Arrow
Arrow
Sig nej til mikroplast
Slider

USA’s klimapolitik også på valg

Bragt i Politiken

Når Dronningen i sin nytårstale opfordrer til at vi skal imødegå klimaforandringer, repræsenterer hun en bred anerkendelse af, hvor stor og vigtig denne udfordring er. Verdenssamfundet har på Bali vedtaget en køreplan for forhandlingerne om en ny klimaaftale i 2009, inden Kyoto-protokollens første forpligtigelses-periode udløber i 2012. Dette skete med hård modstand fra USA. USA har ikke ratificeret Kyoto-protokollen, og den nuværende præsident George Bush har i hele sin embedstid modarbejdet protokollen. Bush-regeringens klimapolitik er baseret på en frivillig tilgang til drivhusgas-reduceringer, og er uvenligt stemt overfor Kyoto-protokollens krav om bindende målsætninger. Da USA står for omtrent en fjerdedel af verdens samlede drivhusgas-udledninger, er det nødvendigt at USA påtager sig sin del af klimaansvaret og indgår i en kommende klima-aftale. Dét er et krav fra ulandene som, trods mere beskedne udledninger pr. indbygger, er villige til at tage del i indsatsen. Tidsrammen for den internationale klima-forhandling er afpasset det amerikanske valg, så 2008 er et undersøgelsesår, hvorefter der skal forhandles i 2009. Her har USA nemlig fået en ny regering, og indsatsen imod klimaforandringer afhænger således af den nye præsidents holdning. Valget er nu for alvor blevet skudt i gang, og blandt de håbefulde, er der meget forskellige bud på hvordan USA's fremtidige klimapolitik bør tegne sig.

De fleste kandidater ønsker i princippet at udfase brugen af fossile brændstoffer og overgå til alternative energikilder. Alligevel er der forskel på, i hvor høj grad de er villige til at bruge de nødvendige virkemidler hertil. Dertil kommer, at de har forskellige begrundelser. Mens demokraterne fremhæver hensynet til klodens klima, er det hos republikanerne primært et spørgsmål om forsyningssikkerheden af energi. Selvom kun et fåtal af de republikanske kandidater efterhånden betvivler eksistensen af menneskeskabte klimaændringer, er det dog lige så få, som har gjort det til et emne i deres valgkampagne. Da de fossile brændstoffer er en begrænset ressource, fokuserer mange af de republikanske kandidater særligt på behovet for at sikre ressourcerne til USA's fremtidige energibehov. Formindsket udledning af de klima-ændrende gasser vil blot være en positiv bivirkning. Selvom de to politiske lejre er uenige i hvorvidt fokus bør være klima- eller energi-politisk, er de enige om behovet for et skift til alternative energi-kilder. Men de har forskellige opfattelser af, hvor meget der skal gøres og hvordan.

Den førende demokratiske præsidentkandidat, senator for New York, Hillary Clinton, har gjort videnskabelig innovation til platformen for sin valgkampagne. I forhold til klimaforandringer er hun tilhænger af et Apollo-lignende forskningsprojekt. Hun drager altså her en parallel til den teknologiske kreativitet og ressource-forpligtelse der førte til at USA som det første land, i 1969, sendte mænd til månen. Helt konkret foreslår hun at investere 150 milliarder dollars over en tiårig periode til forskning i vedvarende energi-kilder, herunder oprettelsen af en strategisk energi-fond på 50 milliarder dollars - delvist finansieret af olieindustrien. Barack Obama, senator for Illinois, fokuserer primært på olieforbruget i bilerne. Nogle af hans mærkesager er skrap lovgivning om bilers brændstof-effektivitet samt udvikling af alternative brændstoffer som eksempelvis biobrændstoffer. Han foreslår, ligesom Clinton, at investere 150 milliarder dollars over de næste 10 år til forskning i klima-venlige energi-kilder. Den tidligere senator fra North Carolina, John Edwards, har fremlagt det mest detaljerede og omfattende program for sin klima-politik. Han taler i den forbindelse om en helt ny energi-økonomi, der bygger på vedvarende energi-kilder og energieffektivitet. Dette skal blandt andet opnås gennem en forsknings-fond på 10 milliarder dollars årligt. Edwards er af mange miljøorganisationer blevet udnævnt som den grønne præsidentkandidat. Der er dog sået tvivl om hvorvidt Edwards miljøbevidsthed er påtaget, da han i sin tid som senator støttede forholdsvis få grønne lovforslag.

Den førende republikanske kandidat er den tidligere borgmester i New York, Rudolph Giuliani. Selvom han i lang tid har udtrykt tvivl om hvorvidt den globale opvarmning er menneskeskabt, har han på det seneste erkendt at mennesket i hvert tilfælde bidrager til den globale opvarmning. Det primære fokus er dog stadig på landets energisikkerhed. Ligesom de fleste af hans republikanske konkurrenter støtter han derfor ikke alene udbygningen af vedvarende energi, men også alternative energi-kilder som atomkraft og biobrændstof. Under forsyningssikkerhedens banner, støtter han ligeledes udbygningen af adgangen til Amerikas uudnyttede olie-reserver. Yderligere boring efter olie i USA støttes ligeledes af de tidligere guvernører Mitt Romney og Mike Huckabee. Huckabee fremhæver dog at det kun bør være en midlertidig løsning, indtil USA indenfor en periode på 10 år opnår uafhængighed af fossile brændstoffer. Konkrete virkemidler til at opnå et sådant fremtidsscenarie beskrives dog ikke. Mens Giuliani har måttet gøre indrømmelser på klima-området, forbliver den tidligere senator for Tennessee, Fred Thompson, en notorisk klimaforandrings-skeptiker. Han mener ikke det er videnskabeligt bevist at mennesket påvirker klimaet, og ligesom sine republikanske kolleger er hans fokus energipolitisk. Senator for Arizona, John McCain, adskiller sig mærkbart, da han har gjort klimapolitik til en mærkesag. Han mener menneskeskabte klimaforandringer er et faktum, og at umiddelbar handling er bydende nødvendigt – hvilket kræver en bindende målsætning for reduktion af drivhusgas-udledninger.

Det grundlæggende skel mellem de republikanske og demokratiske præsidentkandidater, er hvorvidt de støtter et såkaldt ”cap-and-trade”-system, a’la Kyoto-protokollens. Idéen i et sådant system er, at fastsætte en grænseværdi - et loft (cap) - over den tilladte mængde udledninger af drivhusgasser, og så fordele rationer til virksomheder der svarer i mængde til den totale udlednings-målsætning. Det vil være muligt for virksomhederne at handle (trade) med deres tildelte rationer på kvotemarkedet, således at reduktionerne sker, hvor det økonomisk er mest fornuftigt. Men uanset handlen med rationer, forbliver den totale mængde udledninger under grænseværdien på grund af det centralt fastsatte loft. Hos de demokratiske kandidater er der udbredt støtte til et cap-and-trade-system, hvorimod Republikanerne typisk er modstandere af et sådant system da det indebærer at sætte loft over de tilladte drivhusgasudledninger – altså bindende målsætninger. Giuliani er stærk modstander af bindende udlednings-målsætninger og lader til at ville videreføre Bush-regeringens frivillige linie på området. Clinton, Obama og Edwards er alle tilhængere af et nationalt cap-and trade system. Og skønt deres kortsigtede målsætninger er forskellige, er de enige om at udlednings-niveauet skal være reduceret med 80 procent i forhold til 1990 inden 2050. Dette stemmer godt overens med FN’s klimapanels anbefaling om at drivhusgas-udledninger inden 2050 bør reduceres med minimum 50 procent af 1990-niveauet globalt set, og med 80 procent i industri-landene. I modsætning til Kyoto-protokollens tilgang, vil de tre demokratiske frontløbere dog auktionere alle rationerne bort og dermed prissætte dem, hvilket i praksis vil fungere som en beskatning. Blandt de republikanske kandidater har både Romney og Huckabee udtalt at de er åbne for muligheden af cap-and-trade, uden dog at opstille specifikke mål herfor. McCain derimod er en stor tilhænger af systemet og tilstræber at 2004-niveauet inden 2050 skal være reduceret med 65 procent. Det er mindre ambitiøst end demokraternes målsætninger, men stadig iøjefaldende i forhold til hans republikanske konkurrenter.

Klimaforandringer er primært et indenrigspolitisk emne i USA, og derfor udtaler de færreste af præsidentkandidaterne sig specifikt om holdningen til en post-Kyoto klima-aftale. Men det står dog klart at hvis den nye regering bliver demokratisk vil en fremtidig klima-politik være velvillig overfor bindende målsætninger. Hvis regeringen derimod fortsætter under republikansk fane bliver klima-skæbnen mere uvis. John McCain er i vid udstrækning enig med de demokratiske kandidater på klimaområdet, men lader ikke til at have de store chancer for at opnå den republikanske nomination. Heroverfor står Fred Thompsons hårdnakkede afvisning af menneskeskabte klimaforandringer. Et sted blandt de to yderpunkter befinder Mitt Romney, Mike Huckabee og Rudolph Giuliani sig. Mens Romney og Huckabee begge forholder sig åbent overfor muligheden af bindende målsætninger, lader Giuliani dog til at ville fortsætte den nuværende regerings frivillige linie. Det er en udbredt holdning i verdens regeringer at, en videreudvikling af Kyoto-protokollen i 2009 står og falder med amerikansk deltagelse. Men der er ingen grund til, at Verdenssamfundet allerede nu sænker ambitionerne for at imødekomme USA. Afhængig af udfaldet af det kommende præsidentvalg kan landets fremtidige klima-politik tegne sig meget anderledes end den gør i dag.

Sara Vincentzen, Stud.scient.pol., Det Økologiske Råd


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Konference: Shipping og global regulering af svovl
Tirs d. 21. marts 2017 på Hotel Hilton.
Konferencen foregår på engelsk.
Info, program og tilmelding >>

"Skibet er ladet med" - åbent møde om det kommende energiforlig
Ons d. 26. april 2017 kl. 14.30 - 17.30
Store Kannikestræde 19, 1. sal 1169
Program >>
Tilmelding >>

Generalforsamling, Det Økologiske Råd
Arrangementet er for foreningens medlemmer
Ons d. 26. april 2017 kl. 18.00
Store Kannikestræde 19, 1. sal 1169
Info følger

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis