"Beat the Microbead"

Læs mere og download app'en her!

Image is not available

Foto: Henrik Hamrén, Baltic Eyes

http://www.ecocouncil.dk/global-okologi
Nyt nummer:
Global Økologi 1/2017
Image is not available

- Din vej til klimavenlig bionaturgas

Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Bornholms Regionskommune tillader stor ammoniakforurening fra slagtesvineproduktion

Klage til Miljøklagenævnet

Klage over Bornholms Regionskommunes miljøgodkendelse af svinebruget Brogaard, Søndre Landevej 49, 3720 Aakirkeby.

Det Økologiske Råd har modtaget Bornholms Amtskommunes miljøgodkendelse af svinebruget Brogaard, Søndre Landevej 49, 3720 Aakirkeby i henhold til § 12 i Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug med oplysning om, at klagefristen udløber den 3. marts.

Ejendommen ligger umiddelbart vest for naturarealet, der omgiver Læsåen, og som er udpeget som særligt naturområde og fredet efter naturbeskyttelsesloven. I nærområdet til Brogaard findes 8 vandhuller, der alle er under 1.000 m2. Desuden findes 3 mindre engarealer på henholdsvis 1,59 ha, 0,53 ha og 0,78 ha. Den nærmeste og største eng er beliggende minimum 200 m mod nordvest i forhold til den ansøgte gylletank. Den næststørste er beliggende minimum 750 m mod nordvest og den sidste og mindste mindst 600 m mod nordvest. Endvidere findes et mindre overdrevsareal på 0,26 ha 700 m mod nord. Udvidelsen indebærer, at den nuværende produktion udvides fra 5.000 slagtesvin (30-102 kg) til 5.000 slagtesvin (30-105,4 kg) og 11.500 slagtesvin (30-105,5 kg). Det svarer til en udvidelse på 357 DE fra 143 dyreenheder (DE) til 500 DE.

Det fremgår af miljøgodkendelsens side 7, at der opføres en ny slagtesvinestald på 3.230 m2, to gylletanke på hver 3.000 m3 og to siloer på henholdsvis 21,5 meter (2500 tons) og 11 meter (1200 tons).

Med ejendommens eksisterende 2 gyllebeholdere på hver 2.000 m3 og 2 forbeholdere på hver 250 m3 bliver den samlede opbevaringskapacitet på 10.500 m3.

I modstrid med ovenstående fremgår det af miljøgodkendelsen side 19, at der kun opføres én ny gyllebeholder på 4.000 m3, så den samlede opbevaringskapacitet bliver på 8.500 m3 svarende til 10,8 måneders produktion eller kapacitet. Med udvidelsen til 10.500 m3 svarer det til 13,3 måneders kapacitet.

Det Økologiske Råd finder det miljømæssigt uheldigt med så stor en opbevaringskapacitet, da det alt andet lige vil øge ammoniakfordampningen.

Det Økologiske Råd anmoder på den baggrund Miljøklagenævnet om ikke at tillade en større opbevaringskapacitet end 8.500 m3, medmindre der etableres fast overdækning på gyllebeholderne.

Der afsættes rågylle svarende til 145 DE til Biokraft A/S.

Da en stor del af udbringningsarealerne ligger langt fra bedriften, anmoder Det Økologiske Råd Miljøklagenævnet om at stille vilkår om, at gyllen skal transporteres i lukkede beholdere til de udbringningsarealer, der ikke ligger i umiddelbar tilknytning til ejendommen, for at minimere lugtgenerne og for at undgå spild på vejene.

Der anvendes foderoptimering i hele den fremtidige svineproduktion i form af øget fodereffektivitet og reduceret proteinindhold i foderet for at opfylde kravet om 15% reduktion af ammoniaktabet i den nye produktion i forhold til referencestald.

Det samlede ammoniaktab fra bedriftens stalde og gødningslagre stiger ifølge miljøgodkendelsen med 4.681 kg N/år fra 2.820 kg N/år til 7.501 kg N/år. Det betyder, at ammoniaktabet fra stald og lager vil blive på 15,0 kg N/DE i den fremtidige drift.

Den eksisterende svineproduktion på 5.000 slagtesvin finder sted i 2 stalde, hvor der i hver stald produceres 2.500 slagtesvin. Der produceres 142,86 DE slagtesvin og med et amoniaktab på 2.820 kg N/år svarer det til 19,7 kg N/DE.

I den ene slagtesvinestald er staldsystemet fuldspaltegulv, hvor ammoniaktabet i stalden er på 16%, mens staldsystemet i den anden slagtesvinestald er drænet gulv + spalter (33/67), hvor ammoniaktabet i stalden er på 14%. Det svarer til et ammoniaktab fra stald og lager på henholdsvis 19,7 kg N/DE og 17,6 kg N/DE. Da begge stalde har samme produktion er ammoniaktabet for den eksisterende produktion i gennemsnit på 18,65 kg N/DE.

Der må således være en fejl i det ansøgningsskema, der ligger til grund for miljøgodkendelsen, idet der tilsyneladende er regnet med et ammoniaktab på 19,7 både i stald med fuldspaltegulv og i stald med drænet gulv + spalter.

Det samlede ammoniaktab fra den eksisterende produktion er således ikke 2.820 kg N/år men 2.664 kg N, som beregnet nedenfor.

Ammoniaktabet i fuldspaltestalden er 3,19 x 16 % x 2.500 = 1.276 kg N/år
Ammoniaktabet i stald med drænet gulv og spalter er 3,19 x 14 % x 2.500 = 1.117 kg N/år
Tab fra lager 13.286/98 x 100 x 2% 271 kg N/år
I alt 2.664 kg N/år

Ved etablering af en ny svineproduktion på 357 DE i referencestald 2005/2006 minus 15% ville ammoniaktabet blive på 4.663 kg N/år svarende til 13,1 kg N/DE.

Den samlede produktion må således ifølge Det Økologiske Råds beregninger maksimalt have et ammoniaktab på 7.327 kg N/år for at opfylde husdyrlovens minimumskrav, mens der i miljøgodkendelsen tillades 7.501 kg N/år.

Miljøgodkendelsen opfylder således ikke husdyrlovens minimumskrav.

I den nye stald er staldsystemet delvis spaltegulv, 25-49% fast gulv, hvor ammoniaktabet i stalden er 12%. Det svarer til et ammoniaktab fra stald og lager på 15,4 kg N/DE.

Det Økologiske Råd finder, at delvist spaltegulv 25-50% spaltegulv ikke længere kan betegnes som bedste tilgængelig teknik, da der findes et nyt staldsystem med delvist spaltegulv 50-75% fast gulv, der kun har et ammoniaktab på 8% i stald svarende til et ammoniaktab fra stald og lager på 10,9 kg N/DE. Da BAT-byggebladene ikke er blevet ajourført siden 2004, mangler de seneste års nye miljøvenlige staldsystemer og indeholder en række staldsystemer, der ikke længere kan betegnes som bedste tilgængelige teknik.

Ved anvendelse af staldsystemet med 50-75% fast gulv ville ammoniaktabet fra udvidelsen på 357 DE blive på 3.891 kg N/år svarende til en reduktion på 772 kg N/år i forhold til det tilladte ammoniaktab på 4.663 kg N/år.

Ifølge husdyrloven kan der også stilles krav om anvendelse af BAT i den eksisterende produktion, men det har Bornholms Regionskommune ikke gjort, idet foderoptimeringen i den eksisterende produktion alene er etableret for at opfylde reduktionskravet på 15% i den nye produktion.

Ifølge beregninger fra Infarm vil der kunne opnås et positivt afkast af et ammoniakforsuringsanlæg på svinebedrifter med 500 DE slagtesvin, fordi det vil forøge kvælstofindholdet i gyllen, forøge markeffekten af gyllen, tilføre svovl til afgrøderne gennem forsuringen samt medføre en arbejdslettelse.

Bornholms Regionskommune har i miljøgodkendelsen afvist Det Økologiske Råds forslag om anvendelse af BAT med, at teknikkerne ikke er færdigudviklede, og at der ikke er nogen faglige begrundelser for at stille krav til den eksisterende produktion og til at stille krav om yderligere reduktion af ammoniakfordampningen udover de 15%, der er lovpligtige.

Det Økologiske Råd finder, at teknikkerne er så færdigudviklede, at der bør stilles krav om deres anvendelse, da benyttelsen af teknikkerne er en forudsætning for, at de kan videreudvikles. Endvidere er et af husdyrlovens formål at fremme renere teknologier.

Det Økologiske Råd finder, at den eksisterende produktion har et urimeligt højt ammoniaktab på 14-16% i stalden svarende til 17,6 til 19,7 kg N/DE fra stald og lager. Med miljøgodkendelsen tillades denne urimeligt høje forurening frem til 2016.

Ifølge IPPC-direktivet skal grænseværdier for forureningen baseres på den bedste tilgængelige teknologi (BAT), uden at der foreskrives anvendelse af en bestemt teknik eller teknologi, og under hensyn til det pågældende anlægs tekniske karakteristiska, geografiske beliggenhed og de lokale miljøforhold; godkendelsesvilkårene skal under alle omstændigheder indeholde vilkår om begrænsning af langtrækkende eller grænseoverskridende forurening i videst muligt omfang, samtidig med at der sikres et højt beskyttelsesniveau for miljøet som helhed.

Ammoniakfordampningen er en langtrækkende og grænseoverskridende forurening, der både belaster den omgivende natur og Østersøen.

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug” side 39: ”Kravet om BAT vil gælde for både de eksisterende og nyetablerede dele af anlægget, når der søges om godkendelse af en ændring eller en udvidelse. For krav til eksisterende dele af et anlæg forudsættes det, at der indrømmes virksomheden en rimelig frist til at imødekomme de nye krav.”

Det Økologiske Råd anbefaler, at der stilles krav om anvendelse af BAT til reduktion af ammoniakfordampningen til maksimalt 5.000 kg N/år efter ibrugtagningen af den nye stald og til maksimalt 3.000 kg N/år senest 3 år efter ibrugtagningen af den nye stald.

Ved gylleforsuring vil der ske en kraftig reduktion i ammoniakfordampningen fra både stalde, gyllebeholdere og fra udbringningen af gyllen. De lugtgener, som Bornholms Amtskommune omtaler, kan løses bl.a. ved hjælp af et kulfilter. Ved gylleforsuring vil ammoniaktabet fra den behandlede gylle blive reduceret med ca. 80%.

Udbringningsarealerne for gyllen er hovedsagelig lerjord med sædskifte S2, hvor 70% af markerne dyrkes med vinterkorn og vinterraps. Mulighederne for at nedbringe gyllen på udbringningsarealerne er derfor meget ringe. Ved gylleforsuring reduceres både ammoniakfordampningen og lugtgenerne betydeligt ved udlægningen af gyllen med slæbeslanger.

Det Økologiske Råd anmoder på den baggrund Miljøklagenævnet om at skærpe kravene til bedriftens ammoniakforurening, dels fordi der findes omkostningseffektive teknikker hertil på husdyrbrug af denne størrelse, og dels fordi bedriften ligger klos op ad et naturområde langs Læsåen, der både er fredet og udpeget som særligt naturområde.

Med venlig hilsen

Hans Nielsen


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Konference for kommuner og erhvervsvirksomheder:
Grøn vækst og energieffektivitet
Tid: 22. jan. 2018, kl 9-16
Sted: HUSET, Middelfart
Læs mere og tilmeld dig her

Shippings fair share

 

Maersk  Climate Change Challenge: Shipping’s fair share

Conference 22.11.2017
Læs mere 

Nye udgivelser

På vores webshop kan du downloade alle vores publikationer gratis

 

G 01 17