Arrow
Arrow
Sig nej til mikroplast
Slider

Atomkraften kan ikke løse klimaproblemerne

Bragt som kronik i Politiken

Af Christian Ege, Niels Henrik Hooge og Uffe Geertsen, Det Økologiske Råd

Atomkraft er ikke noget alternativ til fossile brændstoffer, og som teknologi vil den hverken miljømæssigt eller økonomisk tilbyde en forsvarlig løsning på klimaproblemerne.

Flere har i den senere tid hevet atomkraften frem fra mølposen - som en del af løsningen på de stigende klimaproblemer. Således har FN’s klimapanel, IPCC, i anbefalingerne i dets nyeste rapport fra 2007 udnævnt a-kraft til en af de energiformer, der skal bidrage til at bremse den stigende udledning af drivhusgasser. Herhjemme har den nyudnævnte miljøvismand Eirik Schrøder Amundsen plæderet for, at Danmark bør importere mere a-kraftstrøm fra vores nabolande i stedet for at opføre flere vindmøller (1). Og professor emeritus i geologi, Henning Sørensen skrev i en kronik i Politiken d. 21/8, at tiden igen er inde til at satse på atomkraften for at modvirke den globale opvarmning. Men disse anbefalinger bygger på meget tvivlsomme forudsætninger.

Hvis klimaargumentet skulle bidrage til at give atomkraften en renæssance ville det forudsætte: at atomkraften var CO2-neutral, at ny a-kraft var billigere end alternativerne og kunne iværksættes hurtigere, at den var sikker og pålidelig i drift. Det ville igen forudsætte, at der også fremover kunne skaffes uran nok til at drive a-kraftværkerne, særligt hvis a-kraften udbygges, og at dens langsigtede problemer, såsom slutoplagring af radioaktivt affald, blev løst. Foreløbig er ingen af disse betingelser opfyldt.

Således er a-kraften ikke CO2-neutral. Man er her nødt til at se på hele forløbet fra uranudvinding og berigning over kraftproduktion til affaldsbehandling – kaldet en livscyklus. Og her er der en relativt stor CO2-produktion i A-kraft systemet. Forholdet er senest blevet belyst i en undersøgelse, bestilt af det tyske miljøministerium, fra marts i år (2). Her analyseres udledningerne af drivhusgas fra forskellige energikilder på grundlag af livscyklusanalyser. Det konkluderes, at et tysk atomkraftværk udleder mellem 31 og 61 g. CO2 pr. produceret kWh strøm, afhængigt af, hvor uran-brændslet kommer fra. I modsætning hertil udleder vindkraft kun 23 g. pr. kWh og vandkraft 39 g. Solceller ligger med 89 g. stadigvæk over a-kraften, men forventes fremover at blive mere effektiv.

Hertil kommer, at en husholdning udover el også har brug for varme. Det er langt mere effektivt at udnytte overskudsvarmen fra elproduktion frem for at bortkøle den. Men overskudsvarmen fra a-kraft kan ikke bruges til opvarmning, fordi man af sikkerhedshensyn er nødt til at lægge værkerne langt fra de store byer. Er man afhængig af a-kraft, må man have dækket sit varmebehov andetsteds fra, typisk ved hjælp af olie eller gas. Langt det bedste klimaregnskab får man fra et biomassedrevet kraftvarmeværk, hvor udledningen beløber sig til 228 g CO2 pr. kWt el med tilhørende varme. Men selv et mindre gasfyret kraftvarmeværk producerer mindre CO2 (747 gr.) end kombinationen af atomstrøm og olieopvarmning (772 gr.). Der er naturligvis også den mulighed at dække varmebehovet med el fra a-kraftværket. Men så skal der bruges endnu flere a-kraftværker – med dårlig energiudnyttelse til følge, fordi overskudsvarmen også her skal bortkøles.

Samtidig kan a-kraften vanskeligt kombineres med vedvarende energikilder som f.eks. vindkraft. Det skyldes, at a-kraftværkerne vanskeligt kan reguleres op og ned.. Da vindkraftproduktionen varierer med vinden, er der behov for fleksible kraftvarmeværker, der kan reguleres, så de supplerer vindkraftproduktionen. Også dette taler for decentrale biomassefyrede værker.

De fleste er enige om, at et bidrag til at løse transportsektorens store forureningsproblemer på er at satse på brint. Men rapport udgivet af det østrigske miljøministerium – ligeledes fra i år - konkluderer, at a-kraft ikke er velegnet som basis for en fremtidig brintøkonomi indenfor transportsektoren. Og dette vil kun forandre sig lidt med nye reaktortyper. Årsagen er bl.a. dens centraliserede karakter og det store antal reaktorer, som det vil blive nødvendigt at bygge for at kunne producere denne brint (3).

Der eksisterer en kløft imellem den faktiske udvikling af a-kraften og det niveau for begrænsning af drivhusgasser, det er nødvendigt at nå. A-kraften producerer i dag 17 % af verdens elektricitet. Dette repræsenterer umiddelbart 300 mio. t. sparet CO2 i forholdet til et forbrug af fossile brændstoffer. Som nævnt ovenfor er a-kraften imidlertid ikke CO2-neutral, Det har taget a-kraftindustrien 50 år at nå frem til dette niveau – og vel at mærke 50 år, hvor a-kraften har slugt en uforholdsmæssig stor del af forsknings- og udviklingsmidlerne i energisektoren – mange gange mere end der er brugt på udvikling af vedvarende energi. Samtidig er udledningerne af CO2 fra forbruget af fossile brændstoffer steget 15 gange mere (+ 4.700 mio. tons CO2). Udledningerne af CO2 fra el-sektoren tegner sig for 15-20 % af alle de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Konklusionen heraf er, at hvis a-kraften virkelig skal bidrage til at ”løse” klimaproblemet, vil det mindst kræve en tidobling af a-kraftproduktionen. Dette vil ikke være økonomisk, politisk eller praktisk realisabelt (4).

Det Internationale Energiagenturs (IEA) World Energy Outlook for 2006 anser a-kraft for den mindst effektive foranstaltning til nedbringelse af drivhusgasser. IEA opstiller et scenarie, hvor a-kraften udgør en større andel af energiproduktionen for at nedbringe udledningerne af CO2. Men langt den største del af den beregnede reduktion, nemlig 65%, skyldes forbedret energieffektivitet. Skift til andre fossile brændsler, primært gas, giver 13 %, og stigende anvendelse af vedvarende energi 12 %. Kun 10 % tilskrives mere brug af a-kraft (5).

Atomkraftens brændstof – uran – er ikke er en uudtømmelig energikilde. Det gælder særligt den del af uranreserverne, som kan udnyttes i de nuværende a-kraftværker. Nogle håber så på, at dette kan løses ved at gå over til formeringsreaktorer og reaktorer, der anvender thorium som brændsel – de eneste reaktortyper, der vil kunne aflaste forbruget af uran. Men disse kan – hvis de overhovedet kan udvikles - ikke nå at spille så stor en rolle indenfor denne tidshorisont (6). Hvis det endelig skulle lykkes at udvikle formeringsreaktoren til kommerciel drift, ville det drastisk forøge faren for spredning af A-våben. De uranreserver, man kender til i dag til 40 $ i udvindingsomkostninger pr. kg. uran, kan kun garantere uranforsyningen i 30 år. Hvis man medtager de reserver, hvis udvindingsomkostninger andrager op til 130 $ pr. kg. uran, er fristen 70 år (7). Men så bliver a-kraftens økonomi også endnu ringere, end den allerede er.

Den såkaldte renæssance for a-kraften har da også i lang tid haft statistikken imod sig: Der er i dag 435 a-kraftreaktorer i drift (8) og 22 under opførelse, hvoraf 17 bygges i Asien. For yderligere 14 reaktorer er byggeri startet, men derefter suspenderet. I de seneste to årtier har der globalt set været et brat fald i ordrerne på nye a-kraftreaktorer. Det skyldes først og fremmest dårlig økonomi og ikke, som det ofte hævdes, politisk modstand. Selvom a-kraften har eksisteret i mere end 50 år, har den ikke fulgt det forventede mønster for teknologisk udvikling, der næsten altid resulterer i forbedret økonomisk effektivitet. Tværtimod er den gennemsnitlige byggeperiode steget fra 66 måneder i midten af 70erne til 116 måneder (næsten 10 år) mellem 1995 og 2000 (9). Hvis man blot vil opretholde den nuværende kapacitet, skal man bygge 15-20 nye reaktorer om året. Men der opføres for øjeblikket kun 3-4 årligt. Det viser klart, at global vækst indenfor a-kraft ikke er praktisk mulig på kort sigt, dvs. i hvert fald til omkring 2015. Den er heller ikke sandsynlig efter 2020 på grund af vanskelighederne med at fremskaffe tilstrækkeligt med uran til acceptable priser.

Henning Sørensen (HS) påpeger som et forsvar for a-kraften, at reaktornedsmeltningen på Tjernobyl 4 er den eneste store ulykke i et a-kraftværk, der har forårsaget tab af menneskeliv og regional forurening i den tid, atomkraften har eksisteret. Med til historien hører imidlertid, at det drejer sig om den alvorligste industriulykke i verdenshistorien, hvor der ifølge WHO blev frigivet radioaktivt materiale svarende til 200 gange bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. Et areal svarende til 40 % af Europas overflade - blev svagt eller stærkt forurenet med cæsium-137. Ifølge en uafhængig undersøgelse ventes op til mellem 30.000 og 60.000 mennesker at dø som følge af kræftsygdomme (10).

At der siden Tjernobyl-katastrofen ikke er sket nogen alvorlig ulykke, er ikke et bevis for atomkraftens pålidelighed. Hvert år indtræffer der utallige sikkerhedsrelaterede uheld, episoder og afvigelser overalt i verden i alle typer a-kraftværker, hvoraf mange ikke kommer til offentlighedens kundskab eller bagatelliseres (11). Samtidig skal det understreges, at sikkerhed omfatter alle dele af den såkaldte brændselscyklus: Minedrift, forarbejdning, omdannelse, berigelse, oparbejdning og håndtering af det anvendte brændsel og det radioaktive affald. Risikoaspektet følger den civile atomindustri i alle faser. Hertil kommer det militære perspektiv, der gør kontrol med civile anlæg nødvendig for at forhindre atomspredning.

Atomkraften kan meget vel tænkes at blive farligere i fremtiden, selv hvis man ser bort fra risikoen for terroristangreb. Gennemsnitsalderen for a-kraftværkerne stiger i disse år markant. Ca. 45 % af alle verdens reaktorer er ældre end 25 år og 90 % er ældre end 15 år. Aldring forøger fejlrisikoen for både individuelle komponenter og systemer. Hertil kommer, at atomkraftindustrien gennemlever alle de problemer, som man finder hos industrier i tilbagegang: Generel mangel på uddannet personale, fald i teknisk support på det organisatoriske niveau, voksende mangel på reservedele, etc.

HS skriver, at han som geolog ikke ser uløselige problemer forbundet med deponeringen af atomkraftens radioaktive affald. Men problemet er ikke løst nogetsteds i verden og spørgsmålet er, om det overhovedet kan løses. Det højradioaktive affald udgør nemlig en risiko igennem millioner af år, hvad der skal opfattes helt bogstaveligt. Oprindeligt var isolationstiden for højradioaktivt affald i USA i det nationale slutoplagringsdepot i Yucca Mountain 10.000 år. I 2004 besluttede den amerikanske højesteret, efter en anbefaling fra det amerikanske videnskabernes akademi imidlertid, at den skulle forlænges til 1 mio. år (12). En sådan observationstid er helt uoverskuelig og forbundet med enorme økonomiske omkostninger, der påføres talløse kommende generationer. Et andet problem er, at den nuværende naturvidenskabelige viden på grund af den lange tidshorisont ikke er tilstrækkelig til at sikre en sikker geologisk slutoplagring. Spørgsmålet er, om vi ønsker at påføre kommende generationer et sådant ansvar i så mange år fremover. Er det etisk forsvarligt?

Atomkraften er med andre ord ikke en bæredygtig energikilde: Som teknologi er den hverken miljømæssigt eller økonomisk forsvarlig, ej heller socialt acceptabel. Den repræsenterer heller ikke et alternativ i forhold til de fossile brændstoffer. Brug af a-kraft forudsætter i dag omfattende brug af fossile brændsler. Den er ufleksibel og vanskelig eller umulig at kombinere med vedvarende energi. De virkelige alternativer til fossile brændsler er derimod de vedvarende energikilder - solenergi, biomasse, vindkraft m.v. samt energispare-teknologier. Disse bidrager til at formindske de negative virkninger af vores energiforbrug

Hvis man vælger at investere økonomiske ressourcer i ny atomkraft under påskud af, at man vil bekæmpe klimaforandringerne, vil ressourcerne i praksis blive taget fra de bæredygtige energiinvesteringer. Dette ville være katastrofalt, idet formindskelse af CO2-udledningerne gennem ny atomkraft er 2.5-10 gange mindre virkningsfuld pr. investeret krone end investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet (13).

Energibesparelser og vedvarende energi teknologier repræsenterer nogle af Danmarks førende og hurtigst voksende eksporterhverv. Men de har stadigvæk ikke lige konkurrencevilkår på de europæiske og internationale markeder i forhold til atomkraften. A-kraften står for en tredjedel af EU’s elektricitetsforsyning, men på længere sigt vil denne andel falde drastisk. A-kraften får direkte og indirekte økonomisk støtte indenfor fællesskabets rammer. A-kraften har således i løbet af de sidste 30 år fået omkring 447 mia. kr. i direkte støtte – betydeligt mere end nogen anden form for energiteknologi (14). A-kraften har stadig sin egen specielle traktat – EURATOM-traktaten – hvad der betyder, at en enkelt energikilde og en enkelt industrisektor bliver behandlet anderledes end alle andre sektorer i EU. Og der er intet, der tyder på, at denne udvikling ikke vil fortsætte. I budgettet for det nyeste af EURATOM’s rammeprogrammer for forskning og uddannelse vil forskning i nuklearteknologi i løbet af de næste 5 år i gennemsnit modtage mere end tre gange så mange økonomiske midler om året som forskning i vedvarende energi og energieffektivitet. Mere end 4 mia. kr. afsættes årligt til forskning i nuklearteknologi, men kun 1.3 mia. kr. til vedvarende energi og energieffektivitet (15).

Klimadiskussionen bør fokusere på, hvordan man bedst fremmer vedvarende energi og energieffektivitet på det nationale, europæiske og globale niveau – frem for hvordan man kan genoplive en ineffektiv, farlig og forældet atomteknologi. Et første skridt vil være en ambitiøs målsætning for næste fase af Kyoto-aftalen, kombineret med mål for energibesparelser og vedvarende energiteknologier. Dette forudsætter bistand fra de rige til de fattige lande, så det sikres, at disse teknologier udbredes til alle dele af kloden.

EU-topmødet besluttede i marts, at EU vil arbejde for en reduktion i de rige landes udslip af drivhusgasser på 30 % i 2020, forudsat at det indgår i en global aftale. Her er det afgørende, at EU forbereder sig på at realisere dette mål, også selvom et positivt medspil fra USA før et præsidentskifte nok ikke er forventeligt. Bestræbelserne skal pege frem imod det mål, som EU's miljøministre enedes om sidste år – 60-80 % reduktion i 2050. Dette skal realiseres gennem større energieffektivitet samt brug af vedvarende energi, og ikke via den forældede atomteknologi. Derfor bør EU også langt om længe få afviklet EURATOM-traktaten, som ensidigt fremmer udbredelse af a-kraft. Kan den ikke ophæves, må Danmark ensidigt opsige sit medlemskab af EURATOM, hvad der både er praktisk og juridisk muligt (16).

Dette ville være effektive skridt hen imod reduktion af vores bidrag til klimaforandringerne og for en fremtidssikret energisektor. Her kan Danmark udnytte sin centrale placering frem mod Klimatopmødet i København i 2009.

På HYPERLINK "http://www.ecocouncil.dk" www.ecocouncil.dk kan ses kronikken med noter, der dokumenterer indholdet

Kilder:

(1) Ingeniøren, Danmarks nye miljøvismand vil have atomkraft, 2/7-07,
http://ing.dk/artikel/79735

(2) Atomstrom - weder billig noch gut fürs Klima, Pressemitteilung, Bundesministerium für Umwelt, Naturschutz und Reaktorsicherheit, Nr. 113/07, Berlin, 24.04.2007,
http://www.bmu.de/pressemitteilungen/pressemitteilungenab22112005/pm/39226.php og Treibhausgasemissionen und Vermeidungskosten der nuklearen, fossilen und erneuerbaren Strombereitstellung, Uwe R. Fritsche, Koordinator Bereich Energie & Klimaschutz, unter Mitarbeit von Lothar Rausch und Klaus Schmidt, Öko-Institut, Büro Darmstadt, März 2007, s. 7 og 9,
http://www.bmu.de/files/pdfs/allgemein/application/pdf/hintergrund_atomco2.pdf

(3) Nuclear Power, Climate Policy and Sustainability, An Assessment by the Austrian Nuclear Advisory Board, Federal Ministry of Agriculture and Forestry, Environment and Water Management, January 2007, s. 217-239,
http://www.nirs.org/climate/background/austriangovtreport607.pdf

(4) Yves Marignac, Nuclear Power as a Solution to the Climate Problem?, i Conference Report, Energy Intelligence for Europe: The Euratom Treaty and Future Energy Options, Conditions for a Level Playing Field in the Energy Sector, Copenhagen 2005, s. 41-43,
http://www.energyintelligenceforeurope.dk/Documents/Conference_final.pdf

(5) International Energy Agency (IEA), World Energy Outlook 2006, Summary and Conclusions, s. 6,
http://www.worldenergyoutlook.org/summaries2006/English.pdf og Uranium Resources and Nuclear Energy, Background paper prepared by the Energy Watch Group, December 2006, EWG-Series No 1/2006, s. 6,

(6) Generelt fylder formeringsreaktorer og reaktorer, der anvender thorium, meget lidt i den globale debat om atomkraften. For tiden forsøger atomkraftindustrien at markedsføre en ny generation af reaktorer – generation III og III+. Den eneste generation III reaktor, der er i drift, er den såkaldte Advanced Boiling Water Reactor (ABWR), som er udviklet i Japan. I slutningen af 2006 var der 4 ABWR-reaktorer i drift og 2 under opførelse i Taiwan. Ingen generation III+ reaktor er endnu færdigbygget. De kendteste reaktorer i denne kategori er den såkaldte Pressurised Water Reactor (PWR), herunder i særdeleshed Areva’s European Pressurised Water Reactor (EPR) og Westinghouse’s AP1000. Den eneste generation III+ reaktor, der for øjeblikket er under opførelse er EPR-reaktoren i Olkiluoto i Finland. På grund af de færdigbyggede reaktorers ringe antal og de få år, de har været drift, er generation III teknologien i høj grad utestet, og det samme gælder naturligvis i endnu højere grad for generation III+ reaktorerne. Endnu mere spekulative er designene for generation IV reaktorerne, der først og fremmest er plutoniumdrevne reaktorer, hvortil hører de såkaldte formeringsreaktorer. Om end der findes talrige designs på tegnebrættet, gør tekniske vanskeligheder det usandsynligt, at de vil kunne bygges indenfor de nærmest 20-30 år, om overhovedet nogensinde. Endvidere kan der stilles spørgsmål ved både sikkerheden og økonomien i denne teknologi. Thorium kan anvendes som brændsel i generation IV High Temperature and Very High Temperature Reactors (HTR og VHTR), der imidlertid er forbundet med betydelige tekniske, økonomiske og sikkerhedsmæsssige problemer. For nærmere om disse temaer, se: Stephen Thomas, Peter Bradford, Antony Froggatt, David Milborrow, The economics of nuclear power, Report prepared for Greenpeace International, May 2007, s. 1-2 og 14-19,
http://www.greenpeace.org/raw/content/international/press/reports/the-economics-of-nuclear-power.pdf , Safer Energy For Europe – One Million Europeans against Nuclear, Friends of the Earth Europe Background paper, s. 4,
http://www.foeeurope.org/publications/2006/paperonFP7_13March2006.pdf og Helmut Hirsch, Oda Becker, Mycle Schneider, Antony Froggatt, Nuclear Reactor Hazards, Ongoing Dangers of Operating Nuclear, Technology in the 21st Century, Report Prepared for Greenpeace International, April 2005, s. 50-51 og 53-56,
http://www.greenpeace.org/raw/content/international/press/reports/nuclearreactorhazards.pdf

(7) Uranium Resources and Nuclear Energy, s. 4.

(8) International Atomic Energy Agency (IAEA), Annual Report 2006, s. 1, http://www.iaea.org/Publications/Reports/Anrep2006/anrep2006_full.pdf

(9) The economics of nuclear power, s.1.

(10) The Greens/EFA, The Other Report on Chernobyl (TORCH) - An independent scientific evaluation of health and environmental effects 20 years after the nuclear disaster providing critical analysis of a recent report by the International Atomic Energy Agency (IAEA) and the World Health Organisation (WHO), Executive summary, s. 1-3,
http://www.greens-efa.org/cms/topics/dokbin/118/118559.torchexecutivesummary@en.pdf Rapporten i sin helhed kan downloades på
http://www.greens-efa.org/cms/topics/dokbin/118/118499.theotherreportonchernobyl_torch@en.pdf

(11) The Greens/EFA, Residual Risk, An Account of Events in Nuclear Power Plants Since the Chernobyl Accident in 1986, Project Coordinator: Mycle Schneider, May 2007, s. 95,
http://www.greens-efa.org/cms/topics/dokbin/181/181995.residual_risk@en.pdf

(12) Nuclear Power, Climate Policy and Sustainability, An Assessment by the Austrian Nuclear Advisory Board, s. 103 og Nuclear Monitor, #614, July 30, 2004,Yucca decision: “Still on track” or “derailed”?, s. 8-9,
http://www10.antenna.nl/wise/index.html?http://www10.antenna.nl/wise/614/index.php

(13) Nuclear Power, Climate Policy and Sustainability, An Assessment by the Austrian Nuclear Advisory Board, s. 16 og s. 190-191.

(14) Antony Froggatt, The EU’s Energy Support Programmes, Promoting Sustainability or Pollution?, April 2004,
http://eu.greenpeace.org/downloads/energy/EUsubsidiesReport.pdf

(15) Council decision Concerning the Seventh Framework Programme of the European Atomic Energy Community (Euratom) for nuclear research and training activities (2007 to 2011),
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/en/oj/2006/l400/l40020061230en00600085.pdf og Michel Raquet, Greens-EFA Background Note, Future Nuclear and Energy Research under the FP7s, 30 November 2006, http://www.greens-efa.org/cms/default/dokbin/159/159271.fp7backgrounddoc@en.pdf

(16) Dr. Dörte Fouquet, ”The Legal Perspective: The Euratom Treaty and the new Constitution”, s. 17-21, og Prof. Dr. Michael Geistlinger, “Some Ideas on the Possibility of Unilateral Withdrawal from the Euratom Treaty”, s. 106-108, i Conference Report, Energy Intelligence for Europe, The Euratom Treaty and Future Energy Options: Conditions for a Level Playing Field in the Energy Sector, Copenhagen 2006,
http://www.energyintelligenceforeurope.dk/Documents/Conference_final.pdf , Prof. Dr. Bernhard Wegener, Friedrich-Alexander-Universität Erlangen-Nürnberg im Auftrag der Bundestags-fraktion Bündnis 90/Die Grünen, Die Kündigung des Vertrages zur Gründung der Europäischen Atomgemeinschaft (EURATOM), Europa-, völker- und verfassungsrechtliche Optionen der Bundesrepublik Deutschland mit grünen Schlussfolgerungen aus dem Euratom-Gutachten, März 2007,
http://www.gruene-bundestag.de/cms/publikationen/dokbin/170/170871.pdf Denunciation of the Treaty establishing the European Atomic Energy Community (Euratom), Options open to the Federal Republic of Germany in terms of European, international and constitutional law with Green conclusions drawn from the Euratom expert opinion by Prof. Dr. Bernhard W. Wegener, Friedrich-Alexander University Erlangen-Nürnberg,
http://www.greens-efa.org/cms/default/dokbin/172/172224.summarydenunciationofthetreaty_estab@en.pdf , Tobias Lock, University Erlangen-Nuremberg, Unilateral Withdrawal from the EURATOM Treaty, EURATOM: 50 YEARS TOO MUCH, Conference by the Greens/EFA and the Heinrich Böll Foundation,
http://www.greens-efa.org/cms/default/dokbin/171/171864.unilateralwithdrawalfromtheeuratom_t@en.ppt http://www.senaat.be/www/webdriver?MItabObj=pdf&MIcolObj=pdf&MInamObj=pdfid&MItypeObj=application/pdf&MIvalObj=50336338


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Konference: Shipping og global regulering af svovl
Tirs d. 21. marts 2017 på Hotel Hilton.
Konferencen foregår på engelsk.
Info, program og tilmelding >>

"Skibet er ladet med" - åbent møde om det kommende energiforlig
Ons d. 26. april 2017 kl. 14.30 - 17.30
Store Kannikestræde 19, 1. sal 1169
Program >>
Tilmelding >>

Generalforsamling, Det Økologiske Råd
Arrangementet er for foreningens medlemmer
Ons d. 26. april 2017 kl. 18.00
Store Kannikestræde 19, 1. sal 1169
Info følger

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis