Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Skal fremtiden prioriteres?

Pressemeddelelse

Copenhagen Consensus (CC) er nu i gang. På konferencen vil Lomborg og et hold økonomer endnu engang udpege hvilke af verdens udfordringer det bedst kan betale sig at investere i. CC går ud fra, at der er en bestemt sum af penge til disse udfordringer tilsammen. Filosofien er, at hvis verden ønsker at forebygge klimaforandringerne, kan der investeres tilsvarende mindre i bekæmpelse af sult og smitsomme sygdomme. Men der er langt større summer, som ligeså godt kunne underlægges prioritering, f.eks. støtten til de rige landes landmænd.

Dernæst bygger CC på cost-benefit metoden. Denne er velegnet til at prioritere sammenlignelige størrelser, f.eks. en bro- eller tunnel-forbindelse. Ovenikøbet anvender CC en forrentning på 5-6%, som man netop bruger ved f.eks. trafikinvesteringer. Det er velegnet, når man ønsker at vurdere et projekt set over 30-40 års sigt - men helt uegnet til konsekvenser, som indtræffer efter 100 år eller mere.

Det gælder netop klimaforandringerne. Derimod ses konsekvenserne af smitsomme sygdomme på helt kort sigt. Når man sammenligner sådanne investeringer og regner med høj forrentning, er resultatet givet på forhånd: man skal kun investere i her-og-nu-problemer og lade de langsigtede problemer ligge.

I ekspertoplægget om klima til CC i 2004 brugte forfatteren (Cline) en lavere forrentning, så de langsigtede konsekvenser talte med. Dermed kom han frem til at anbefale forebyggelse af klimaforandringer. Men han blev underkendt at økonomholdet – ret bedagede økonomer med ringe interesse for miljøspørgsmål. De behandlede klimaproblemet, som var det en motorvejsinvestering – og så fik den en bundplacering. I ekspertoplægget til den nye CC har forfatterne (Yohe m.fl.) bøjet sig for dette og anvendt en høj forrentning. Trods dette finder de det fordelagtigt at investere hurtigt i forebyggelse af klimaforandringer. Det bliver interessant at se, om økonomholdet også denne gang vælger at underkende ekspertoplægget om klima. Så bliver CC ligeså forudsigelig som sidst.

Dertil kommer, at CC beregner omkostninger og gevinster på baggrund af velstandsniveau og købekraft i de lande, hvor handlingen sker. Det betyder, at forebyggelse af klimaforandringer er dyrt, fordi det primært skal ske i de rige lande – mens konsekvenserne af ikke at handle er relativt billige. Selv om de kan være katastrofale, ses de især i fattige lande og koster derfor relativt lidt. CC er på alle måder designet til at vise, at det er for dyrt at forebygge klimaproblemet.

Der er da heller ikke længere nogen regeringer, der lytter til Lomborgs råd. Ganske vist giver Bush-administrationen og det Saudiarabiske kongehus udtryk for noget lignende – men det havde de også gjort uden Lomborgs medvirken.

Christian Ege
Formand for Det Økologiske Råd

Yderligere oplysninger. Christian Ege, tlf. 28 58 06 98

Det økologiske Råds vurdering af Copenhagen Consensus er uddybet nedenfor.

Er fremtiden pengene værd?

Copenhagen Consensus (CC) er nu i gang. På konferencen vil Lomborg og et hold økonomer endnu engang søge at prioritere hvilke af verdens store udfordringer det bedst kan betale sig at investere i. Der er ingen tvivl om, at det er relevante udfordringer man har valgt at medtage – smitsomme sygdomme, sult, klimaforandringer, uddannelse m.v. Men kan man prioritere ved hjælp af den metode, der er valgt? CC går ud fra, at der er en bestemt sum af penge til disse udfordringer tilsammen – de sættes til 75 mia. $/år. Lomborg har tidligere benævnt det ”doing-good-money”. Filosofien er, at hvis verden ønsker at forebygge klimaforandringerne, kan der investeres tilsvarende mindre i bekæmpelse af sult og smitsomme sygdomme. Men i virkelighedens verden er der langt større summer, som anvendes til andre ting, som er uden for prioritering. Nogle af dem kunne man kalde ”doing bad-money”, f.eks. støtten til de rige landes landmænd. Så det første spørgsmål man kan stille er: hvorfor er det kun de åbenlyst gode formål, som skal prioriteres over for hinanden, mens andre formål ikke skal prioriteres?

Dernæst er der metoden, som anvendes til prioritering, her cost-benefit beregning. Det er en metode, der kan være velegnet til at prioritere sammenlignelige størrelser, f.eks. at vælge mellem en bro- eller en tunnel-forbindelse. Ovenikøbet anvender CC en diskontering (forrentning) på 5-6%, som man netop bruger, når man regner på f.eks. trafikinvesteringer. Det er velegnet, når man ønsker at vurdere et projekt set over 30-40 års sigt. Men det er helt uegnet, hvis man ønsker at inddrage konsekvenser, som først indtræffer efter 100 år eller mere.

På CC vil man prioritere f.eks., om vi skal investere i begrænsning af udledning af drivhusgasser eller i programmer til bekæmpelse af malaria og tuberkulose. De alvorligste konsekvenser af klimaforandringer vil først vise sig om 100 år eller mere. Der er konsekvenser allerede i dag, men de kan være svære at afgrænse fra naturlige variationer, f.eks. i forekomst af tørke, oversvømmelser og orkaner. Derimod ses konsekvenserne af smitsomme sygdomme i ulandene på helt kort sigt. Når man så sammenligner investeringer på de to områder og regner med en diskontering på 5-6%, så er resultatet givet på forhånd: man skal kun investere i løsning af her-og-nu-problemer og lade de langsigtede problemer ligge til senere.

I ekspertoplægget om klima til CC i 2004 brugte forfatteren (Cline) en diskontering på 1,5% - idet han ønskede at de langsigtede konsekvenser skulle tælle med i regnestykket. Dermed kom han frem til, at det ville være fordelagtigt at satse på forebyggelse af klimaforandringer. Men han blev underkendt at økonomholdet – som bestod af ret bedagede økonomer, hvoraf kun få tidligere havde interesseret sig for miljøspørgsmål. De krævede anvendelse af en høj diskontering – altså at behandle klimaproblemet, som man ville have behandlet en motorvejsinvestering. Dermed nåede de frem til at give klimasatsning en bundplacering.

I ekspertoplægget til den nye CC har forfatterne (Yohe m.fl.) bøjet sig for dette og anvendt en diskontering på 5%, faldende til 4% efter 100 år. Det betyder at konsekvenser, som f.eks. koster 100 mio. kr om 100 år, kun vil indgå i regnestykket med 2 mio. kr, fordi man regner baglæns - sålkaldt tilbagediskontering - med 5%/år. På trods af dette konkluderer Yohe, at det er fordelagtigt for verden at investere hurtigt i forebyggelse af klimaforandringer - og at man både skal satse på forskning, på reduktion af udslip af drivhusgasser og på klimatilpasning. Dette går direkte imod, hvad Lomborg argumenterede for i sine kronikker i Berlingske, nemlig at man kun skulle forske i modvirkning af klimaforandringerne og så vente med indgreb til om 50 eller 100 år. Lomborg kommer frem til dette ved en skæv anvendelse af en økonomisk metode, som er udviklet til noget langt mere snævert. Dermed kommer han også i direkte i modstrid med de naturvidenskabelige forskere, som siger, at vi højst har 10-15 år til at vende udviklingen. Ellers havner vi i en selvforstærkende effekt, hvor klimaforandringerne fortsætter, selv om vi stopper for udledningerne. Det skyldes bl.a., at indskrænkningen af isen i Arktis mindsker refleksionen af sollys, og at smeltning af Sibiriens tundra frigiver kolossale mængder af drivhusgasser.

I 2005 udsendte den britiske regering den såkaldte Stern-rapport, hvor et stort hold af anerkendte økonomer havde regnet på klimaproblemet og dets løsning. Stern valgte en lav diskontering for ikke at udelukke de langsigtede konsekvenser og fordelen ved at undgå disse. Han konkluderede, at verdenssamfundet bør satse på hurtig forebyggelse af klimaproblemet, idet det vil være langt dyrere ikke at handle.

Det er også et problem, at CC beregner omkostninger og gevinster på baggrund af velstandsniveau og købekraft i de lande, hvor handlingen sker. Det er karakteristisk ved klimaproblemet, at løsningen kræver ændring af produktion og forbrug i de rige lande, mens de fleste konsekvenser af ikke at handle vil ske i ulandene. Det betyder, at omkostningerne ved f.eks. at efterisolere huse er relativt høje, mens de skadelige effekter – f.eks. oversvømmelser og tørkeskader – er relativt billige, fordi de forekommer i lande med lav købekraft. Lad os sammenligne med de andre udfordringer, som CC vil prioritere imellem – f.eks. at satse på bekæmpelse af smitsomme sygdomme i ulandene eller fremme af uddannelse og kvinders rettighed i ulande. Disse kræver ikke ændringer af produktion eller livsførelse i de rige lande – og har derfor ikke det samme dilemma om købekraft. Igen ser vi, at den valgte metode på forhånd vil placere klima som en af de mindst fordelagtige investeringer. Vi så tilsvarende på CC i 2004, at bekæmpelse af AIDS viste et bedre afkast and bekæmpelse af malaria, bl.a. fordi AIDS især forekommer i lande med højere indkomst end i lande med meget malaria. Men er det en saglig begrundelse for at foretrække at bekæmpe AIDS frem for malaria?

Endelig har CC hidtil set bort fra, at en række af de store udfordringer hænger sammen – at f.eks. klimaforandringerne forværrer problemet med sult. Også dette er Yohe og kolleger opmærksomme på – så det bliver interessant at se, om økonomholdet også denne gang vælger at underkende det ekspertoplæg, som kommer på klimaområdet. Sker det bliver resultatet af CC 2008 ligeså uanvendeligt, som det var i 2004. Der var da heller ingen regeringer, som lod deres prioriteringer påvirke af resultatet i 2004. Dertil var det for forudsigeligt – med den valgte metode. USA og Saudiarabien følger ganske vist Lomborgs holdning til klimaforandringer, men det havde de nok gjort alligevel.

Christian Ege
Formand for Det Økologiske Råd


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Debatmøde: Problematiske stoffer i importerede produkter fra ikke EU-lande

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis