Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Godt gået at Danmark går i spidsen med delvist ftalat-forbud

Det Økologiske Råd hilser miljøminister Ida Aukens forbud mod fire hormonforstyrrende ftalater velkommen, og afviser bekymringerne om, at et forbud skader den danske konkurrenceevne.

Det er meget positivt, at den danske regering går foran og forbyder fire hormonforstyrrende stoffer, såkaldte ftalater, som især bruges i PVC-plast, mener Det Økologiske Råd.

”Vi hilser miljøminister Ida Aukens beslutning om at forbyde de fire ftalater velkommen, for problemerne med hormonforstyrrende stoffer er så alvorlige, at vi er nødt til at bruge forsigtighedsprincippet og ikke vente på de endelige beviser og på EU's langsommelige beslutningsproces,” siger sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege.

Ftalaterne er lige som en række andre hormonforstyrrende stoffer mistænkt for at medvirke til nedsat fertilitet hos mennesker og dyr, fosterskader hos især drengebørn, for tidlig pubertet og øget risiko for bryst- og testikelkræft. 

Dele af industrien frygter, at dansk enegang vil stille danske virksomheder dårligere i konkurrencen med virksomheder fra andre EU-lande, men den frygt er ubegrundet, mener Det Økologiske Råd:

”Der er ikke grund til at frygte, at forbuddet påvirker Danmark negativt. Tværtimod kan det danske forbud fremskynde processen i EU og presse de øvrige lande til hurtigt at tage stilling. Den effekt har vi set før, da Danmark forbød ftalater i legetøj, og resten af EU fulgte trop, ” påpeger sekretariatsleder Christian Ege.

Det Økologiske Råd havde gerne set et mere omfattende forbud. F.eks. er medicinsk udstyr undtaget, selv om for tidligt fødte børn og andre sårbare patienter bliver udsat for en meget nær kontakt med de farlige stoffer gennem bl.a. blodslanger og katetre. Dette er sundhedsministerens område – hun bør derfor snarest følge op med tilsvarende forbud.

Vinylgulve indeholder også hormonforstyrrende ftalater, men ifølge den danske gulvbranche bruger danske vinylproducenter udelukkende ftalaterne DINP og DIDP. De er begge på EU's prioriteringsliste over potentielt hormonforstyrrende stoffer, men ikke omfattet af det nye forbud.

Vinyl bruges som gulvbelægning i mange hjem og institutioner, hvor små børn kravler på gulvet og kan optage de farlige stoffer direkte bl.a. via husstøv.
Miljøministeren bør derfor også snarest skride ind og sætte disse to stoffer på listen over forbudte ftalater, mener Det Økologiske Råd.

Christian Ege, sekretariatsleder, Det Økologiske Råd

Yderligere oplysninger: Christian Ege 33181933 og Lone Mikkelsen 33181934/25792001


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 


Vi deler et hav

Materiale til undervisning om landbrug og havmiljø i 5.-6. klasse.

Vi deler forside 400px

Bestil materiale og vejledning her >>

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis