"Beat the Microbead"

Læs mere og download app'en her!

Image is not available

Foto: Henrik Hamrén, Baltic Eyes

http://www.ecocouncil.dk/global-okologi
Nyt nummer:
Global Økologi 1/2017
Image is not available

- Din vej til klimavenlig bionaturgas

Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Om diskussionsoplægget fra Det Miljøøkonomiske Råd

Det Miljøøkonomiske Råd har i dag offentliggjort sin første rapport, hvoraf hovedparten omhandler klima og energi.

Rapporten indeholder mange gode analyser og anbefalinger, f.eks. anbefalingen af at alle CO2-kvoter bør auktioneres. Men den lider af at bygge på en forsimplet model og en statisk tankegang. Der er stærkt modstrid mellem modellens idealverden og den danske virkelighed, hvor vindkraftudbygningen er gået i stå – trods CO2-kvoter - bl.a. pga. ufordelagtige støtteordninger. Rapporten antager en ideel funktion af EU's CO2-kvotemarked og ser dermed bort fra, at der er mulighed for at købe meget store mængder CO2-kreditter i udlandet, bl.a. via CDM-ordningen, hvor den reelle klimaeffekt kan være tvivlsom. Dermed holder rapportens forudsætning om, at det er ligegyldigt for klimaet hvordan CO2-kvoteloftet overholdes, ikke. Rapporten anbefaler således, at tilskud til vedvarende energi afskaffes. Den ser helt bort fra den dynamiske effekt, der ligger i, at succes med introduktion af vedvarende energi og besparelser, gør det politisk muligt at stramme kvoteloftet ved overgang fra én kvoteperiode til den næste.

Rapporten antager også, at hensynet til forsyningssikkerhed automatisk tilgodeses inden for CO2-kvotehandel. Men det holder heller ikke, hvis en stor del opfyldes via CDM-kreditter – så forbedres forsyningssikkerheden i EU ikke.

Endelig slår rapporten på, at der hvor det enkelte EU-medlemsland virkelig kan gøre en klimaindsats er i den ikke-kvotebelagte sektor, dvs. trafikken, landbruget og den individuelle boligopvarmning. På den baggrund er det paradoksalt, at rapporten ikke selv kommer med anbefalinger på dette felt.

Uddybning

Rapporten er generelt udtryk for et godt initiativ og indeholder flere gode elementer, f.eks. påpegningen af behovet for nye og skærpede initiativer over for luftforureningen med bl.a. partikler og kvælstofilter. Vi er også grundlæggende enige i påpegningen af

  • vigtigheden i at anvende økonomiske virkemidler
  • at provenuet fra grønne skatter kan indgå i finansieringen af den offentlige sektor – dvs. at det ikke nødvendigvis skal tilbageføres til sektoren, men kan muliggøre reduktion af andre skatter
  • at man godt kan kombinere brug af CO2-kvoter og CO2-afgifter – modsat skatteministerens opfattelse
  • at danske virksomheder betaler relativt lave afgifter på energi sammenholdt med andre lande i Europa (s. 292)
  • at CO2-kvoter skal bortauktioneres (s. 271), idet gratis kvoter kan sammenlignes med selektiv erhvervsstøtte (s. 387)
  • at der er behov for en styrkelse af EU-direktivet om minimumsafgifter på energi (s. 320)
  • at når man forhøjer CO2-afgiften for den ikke kvotebelagte sektor, skal der ikke ske fuld tilbageførsel af provenu – men kun en tilbageførsel svarende til den (eventuelle) gratistildeling af kvoter, som sker i den kvotebelagte sektor (s. 16).

Men argumenterne mod tildeling af gratis kvoter bør stå langt klarere, herunder at dette medfører ekstra profitter til de modtagende virksomheder. Hvis man oven i købet tildeler gratis kvoter ud fra historiske udledninger, giver man virksomhederne et incitament til ikke at reducere i løbet af kvoteperioden – i håb om at få tildelt ligeså mange gratiskvoter næste gang. Rapporten underspiller de windfall profits, som virksomhederne får som følge af gratis kvotetildeling (s. 299).

Miljøøkonomisk overblik

Kapitlet indeholder mange interessante betragtninger, f.eks. at 17 ud af 24 indikatorer historisk har udvist forbedringer, men at ud af de 17 har de 12 vist stagnation eller forværring de seneste år. Det viser en del af effekten af den mere passive miljø- og energipolitik, som vi har set siden regeringsskiftet i 2001. Det påpeges også, at nedskæringerne på miljøområdet har medført en forringelse af overvågning og rapportering, f.eks. på naturområdet, så vi i dag har vanskeligt ved at måle tilstanden (s. 129). Vi savner dog i rapportens generelle tilgang en inddragelse af omkostninger ved ikke at handle, således som det blev gjort i den britiske Stern-rapport om klimaforandringer.

Klima og energi

Der er grundlæggende problemer i rapportens behandling af klima og energi. Rapporten tager et overvejende statisk udgangspunkt, hvilket f.eks. fører til bemærkninger om, at VE og besparelser inden for den kvotebelagte sektor ikke reducerer CO2-udledningen i EU. Herved bliver den misvisende mht. effekten af indsatsen for energibesparelser og vedvarende energi. Kun en dynamisk analyse vil kunne bidrage med kvalificerede udtalelser på dette område. Det nævnes (s. 263), at der principielt er tale om et dynamisk problem, men at rapporten vælger at ”tage de årlige mål for givne”. Men man erkender ikke de omfattende konsekvenser af at gøre dette.

Der refereres til en historisk afkobling mellem økonomisk vækst og energiforbrug (s. 6 og 8) – men rapporten bygger på beregninger, som medregner indtægter fra danskejede skibes operationer på verdenshavene i BNP, mens kun skibsfartens energiforbrug og CO2-udledning ved optankning i danske havne er medregnet (i flg. Energistyrelsens beregninger, jfr. rapportens s. 173). Det er muligt, at der stadig vil være tale om en afkobling, men det bør beregnes konsistent.

Rapporten antager, at hvis der er økonomiske incitamenter, sker tingene af sig selv. Vi er enige i, at økonomiske incitamenter er vigtige og effektive – men de kan ikke stå fuldstændig alene. Der er tale om træghed og traditioner blandt aktørerne, og der er problemer med placeringssteder til vindkraft og biogas. Endelig er der muligheder for at købe kvoter i udlandet frem for at investere i besparelser og VE herhjemme. Vi kender ikke den fremtidige kvotepris, og samtidig er der risiko for, at en del af disse fleksible mekanismer, især CDM, kan føre projekter, som ikke har en reel klimagavnlig effekt, f.eks. fordi projekterne også ville være blevet gennemført uden støtte fra de vestlige investorer.

Rapporten overser disse forhold, hvilket leder den til en konklusion om, at der slet ikke skal stilles krav i EU/medlemslandene til andelen af vedvarende energi, idet man mener, at kvoteregulering alene vil føre til den mest omkostningseffektive reduktion (side 245-246). Rapporten sætter også spørgsmålstegn ved, om der fortsat bør være energisparemål. Den ser bort fra, at samfundet også har en interesse i at fremme teknologiudvikling på dette felt, gerne med en first mover effekt. Alt i alt er den præget af en blind tro på, at kvotesystemet overflødiggør energi- og klimapolitik inden for hele den kvoteomfattede sektor. Det er en statisk betragtning, som højst gælder inden for én kvoteperiode, mens den ser bort fra, at besparelser og introduktion af VE giver mulighed for at stramme kvoteloftet i næste periode. Omvendt hvis der kun i ringe grad er kommet gang i besparelser og VE, og man har måttet købe sig til det meste af reduktionen i udlandet, vil der helt sikkert være ringe opbakning til en yderligere stramning af kvoteloftet i den følgende kvoteperiode. Rapporten taler da også om nødvendigheden af at stramme kvotetildelingen (f.eks. s. 322) – derfor er det paradoksalt, at man ikke interesserer sig for forudsætningerne for at gøre dette muligt, nemlig fremgang i VE- og besparelsesteknologi. Dog erkendes det i rapporten, at der mangler en række forudsætninger, før man kan afskaffe tilskud til VE (s. 311).

Som nævnt er betragtningen heller ikke entydig korrekt inden for en kvoteperiode, idet den antager en ideel funktion af CDM-kreditterne. Det giver sig bl.a. udtryk i en grov forsimpling i tabel C side 21, hvor det blot anføres, at VE og besparelser inden for den kvotebelagte sektor ikke reducerer CO2-udledningen i EU.

Rapporten er i det hele taget snæversynet i sin opfattelse af funktion og prisdannelse i det europæiske kvotehandelssystem. Der er udsigt til en overflod af billige CDM-kreditter, men virkningen heraf på både klimaeffekt og prisdannelse på kvotemarkedet ignoreres fuldstændig.

Rapporten nævner hensynet til forsyningssikkerhed, men hævder, at det er dækket af CO2-målene (s. 14). Men i det omfang disse opfyldes gennem kvotekøb/CDM, gavner det netop ikke forsyningssikkerheden.

Rapportens tilgang leder til et postulat om, at de forhøjede tilskud til VE, som er indeholdt i Folketingets energiaftale af 21.2.08 ikke harmonerer med EU's kvotesystem og ikke har nogen klimaeffekt – at den øgede VE-andel blot vil føre til øget udslip i andre kvoteomfattede virksomheder. Igen ser man bort fra, at f.eks. Danmark faktisk ikke er på vej til at opfylde sin Kyoto-forpligtelse, medmindre man køber sig til en meget stor del via udenlandske kvotekøb/CDM.

I virkeligheden er der fortsat behov for en indsats for VE og besparelser, også inden for den kvotebelagte sektor:

  1. når der foretages en ambitiøs og stram kvotetildeling, er det faktisk nødvendigt at både borgere og virksomheder sparer for at leve op til målet
  2. ved at spare indenlands sikrer man, at kun en mindre del af landets/virksomhedens forpligtelse opnås via fleksible mekanismer/projekter uden for EU, og disse er generelt mindre sikre mht. klimaeffekt
  3. indenlandsk reduktion inden for en kvoteperiode er nødvendig for at skabe forudsætningerne for, at man politisk kan fastsætte strammere kvoter i næste kvoteperiode

Rapporten konkluderer, at yderligere støtte til VE er overflødig, og man vil helt afskaffe støtten til vindkraft. Det skyldes, at man antager, at alle projekter med positiv økonomi gennemføres – uanset at andre projekter (som følge af bedre feed in tariffer i andre lande) vil give større profit ved investering her. Dette ville måske være korrekt, hvis investeringskapital var en uendelig ressource, men det er det ikke. Vi ser netop, at investorerne vandrer hen til de lande, der har de højeste feed in tariffer – og at vindkraftudbygningen har været gået i stå i Danmark, bl.a. pga. ufordelagtige støtteordninger. Rapporten følger således en ideel modelbetragtning, men virkeligheden har vist sig at være en anden.

Rapporten angiver, at miljøskatter udelukkende indføres af hensyn til provenuet, og at energiskatter derfor ikke skal differentieres efter brændslets CO2-indhold – igen en følge af at man opfatter, at kvotesystemet automatisk vil føre til de ønskede reduktioner af klimagasser, hvilket ikke er tilfældet, jfr. ovenfor om dels betydningen af CDM-kreditter, dels den dynamiske effekt ved overgang fra én kvoteperiode til en anden. Der argumenteres for, at virksomhederne skal undtages for energiafgifter – igen ser man udelukkende afgifterne som provenuskabende og ikke adfærdsændrende. Men det forekommer inkonsistent, da man samtidig taler om, at hvis en vare har en negativ ekstern effekt, skal beskatningen af denne også afhænge af ”hvor meget den mængdemæssige omsætning af varen ændres, når prisen ændres” (s. 273). Modsætningen skyldes formentlig, at man er bange for negativ konkurrenceevneeffekt, hvis konkurrenter i andre lande ikke beskattes tilsvarende. Man ønsker at lægge energiafgifter på varerne og ikke på produktionen. Men det vil ofte være vanskeligt, hvis der er tale om meget differentierede produkter, hvoraf en del importeres. Her skal man huske, at det historisk set ikke har været de lande, hvor virksomhedernes betalte de laveste energiomkostninger, som har klaret sig bedst. Relativt høje energiomkostninger kan være med til at skærpe virksomhedernes evne til at indføre renere teknologi og samtidig rationalisere produktionen.

Rapporten opstiller ingen anbefalinger af virkemidler til reduktion af drivhusgasudslip fra den ikke-kvotebelagte sektor – landbrug, transport og individuel boligopvarmning. Det kan undre, særligt i lyset af at man fremhæver, at det først og fremmest er her medlemslandene kan medvirke direkte til reduktion af udledningerne. Man gennemgår opbygningen af bilafgifterne, men uden at komme med anbefalinger til, hvordan de kunne omlægges mhp. at reducere CO2-udledningerne, f.eks. yderligere differentiering af registreringsafgifter samt indførelse af trængselsafgifter eller roadpricing.

Forbrugerrådet ved/
Christian Ege, Det Økologiske Råd (repræsenterer Forbrugerrådet i Det Miljøøkonomiske Råd)

Yderligere oplysninger: Christian Ege 33 18 19 33 / 28 58 06 98


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Debatarrangement om europæisk energipolitik
Tid: 28. sep. 2017, kl 13-15
Sted: Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg
Læs mere 
Tilmeld dig her

Shipping’s fair share
Tid: 22. nov 2017, kl 9.00-16.30
Sted: Clarion Hotel , CPH
Læs mere her

Konference for kommuner og erhvervsvirksomheder:
Grøn vækst og energieffektivitet
Tid: 22. jan. 2017, kl 9-16
Sted: HUSET, Middelfart
Læs mere og tilmeld dig her

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nye udgivelser

På vores webshop kan du downloade alle vores publikationer gratis

 

G 01 17