Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

A-kraften er stadigvæk på vej ud

Bragt i Ingeniørens webdebat

Selvom vi ikke har a-kraft i Danmark, har Det Økologiske Råd (DØR) i de seneste måneder involveret sig i den diskussion, der har verseret i Ingeniøren om dette emne, fordi vi betragter denne debat som vigtig og nødvendig. Vi betragter intet tema som tabu, når det drejer sig om bekæmpelse af klimaforandringerne, og alle seriøse forslag bør efter vores mening overvejes nøje. Derfor hilser vi også de debatindlæg velkommen, som vi ikke er enige i, og det eneste vi beklager, er, at vi ikke har mulighed for at besvare dem alle. Vi vil i den anledning henvise til vores øvrige indlæg på Ingeniørens hjemmeside og i bladet, som vi mener dækker de fleste af de spørgsmål og problemstillinger, der er blevet rejst.

Tilbage står, at når det drejer sig om a-kraft, er der intet nyt under solen, heller ikke i lyset af de truende klimaforandringer: Alt andet lige er a-kraften stadigvæk ikke en bæredygtig energikilde og selv en massiv satsning på a-kraften kan ikke løse klimaproblemet. Der er tale om en dyr, ineffektiv og miljøfarlig energiteknologi, som i modsætning til, hvad det ofte hævdes, ikke er CO2-neutral. Og endeligt er det indlysende, at en satsning på a-kraften først og fremmest sker på bekostning af investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet.

A-kraften står stadig ikke overfor en renæssance. Mange undersøgelser og analyser har draget denne konklusion, senest den såkaldte World Nuclear Industry Status Report 2007 fra november i år (1). Pr. 1. november 2007 er der 439 a-kraftreaktorer i drift i verden. Det er 5 mindre end for fem år siden. Ifølge det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) er der 32 reaktorer under opførelse. Det er 20 færre end i sidste halvdel af 1990erne. I 1989 var der 177 a-kraftreaktorer i drift i, hvad der nu er EU-27. Det tal er faldet til 146 pr. 1. november 2007.

Globalt set står a-kraften for 16 pct. af elektricitetsforsyningen og 2-3 pct. af den samlede energiforsyning. Det er mindre end f.eks. vandkraft og tendensen er faldende. 21 af de 31 lande, der har a-kraftprogrammer, har formindsket andelen af a-kraft i deres energimiks siden 2003.

Gennemsnitsalderen for de a-kraftværker, der er i drift, er 23 år. Nogle energiselskaber kalkulerer med en teknisk levetid på 40 år eller mere. Det er optimistisk i betragtning af, at gennemsnitslevealderen for de 117 reaktorer, der allerede er blevet lukket ned, er omkring 22 år. Hvis man alligevel går ud fra en gennemsnitslevetid på 40 år for alle reaktorer i drift og de, der for tiden er under opførelse, vil det være nødvendigt blot for at opretholde det nuværende antal reaktorer i de kommende årtier at planlægge, bygge og starte 69 reaktorer (42.000 MW) frem til 2015 - dvs. en reaktor hver 1 ½ måned – og yderligere 192 reaktorer i den flg. tiårsperiode, dvs. en for hver 18 dage. Med ekstremt lange byggeperioder på 10 år eller mere er det praktisk umuligt at opretholde eller forøge antallet af a-kraftværker over de næste 20 år. For øjeblikket er der derfor intet, der tyder på, at det vil ske.

Med hensyn til hvor mange a-kraftværker, der vil skulle bygges for at a-kraften kan spille en realistisk rolle i bekæmpelsen af klimaforandringerne, har Oxford Research Group opstillet et interessant regnestykke, der anskueliggør hvor uløseligt problemet er (2): Under den forudsætning at verdens befolkning i 2075 er på 10 mia. mennesker og idet man går ud fra, at alle lande genererer 1 KW pr. indbygger (hvad der formentligt er for lavt sat) og genererer 1/3 af deres elektricitet ved hjælp af a-kraft – det dobbelte af den nuværende andel – vil verden have brug for 3 TW a-kraftelektricitet. Det svarer til 3000 reaktorer med en gennemsnitskapacitet på 1 GW eller fire nye reaktorer om måneden fra nu af med en byggetid på 10 år og fraregnet eksisterende reaktorer, der lukkes ned.

Hertil kommer, at a-kraften er plaget af alle en forældet teknologis alderdomssymptomer: Mangel på uddannet arbejdskraft, massivt tab af nødvendige kompetencer, tiltagende flaskehalsproblemer og mangel på tillid hos de internationale finansinstitutioner. Næsten alle steder bliver a-kraften udkonkurreret af de langt mere dynamiske naturgas- og VE-industrier.

Et godt eksempel på, hvor skoen trykker, er AREVA’s prestigeprojekt, the European Pressurised Water Reactor (EPR) Olkiluoto 3 i Finland.. OL 3, der af mange ses som flagskibet i den såkaldte atomkraftrenæssance, er måske et af de bedste eksempler på, at a-kraften ikke kan bruges til at bekæmpe klimaforandringerne. Allerede i 2004 advarede det Internationale Energiagentur (IEA) Finland mod farerne ved kun at forlade sig på den nye reaktor i forbindelse med nedbringelse af CO2-udledningerne. IEA understregede, at enhver forsinkelse af projektet ville undergrave landets mulighed for at leve op til dets målsætninger efter Kyoto-protokollen (3). Denne risiko er nu blevet realitet. I august 2007, efter 27 måneders byggeri, blev projektet officielt erklæret for 24-30 måneder forsinket og mere end 11 mia. kr. (50 pct.) over budgettet (4). Fordi reaktoren først står færdig i 2011, vil den ikke kunne bidrage til opfyldelsen af Finlands Kyoto-målsætning.

Ifølge den tidligere finske miljøminister og nuværende medlem af EU-parlamentet, Satu Hassi, mistede Finland enhver interesse i at udvikle vedvarende energikilder, da først der forelå en beslutning om at opføre OL 3 (5). Afgørelsen kom på et tidspunkt, hvor VE og i særdeleshed vindkraft havde nået en grad af teknologisk modenhed, der gav anledning til prognoser om betydelig vækst. Disse prognoser er ikke blevet realiseret, først og fremmest fordi markedsadgangen er blevet blokeret af OL 3, der repræsenterer 85 pct. af Finlands planlagte investeringer i ny el-produktion for perioden 2006-2010. På samme måde var opførelsen af 4 a-kraftreaktorer i 1977-1980 årsag til, at udviklingen af kraftvarme gik i stå. Beslutningen om at opføre OL 3 har allerede haft den samme virkning.

I modsætning til løfter om, at EPR-reaktoren skulle være sikrere, mere pålidelig, billigere og hurtigere at bygge end tidligere reaktortyper, er projektet forsinket, har overskredet budgettet og været ude af stand til at leve op til ufravigelige finske kvalitets- og sikkerhedsstandarder. Der er bl.a. blevet rapporteret problemer med cementpladerne i fundamentet, reaktorbeholderen, trykkedlen, rørsystemet i det primære kølesystem og reaktorindeslutningens stålforstærkning. Alle ting, der vil kunne have store konsekvenser i tilfælde af en ulykke (6). Pr. 1. maj 2007 har det finske kernekraftinspektorat STUK rapporteret 1.500 kvalitets- og sikkerhedsmangler i forbindelse med OL 3 projektet.

Konklusionen af det finske eksempel ligger fast: A-kraft kan ikke levere CO2-reduktioner hurtigt nok, den underminerer investeringer i vedvarende energikilder og energieffektivitet, og den udgør en uacceptabel sundheds- og sikkerhedsrisiko.

Meget tyder også på, at de, der håber på et nyt teknologisk gennembrud for a-kraftindustrien, der kan løse problemerne i forbindelse med mangel på uran, atomspredning og slutdepoter for højradioaktivt atomaffald, håber forgæves: En rapport fra det østrigske Ökoinstitut fra november i år fastslår, at de såkaldte Generation IV reaktorer, hvis de overhovedet kan realiseres, tidligst kan stå kommercielt til rådighed i 2030. Ikke blot vil de forøge faren for atomspredning, men fordi der er tale om meget komplicerede designs, vil de have brug for mere sofistikerede sikkerhedssystemer end de, der findes i dag. Og alt tyder på, at atomkraften selv med denne nye teknologi stadigvæk vil udgøre den dyreste elektricitetskilde på markedet (7).

Heller ikke fusion, som nogen håber, kan anvendes som energikilde omkring 2050, er et koncept, der bør fæstes større lid til. Fusion har allerede været under udvikling i 50 år og besværlighederne med at udvikle konceptet har hele tiden været undervurderet. Fristerne for resultater er blevet udskudt igen og igen.

Selvom fusionsteknologien har visse fordele sammenlignet med fissionsreaktorerne, forhindrer de ikke atomspredning: Selv en fusionsreaktor kan bruges til at producere våbenegnet plutonium. Dekommissionering af en fusionsreaktorer skaber atomaffald, der må opbevares i tusinder af år. Fusionskraftværker vil ikke kunne færdiggøres hurtigt nok til at bidrage rettidigt til reduktion af udledningerne af CO2. Og selv hvis konceptet færdigudvikles, vil det kun være til begrænset nytte på grund af de høje investeringsomkostninger.

Stern-rapporten og de seneste rapporter fra IPCC taler om en handlingsfrist på 10-20 år for de politiske initiativer, der skal imødegå den globale opvarmning. Derfor må man konkludere, at vi står ved en korsvej, hvor tid og penge er de vigtigste faktorer. Når vi ser på langtidsplanlægningen og byggeperioderne for atomkraftværkerne, de høje investeringsomkostninger, den offentlige finansiering af F&U og udgifterne i forbindelse med konstruktion og drift plus senere afvikling og bevogtning af affaldet, kan en satsning på a-kraften ikke retfærdiggøres.

I gennemsnit er prisen pr. installeret KW i et nyt a-kraftværk 2 gange højere end for et kulkraftværk og 4 gange højere end for et gaskraftværk. Hvor den gennemsnitlige byggeperiode for et a-kraftværk er steget fra 66 måneder i midten af 70erne til 116 måneder mellem 1995 og 2000 – dvs. til næsten 10 år (8) – er byggetiden for et vindkraftværk 6 måneder. Efter 60 års udvikling med massiv offentlig støtte til a-kraft-F&U i alle de største industrilande er omkostningerne ved a-kraften ikke blevet reduceret noget videre. I de seneste to årtier har der globalt set været et brat fald i ordrerne på nye a-kraftreaktorer, hvad der først og fremmest skyldes, at den, selvom a-kraften har eksisteret i mere end et halvt århundrede, ikke har fulgt det forventede mønster for teknologisk udvikling, der næsten altid resulterer i forbedret økonomisk effektivitet.

I modsætning hertil forudses den vedvarende energi hele tiden at blive mere økonomisk konkurrencedygtig på grund af forbedret teknologi og økonomisk opskalering. Som en tommelfingerregel kan man gå ud fra, at ved fordobling af produktionen falder prisen på VE 20 pct. At investere i den dyreste løsning – a-kraft – betyder derfor at man ikke får det optimale udbytte i form af mindre udledt CO2 pr. investeret kr. I dette tilfælde er den økonomiske prioritering for de mest omkostningseffektive investeringer på linie med den miljømæssige prioritering. Pålidelige kilder har fastslået, at formindskelse af CO2-udledningerne gennem ny atomkraft er 2,5-10 gange mindre virkningsfuld pr. investeret krone end investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet (9).

Eftersom der er meget lidt tid til at udvikle nye tekniske løsninger, må konklusionen nødvendigvis være, at det derfor gælder om at udnytte de eksisterende teknologier effektivt, først og fremmest ved at forbedre energieffektiviteten og de vedvarende energikilder.

Christian Ege, Niels Henrik Hooge og Uffe Gertsen, Det Økologiske Råd

KILDER:

(1) Mycle Schneider, Antony Froggatt, The World Nuclear Industry Status Report 2007, Commissioned by the Greens-EFA Group in the European Parliament, November 2007, http://www.greens-efa.org/cms/topics/dokbin/206/206749.pdf

(2) Frank Barnaby and James Kemp, The Future of civil Nuclear Power: Too hot to handle?, Oxford Research Group Briefing Paper, July 2007, s. 2, http://www.oxfordresearchgroup.org.uk/publications/briefing_papers/pdf/toohottohandle.pdf

(3) International Energy Agency (IEA), Energy Policies of IEA Countries; Finland 2003 review, 2004, s. 98-99, http://www.iea.org/textbase/nppdf/free/2000/finland2003.pdf

(4) Greenpeace International, Nuclear power undermining action on climate change, Briefing 2007, s. 4 og The World Nuclear Industry Status Report 2007, s. 35.

(5) Satu Hassi MEP, Finnish Environment Minister 1999 – 2002, Deciding on Nuclear, UK Parliamentary and Sustainable Energy Group (PRASEG) Briefing, November 2005 http://www.satuhassi.net/puheet/praseg.pdf . Se også Satu Hassi, MEP, How Kyoto was used as an argument and what happened afterwards, October 2005, http://www.satuhassi.net/puheet/kyoto181005.htm

(6) For flere oplysninger om sikkerhedsproblemerne i forbindelse med Olkiluoto 3, se: Safety Implications of Problems in Olkiluoto, Media briefing, A report prepared for Greenpeace by nuclear expert Dr. Helmut Hirsch, May 16, 2007, http://www.greenpeace.org/raw/content/international/press/reports/media-briefing-safety-implica.pdf

(7) Antonia Wenisch, Richard Kromp, David Reinberger, Science or Fiction, Is there a Future for Nuclear?, Austrian Institute of Ecology, Sponsored by the Federal Ministry of Agriculture and Forestry, Environment and Water Management and the Viennese Ombudsoffice for Environmental Protection, November 2007, s. 24-26, http://www.ecology.at/files/pr577_1.pdf

(8) Stephen Thomas, Peter Bradford, Antony Froggatt, David Milborrow, The economics of nuclear power, Report prepared for Greenpeace International, May 2007, s. 1, http://www.greenpeace.org/raw/content/international/press/reports/the-economics-of-nuclear-power.pdf

(9) Nuclear Power, Climate Policy and Sustainability, An Assessment by the Austrian Nuclear Advisory Board, Federal Ministry of Agriculture and Forestry, Environment and Water Management, January 2007, s. 16 og 190-191, http://www.nirs.org/climate/background/austriangovtreport607.pdf


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Debatmøde: Problematiske stoffer i importerede produkter fra ikke EU-lande

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis