor man forventer et meget konstruktivt samarbejde med NGO’erne fremover.

Tilpasning til klimaændringer i udviklingslandene

Fortsat kamp om tilpasningsfonden – men omsider vandt u-landene
Tilpasning er et afgørende tema i forhandlingerne. Et af de eneste konkrete resultater fra mødet i Poznan var, at klimatilpasningsfonden under Klimakonventionen blev sat i gang igen. Dette blev allerede besluttet på Bali mødet. Men siden har der været diverse juridiske spilfægterier mht., hvorvidt tilpasningsfondens bestyrelse selv skal kunne uddele penge, eller dette skal ske gennem GEFen. Det blev efter lange forhandlinger besluttet på Poznan, at bestyrelsen selv får den nødvendige autoritet til at foretage bevillinger, hvilket var en sejr for udviklingslandene. Slagsmålet om dette – og det at flere I-lande bl.a. Storbritanien, USA og Japan har oprettet de ”konkurrerede” fonde i Verdensbank regi (CIF) – viser meget tydeligt, at magtkampen om hvem der skal bestemme over den samlede finansiering under en ny global klimaaftale allerede er i fund gang.

Beslutningen om tilpasningsfonden var vigtig, men der vil dog stadigvæk mangle rigtigt mange penge til tilpasning. Fonden beregnes at give op til en halv milliard USD per år hvor behovet ligger mellem 50 og 100 milliarder. Der er også stadigvæk nogle tekniske spørgsmål som skal løses og puljen vil ikke fungere inden 2012.
Den fortsat manglende finansiering til klimatilpasning brød ud i lys lue under afslutningen på klimamødet. Inden da havde u-landene under det såkaldte artikel 9 review af Kyotoprotokollen forsøgt at få i-landene til at acceptere, at det ikke kun er en 2 % afgift på CDM projekter, der finansierer tilpasningsfonden, men at der også skal kunne tages tilsvarende afgifter på Joint Implementation projekter og kvotehandel til fonden. Dette ville i-landene dog ikke være med til, og der blev ikke nået til enighed. U-landene udtrykte stærk skuffelse over dette, og henviste til de store beløb der er behov for til tilpasning, og de få der er tilstede. Der er ikke tvivl om at dette spiller ind i den beslutning om finansiering til tilpasning, der forventes indgået ifm. en samlet aftale i København. I-landene var dog som sat ikke indstillet på at åbne dette spørgsmål nu, selv om behovet er åbenlyst.    

Udover dette skete der ikke meget i forhandlingerne vedr. tilpasning. Det skal dog noteres at EU's submission vedr. tilpasning indeholder flere interessante åbninger. ”Equity” har bl.a. blevet til et af tre principper. EU har ikke givet mere detaljerede svar og det er derfor vigtigt i løbet af de kommende måneder at spørge ind til disse EU-udsagn, som stadigvæk er mere eller mindre diffuse.

Syd-deltagelse
At u-landenes repræsentanter var i minoritet var måske ikke nogen overraskelse, da dette er standard i klimaforhandlingerne. Det skyldes dog ikke kun resurser, men også prioritering. Zambia havde f.eks. en delegation på 18 personer, hvor Etiopien kun deltog med et tre personer. U-landene har dog, gennem G77 og Kina, en relativt stærk stemme, og de har på mange måder været drivende i diskussionerne. Blandt NGOerne var der også få repræsentanter fra u-lande, sammenlignet med de rige lande. Det skal dog nævnes, at en større gruppe partnere fra Syd fik mulighed til at deltage gennem det COP15 NGO konsortium som 92 gruppen leder.

Ligesom til sidste klimamøde i Accra, Ghana, havde ICCO, CARE, Rainforest Foundation og denne gang også Nepenthes inviteret en gruppe syd-partnere med til klimaforhandlingerne i Polen. Forud for klimaforhandlingerne afholdtes et koordineringsmøde, og gruppen af sydpartnere holdt sammen og organiserede daglige møder under hele konferencen. Der blev vedtaget en ny deklaration om skovforhandlingerne, og der blev afholdt adskillige møder med forhandlere og landedelegationer, hvor sydpartnerene præsenterede sine positioner og lobbyerede for sine interesser og rettigheder.

Skov

Skov i i-lande - Der er brug for at reparere smuthullerne inden en ny aftale.
Forhandlingerne om skov i de rige lande var ikke det store drama i denne omgang. Reglerne skal revideres i løbet af det kommende år, men i Polen besluttede man ikke andet end at arbejde videre med det i foråret. De regler, der skal revideres, er til gengæld vigtige: som det er nu, kan Canada og Australien fælde store områder af naturlig skov uden at det overhovedet afspejles i deres Kyoto-regnskab. De kan til gengæld få kredit hvis de rejser ny skov. Aktiviteten ”forest management”(skovforvaltning) er det nemlig frivilligt at rapportere udledningerne fra. Og så længe man regner med at skoven regenererer efter fældningen (i løbet af 100-300 år, f.eks.) har man faktisk ikke fældet den – blot forvaltet den.

Der er altså store smuthuller i Kyoto-aftalen på dette område. Det er vigtigt at reparere dem i det kommende år, både for at mindske udledningen af drivhusgasser fra skovene og for at sikre, at smuthullerne ikke videreføres til aftalen om skov i u-landene.

Skov i u-landene – Fortsat uklarhed over hvordan det skal indgå i en ny aftale
Forhandlingerne om skov i u-landene foregik i Klimakonventionens tekniske gruppe, SBSTA, og handlede især om tre ting – ud over den store diskussion om oprindelige og lokale folks rettigheder og interresser. De tre ting var:

  1. om man overhovedet kunne lave en beslutning og hvordan den kunne føde ind i de kommende overordnede politiske forhandlinger under konventionenssporet
  2. om sub-nationale aktiviteter på skov skal videre i forhandlingerne
  3. om skovbevarelse, -forvaltning og -rejsning skal indgå i den kommende skovmekanisme

Så længe skovforhandlingerne har ligget i den tekniske gruppe, har mange lande nægtet at tale politik, dvs. finansieringsmekanismer med alt hvad dertil hører af beslutninger om, hvem der kan nyde godt af aftalen og hvem der ikke kan.
Vores frygt var at man ville sende emnet videre til politisk behandling uden at huske at sende biodiversitet og sociale forhold med, så vi arbejdede på at disse emner blev taget op. De skal jo bygges ind i aftalens overordnede struktur.

Mht. subnationale aktiviteter: Colombia og flere andre lande med problemer med at kontrollere hele deres territorium har argumenteret for, at de skal have lov at blive kompenseret for at mindske skovhugsten på blot en del af deres areal. Problemet er, at man risikerer, at skovhugsten bare flytter til et andet sted i landet. Det er i-landene ikke glade for – især ikke de, som håber på at kunne neutralisere nogle af deres industrielle udledninger ved at betale for skovbevaring.

Mht. skovbevarelse, -forvaltning og –rejsning: Dette er et nyt emne som blev indføjet sidste år. Før Bali handlede forhandlingerne formelt set kun om at mindske udledningerne fra skovødelæggelse, dvs. om at bremse skovhugsten i det lande hvor det lige nu går meget hurtigt.

Mange lande fremførte selvfølgelig overfor dette, at man er nødt til samtidig at beskytte skovene i de lande, hvor man ikke fælder den hurtigt– f.eks. Costa Rica, Surinam, Guyana og landene i Congo-bassinet. Hvis man holder op med at fælde skoven andre steder, risikerer man nemlig, at presset på deres skove vokser. Derudover er der et moralsk argument for at belønne dem, der gør det rigtige, i stedet for dem, der holder op med at gøre noget forkert.

Samtidig ønsker stærke lande som Kina og især Indien at man skal kunne belønnes for skovrejsning. I disse lande er meget af skoven fældet før i tiden og man planter ny i dag. Det vil de selvfølgelig gerne kompenseres for – uanset at de faktisk rejser skoven alligevel.

Problemet med det sidste er, at vi risikerer, at man f.eks. får samme regler som i de rige lande, og ét stk. plantage dermed kan sættes lig ét stk. naturskov. Eller at man ender med at give statsstøtte til at rejse plantager i stedet for at bevare oprindelig skov.

Det endte med:

  1. At der ikke blev en beslutning men blot en afrapportering med nogle meget vage anbefalinger til de videre tekniske og politiske forhandlinger.
  2. At subnationale aktiviteter slet ikke bliver nævnt undtagen som henvisning til beslutningen fra Bali sidste år og SBSTAs egne konklustioner fra Bonn i juni i år.
  3. At teksten om skovbevarelse, -forvaltning og –rejsning blev ændret en lille bitte smule fra sidste år – der er fjernet et semikolon – men det er nok til at pege på, at disse tiltag vil komme med ind i aftalen på lige fod med bekæmpelse af skovødelæggelse.

Det sidste vil vi skulle forholde os til i det næste år: Hvordan kan vi få inklusionen af disse tre emner (og især skovforvaltning og skovrejsning) til at gøre så lidt skade som muligt på biodiversitet og på hele klimaaftalens miljømæssige integritet.

Sociale forhold – Indfødte folks rettigheder røg ud
I forhandlingerne om skov i u-lande kom spørgsmålet om oprindelige og lokale befolkningers interesser og rettigheder højt på dagsordenen, især takket være en brav indsats fra Bolivia hjulpet af Panama. Disse lande tog imod forslag fra civilsamfundet med åbne arme og indleverede dem som forhandlingstekst, hvilket resulterede i, at forhandlingsteksten på et tidspunkt havde otte forskellige alternative paragraffer om oprindelige og lokale befolkninger.

Men så stoppede legen. New Zealand, støttet af Canada, USA og til dels Australien, fik meget effektivt blokeret processen, og slettet ord som ”rettigheder”, ”interesser”, ”folkeslag” og ”FN’s deklaration om oprindelige folk”. Forhandlingsteksten endte med at være meget svag, og ydermere blev det i teksten specificeret, at man i UNFCCC-processen forholder sig til ”individer” (people), men ikke til ”folkeslag” (peoples). Dette er et klart tilbageskridt i forhold til Bali, hvor teksten var neutral på dette punkt, og det derfor ikke var udelukket, at oprindelige folks kollektive rettigheder kunne inddrages i processen.

EU spillede en lidt forvirret og tilbagetrukket rolle i forhandlingerne og valgte ved forhandlingernes afslutning at byde fremskridtene velkommen. Forhandlingernes negative udvikling resulterede i demonstrationer i korridorerne, hvor oprindelige folk stod og råbte ”No Rights, No REDD” (REDD = Reducing Emissions from Deforestation and forest Degradation - dette er det officielle navn på forhandlingerne om regnskovsbeskyttelse under en ny klimaaftale).

…men Danmark markerede sig positivt til sidst
Da Connie Hedegaard i slutningen af uge 2 holdt en tale om, at Danmarks rolle nu ville være at fungere som neutral facilitator i stedet for at fungere som ”Danmark”, valgte vi i 92-gruppen at fremhæve udfaldet af forhandlingerne om sociale forhold i forbindelse med regnskovsbeskyttelse som et første eksempel på, at tidligere danske mærkesager får lov til at falde på jorden med et brag, og påpege at oprindelige og lokale befolkninger betaler prisen for Danmarks nye passive rolle. Politiken fulgte op på den vinkel, hvilket resulterede i, at Connie Hedegaard blev citeret for at sige, at Danmark og EU ville arbejde på at få rettet op på den sag snarest. Og i det afsluttende plenum valgte Danmark at tage ordet (udenom det franske EU-formandskab) og understrege, at selv om skovdokumentet var vedtaget ved konsensus, så skulle dette ikke skabe præcedens, og at Danmark fortsat har sin velkendte position på oprindelige folks rettigheder, som også afspejlet i FN’s deklaration om oprindelige folk. Danmark forlangte at få sin udtalelse indføjet i rapporten fra mødet og sendte dermed et signal om, at diskussionen om oprindelige og lokale befolkningers interesser og rettigheder ikke er afsluttet.

Lobby på andre lande for indfødte folks rettigheder
Takket være et tæt og effektivt samarbejde med de canadiske NGOere, som var til stede til konferencen, lykkedes det også at få sendt en stærk kritik af Canada’s rolle i forhandlingerne om oprindelige og lokale befolkninger af sted til to store Canadiske aviser (en engelsktalende og en fransk, overskrifterne var: Ottawa's stand at climate talks hurting native rights, chiefs say
First nations blast Indian Affairs Minister og Le Canada accusé de «violer» les droits des autochtones).

Gennem Climate Action Network lykkedes det at få tildelt Canada, USA, New Zealand og Australien en 2. Plads i ”Fossil of the Day” for deres destruktive opførsel overfor oprindelige og lokale befolkninger i skovforhandlingere, og USA fik en ekstra 2. plads dagen efter for deres specifikke udtalelser om, at USA ikke anerkender kollektive menneskerettigheder. Desuden blev det til tre artikler om emnet i NGOernes daglige nyhedsbrev ECO.

Endelig deltog 92-gruppen i møder med ministre fra Guatemala og Indonesien for at drøfte den bekymrende udvikling omkring oprindelige og lokale befolkningers rettigheder. Især den indonesiske miljøminister var meget optaget af problemstillingen og valgte bl.a. at inddrage emnet i sin tale, hvor han specifikt bad om referencer til både biodiversitetskonventionen og FN’s deklaration om oprindelige folk.

Samarbejde med den danske delegation
Der var generelt et godt samarbejde med den danske delegation, herunder daglige møder med delegationen. Der er behov for at vurderer hvordan den selvvalgte neutrale mediator rolle som Danmark nu har valgt frem til COP 15, vil påvirke vores rolle og relation til delegationen.

Samarbejde med andre - herunder de internationale NGOer
Vi havde som vanligt en stor kontaktflade til andre danskere der deltog, herunder til både fagbevægelse og erhvervsliv. Ligeledes udbyggedes kontakten til de andre NGO-repræsentanter ikke mindst til CAN kredsen. Der blev bl.a. afholdt møder med vigtige internationale NGO-aktører for at forberede den forventede NGO–dialog næse år op til COP 15 (herunder den forventede NGO-konference i maj).
Også delegationen fra Folketingets Miljø- og Planudvalg var der jævnlig kontakt til, vi holdt bl.a. en briefing for dem kort efter deres ankomst.

Samarbejde i 92-gruppe delegationen.
92-gruppen deltog med en stor delegation i Poznan, både med og uden rejsedækning fra 92-gruppen, og i kortere eller længere perioder. Samtidigt deltog flere af nøgleaktørerne på 92-gruppens delegation også som væsentlige spillere i deres egne delegationer og i CAN arbejdet. Dette stiller nogle udfordringer omkring at sikre den optimale koordinering i delegationen, men det blev forsøgt overkommet ved fleksibel kontakt og koordinering. – Det skal dog overvejes hvordan koordinationen indenfor 92-gruppen om muligt kan styrkes ifm. de kommende møder.
 
Samarbejde med pressen
Der var et relativt stort opbud af danske pressefolk tilstede på mødet. Forud for mødet blev der afholdt en række pressebriefinger af journalister om topmødet, hvilket resulterede i gode kontakter til journalisterne. Generelt var pressekontakten således god, og det resulterede i en række indslag og artikler i både DR, TV2 og de fleste af aviserne. – Der blev også udsendt en pressemeddelelse og afholdt en pressebriefing på mødet.


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis