Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Diskussionsoplæg 2012 fra Det Miljøøkonomiske Råd, Forbrugerrådets Kommentarer

Det Økologiske Råd kommenterer på vegne af Forbrugerrådet vismændenes årlige miljørapport

Resumé:

Rapporten indeholder mange interessante analyser, men også på flere punkter problematiske anbefalinger.

Som de tidligere årsrapporter bygger også denne på en antagelse om, at EU's CO2-kvotesystem kan løse klimaproblemet, og at der ikke er behov for andre virkemidler inden for den kvotebelagte sektor. Rapporten tager afstand fra, at EU opstiller mål for vedvaren de energi og energibesparelser, og at Danmark gør det samme samt støtter energiforskning. Vi er enige i at kvotesystemet grundlæggende er en god idé, men fordi der er uddelt for mange gratis kvoter og åbnet for at købe kvoter uden for EU, er kvoteprisen i dag så lav, at det giver ringe motivation til at sænke udslippet. Hvis man politisk fulgte vismændenes råd om at droppe alle andre styringsmidler, ville vi stå helt uden effektive styringsmidler.

Rapporten anerkender ikke de følgende tre meget vigtige grunde til at foretrække hjemlige CO2-reduktioner inden for EU:

  1. Forsyningssikkerhed – vi mindsker afhængigheden af urolige og udemokratiske lande
  2. Jobskabelse – vi kommer på forkant med udvikling af renere teknologi, som kan eksporteres
  3. Vi mindsker den trussel mod vores økonomier, som ligger i de forventede voldsomme prisstigninger på fossile brændsler fremover.

Analysen af indsatsen over for luftforurening undervurderer problemerne med dels de ultrafine partikler dels overskridelserne af EU's grænseværdier for kvælstofdioxid i København – sidstnævnte ser ud til at bygge på en direkte misforståelse af EU-reglerne.

I analyserne af biodiversitet underprioriteres den biodiversiteten i hav- og ferskvand. Dette fører bl.a. til en undervurdering af betydningen af de vedtagne randzoner langs vandløb m.v. – ligesom der mangler anbefalinger for beskyttelse af biodiversiteten i fersk- og havvand. Vurderingen af at der er tale om en konstant andel af boringer med pesticidfund er for optimistisk og skyldes en metodisk fejl.

Endelig analysen af ”ægte opsparing” – et begreb der bygger på ”substituerbarhed”, dvs. at forøgelse af f.eks. infrastrukturanlæg og hævet uddannelsesniveau kan opveje forringelser i forvaltningen af ressourcer og miljø. Vi er enige i konstateringen af at begrebet ikke lever op til kravene i ”stærk bæredygtighed”. Men der mangler den helt centrale analyse af, om denne substituerbarhed ovehovedet giver mening – hvilket vi har svært ved at se, at den kan gøre.

Uddybning:

  1. 1. Miljøregulering generelt

Der argumenteres for et ”optimalt forureningsniveau”, som f.eks. størrelsen af miljøafgifter kan sættes ud fra. Vi er glade for, at rapporten her anerkender betydningen af forsigtighedsprincippet, som følge af videnskabelig usikkerhed samt at miljøforringelser kan vise sig irreversible eller i form af såkaldt hysterese, dvs. at reduktion af miljøpåvirkning virker mindre eller langsommere end den forudgående forøgelse af miljøpåvirkningen (s. 35).

Klima og energi

Som de tidligere årsrapporter bygger også denne på en antagelse om, at EU's CO2-kvotesystem kan løse klimaproblemet, og at der ikke er behov for andre virkemidler inden for den kvotebelagte sektor. Vi er enige i at kvotesystemet grundlæggende er en god idé, men fordi der er uddelt for mange gratis kvoter, kombineret med omfattende adgang til at købe kvoter uden for EU (CDM-projekter), er kvoteprisen i dag så lav, at det giver ringe motivation til at sænke udslippet. Vi er da også enige med Rådet i anbefalingen af at Danmark skal arbejde for at styrke kvotesystemet ved stramme reduktionsmål (s.5). Det skal ske gennem et lavere kvoteloft og gennem at vedtage restriktioner for overførsel af AAU’er (udledningstilladelser tildelt af FN)  til brug for opfyldelse af de nationale reduktionsforpligtelser i de ikke-kvote omfattede sektorer. Men en række medlemslande blokerer for dette. Kvotesystemet har derfor meget ringe effekt i dag. Ikke desto mindre giver Rådet en række andre anbefalinger, som peger i den helt gale retning, så længe kvotesystemet er så svagt som det er i dag:

-       Det er uhensigtsmæssigt at arbejde for, at EU styrker indsatsen inden for energibesparelser og vedvarende energi (VE)

-       Miljøpolitik bør ikke føres for at skabe fremtidige konkurrencefordele eller fremme den økonomiske vækst

-       Der skal ikke gives specifik støtte til forskning i VE og besparelser

-       Øget støtte til VE inden for kvotesektoren skal undgås, da det betyder, at kvoter bliver ”ledige” og kan udnyttes af andre EU-lande.

Rapporten anerkender ikke, at der er tre ekstra grunde til at foretrække hjemlige CO2-reduktioner inden for EU:

1)    Forsyningssikkerhed – vi mindsker afhængigheden af urolige og udemokratiske lande

2)    Jobskabelse – vi kommer på forkant med udvikling af renere teknologi, som kan eksporteres

3)    Vi mindsker den trussel mod vores økonomier, som ligger i de forventede voldsomme prisstigninger på fossile brændsler fremover.

Med udgangspunkt i den snævre tilgang tager rapporten afstand fra centrale virkemidler, som de er foreslået i S-R-SF regeringens udspil ”Vores Energi” til de pågående energiforhandlinger. Rapporten påstår, at en række virkemidler er uden effekt og bør stoppes – som om vi havde et ideelt fungerende CO2-kvotesystem i EU – samtidig med at dette reelt pt. er næsten uden effekt. Dermed bliver rapportens anbefalinger katastrofale – hvis de blev fulgt, ville vi stå med et kvotesystem, som ikke virker, og uden  andre styringsmidler.

Rapporten forudsætter anvendelse af kreditter eller opkøb af udledningsrettigheder (AAU’er) fra andre lande til dækningen af det fremlagte ”hul” i reduktionen i den ikke-kvotebelagte sektor – i modsætning til regeringen, som tværtimod foreslår anvendelse af hjemlige tiltag. Det bygger samtidig på en opsplittet måde at se verden på. Rådet finder, at man hellere skal købe flere udledningsrettigheder i andre lande, fordi der findes billigere reduktionsmuligheder her end i Danmark (s. 16). Fulgte man dette råd, ville vi i Danmark udsætte udfasningen af fossile brændsler, og så ville vi stå mere uforberedt over for de forventede store prisstigninger på fossile brændsler, og samtidig ville vi tabe konkurrencen med Kina, Sydkorea m.fl. om udviklingen af grønnere teknologier.

Der argumenteres for, at det er væsentligt billigere at reducere CO2-udledningen i kvote- end i ikke-kvote sektoren (s. 40), hvorfor det bør være muligt at slække på ambitionerne i ikke-kvotesektoren mod at opkøbe og destruere kvoter i kvotesektoren. Her tænkes normalt på, at reduktion er dyrt i transportsektoren, men her ser man bort fra de øvrige positive effekter ved at reducere bilkørslen – lavere luftforurening, færre ulykker, bedre bymiljø. Skal EU nå sit eget vedtagne mål med en reduktion af udledningerne i 2050 på 80 – 95 % i forhold til 1990, er det tvingende nødvendigt med indsats fra nu af i både kvote- og ikke-kvote sektor. Kommissionens low carbon roadmap pegede netop på, at med en omkostningseffektiv energispareindsats, vil det være optimalt for EU at reducere med 25 % internt i EU i 2020.

Rapporten kritiserer det danske mål om at reducere bruttoenergiforbruget med 4% inden 2020, idet man mener det kun skulle være det CO2-skabende energiforbrug, der skal reduceres. Men her ser man bort fra, at det vil være umuligt at nå 100% VE, medmindre man kraftigt reducerer bruttoenergiforbruget. Mængden af bæredygtigt produceret biomasse er begrænset, der kan ikke opstilles et uendeligt antal vindmøller osv.

Diskonteringsrenten

Vi er meget enige i betragtningen om, at en høj diskonteringsrente som den nuværende på 5% tillægger nutidens velfærd større vægt end de kommende generationers (s.29) – og regeringsgrundlaget fra oktober 2011 lover da også, at den skal sænkes. Der er ikke en egentlig anbefaling, men i et regneeksempel (s. 307) når man frem til 3%. Vi mener, at meget taler for, at den skal endnu længere ned, når der er tale om langsigtede skader som klima. I den britiske Stern-rapport fra 2006 foreslås 1,5%. Undervejs giver Rådet et helt kynisk argument for, at diskonteringsrenten ”trods alt skal være positiv”, nemlig at der er ”en vis, omend meget lille, sandsynlighed for at menneskeheden går til grunde som følge af en voldsom katastrofe (som meteornedslag eller atomkrig) … at der ikke vil være nogle mennesker om 100 år, hvilket er en selvstændig begrundelse for at give forbrug på dette tidspunkt lidt lavere vægt”.

  1. 2. Dansk miljøpolitik 2000-2010

Luftforurening

Ultrafine partikler burde have en mere central placering i afsnittet – også selv om der endnu ikke er grænseværdier/mål for disse. De overses på de første sider. Først på side 68 fremhæves de som en af de luftforureninger der ”menes at bære hovedansvaret for partiklernes negative indvirkning på sundheden”. Der lægges meget vægt på, at den meste partikelforurening er importeret, og at det ikke ændrer meget at gøre noget ved danske kilder alene (s.63). Men netop de ultrafine partikler er ikke nævnt her, og de stammer næsten udelukkende fra lokale kilder. Derfor ville det helt ændre pointen. Endelig dannes luftforurening også i høj grad over dansk land i form af sekundære partikler, bl.a. når NOx og SO2 reagerer med ammoniak fra dansk landbrug. Denne forklaring mangler, og man kan ikke bare henføre disse sekundære partikler til importeret forurening, da ammoniakken jo kommer fra danske kilder.

 

”Der er sket relativt store reduktioner i SO2-udledningerne fra den internationale skibstrafik” (s. 64). Men det er først fra 2015 der for alvor vil ske en reduktion. Dertil kommer NOx fra skibe, som ikke nævnes – her vil der først efter 2020 ske en reduktion, fordi de nye krav der træder i kraft fra 2016 kun gælder nye skibe og derved ikke modsvarer forureningen fra stigende skibsfart før engang efter 2020.

 

Der nævnes en indsats mod forurening fra brændefyring (s. 66). Det er korrekt at der er foretaget en sådan, men indsatsen er svag i forhold til, hvad der er gjort på de fleste andre luftforureningsområder.

 

Der er nogle alvorlige misforståelser vedr. NO2-grænseværdien (s. 68). Grænseværdien blev i 2010 overskredet på 35 gadestrækninger. Men kun målt overskredet på én gadestation. Men da der kun måles få steder er modelberegninger i dag accepteret af Kommissionen. Når der står, at kun H.C. Andersens Boulevard overskrider grænseværdien, er det udtryk for at der kun måles her. Det officielle tal er således 35 overskridelser i 2010 i København. Endelig overdrives dilemmaet mellem partikler og NO2. Det er kun nogle partikelfiltre, der øger den direkte emission af NO2 (Fodnote 16, s. 69).

Målopfyldelse – natur og biodiversitet: Det er i fremstillingen uklart, hvad naturbegrebet omfatter. F.eks. betydningen for de landskabelige værdier i kulturlandskabet omtales ikke. Og afsnittet omhandler alene terrestrisk biodiversitet. Akvatisk biodiversitet er måske tiltænkt en behandling i afsnittet ’Målopfyldelse – vandmiljø’, hvor det dog stort set glemmes. Det kan undre, at der ikke sker en explicit inddragelse af OECD’s ’Performance review’ fra hhv. 1999 og 2007, som jo netop ligesom i den foreliggende sammenhæng ser på forskellen/overensstemmelsen mellem ord og handling i natur- og miljøpolitikken.

I teksten anføres korrekt, at det af mange grunde er svært at vurdere målopfyldelsen på grund af det sparsomme datagrundlag. Derfor burde man have støttet vurderingerne på retningsgivende data sæt som f.eks. at sammenligne den udviste aktivitet, med den det gennemsnitligt ville kræve at implementere fastsatte mål indenfor de vedtagne tidsrum. Med en sådan tilgang ville det bl.a. kunne afsløres, at der er tale om alvorlige tempotab f.eks. mht. opfyldelse af det vedtagne mål om at fordoble skovarealet indenfor en ’trægeneration’.

1.7 Målopfyldelse – vandmiljø: I tabel 1.8 opregnes ’Vandmiljøets væsentligste miljøproblemer’. Hvis akvatisk biodiversitet skulle være behandlet i dette afsnit, er det en oplagt mangel, at pesticider ikke er nævnt i tabellen, al den stund at de formentlig er den stofgruppe, der tager livet af allerflest vilde dyr og planter i Danmark. Dette begrænser sig ikke til de dyrkede arealer, da stofferne også spredes til de tilgrænsende arealer, til grundvandet og derfra ud til overfladevandet medførende letale og et formodet men ikke nøjere kendt omfang af subletale effekter på flora og fauna.

S.90 siges det med henvisning til figur 1.13, at andelen af boringer med fund af pesticider har været relativt konstant i de senere år. Men i anmærkningerne til figuren anføres, at boringer lukkes og udgår af datasættet, når der findes pesticider i dem. Da der årligt lukkes over 100 boringer, viser datasættet et stærkt undervurderet billede af andelen af boringer med pesticidfund – dermed holder påstanden om konstant andel ikke.

Det er alvorligt, at halvdelen af danske fiskebestande ikke fiskes bæredygtigt. Rapporten glemmer helt at omtale, at visse værdifulde arter allerede er eller er ved helt at forsvinde såsom stør, ål, tun og flere lokale sildestammer.

EU’s fælles fiskeripolitik, som er gældende i Danmark, har som mål at sikre bæredygtigt fiskeri. Derfor er det beklageligt, når man overser de betydelige forandringer fiskeriet påfører de øvrige dele af økosystemet. Biodiversiteten på bunden af de danske have er markant faldende, i Kattegat mere end halveret indenfor de seneste 15 år. Intensiv trawling med tunge redskaber er den sandsynligste årsag.

I figur 1.15 vises den beklagelige tilstand, som vandløb, søer, kystvande og det højtliggende grundvand befinder sig i, og for de åbne farvande står der i teksten: ’Koncentrationen af såvel fosfor som kvælstof er således nogenlunde den samme som i 1980.’(s.94). Og ‘På trods af faldet i tilførslen af næringsstoffer har der i perioden 1989-2010 ikke været nogen signifikant udvikling i sigtedybden.’(s.95) Der spekuleres om, hvorvidt dette skyldes hysterese eller irreversibilitet, medens den måske mest oplagte forklaring kan være, at midlet til at genoprette en god økologisk tilstand ikke har været stærkt nok. Med vandmiljøhandlingsplanerne valgte man, at kvælstofudledningerne skulle halveres, af hvad de var i midten af 1980’erne. Det var i sin tid en målsætning, der var god nok til at vise, at man tog problemet alvorligt, og havde måske også tilstrækkeligt, hvis ikke der siden var kommet øgede bidrag fra andre kilder. Tilførslerne af kvælstof er stadig ca. det tredobbelte af hvad de var omkring år 1900. Den nu foreliggende viden indikerer, at der skal ske en yderligere halvering.

Kemikalier

Det anføres korrekt, at lovgivningen grundlæggende vedtages på EU-plan, men at Danmark i enkelte tilfælde har benyttet muligheden for at vedtage midlertidige strammere regler – som så senere er vedtaget på EU-plan. Det tilføjes, at ”i reguleringen af kemikalier anvendes virkemidler som f.eks. afgifter, information og miljømærkning”. Afgift blev med succes anvendt i år 2000 over for PVC og de hormonforstyrrende ftalat-blødgørere. Afgiften hjalp med til at få udviklet og markedsført mindre skadelige alternativer til ftalater. Men VK-regeringen har i 2001-11 ikke anvendt dette virkemiddel over for farlige kemikalier (her taler vi om ikke-pesticider) – selv om det havde været oplagt at følge op på eksemplet med ftalaterne. S-R-SF regeringen har ikke meldt noget ud på dette felt.

  1. Biodiversitet

Diskussionsoplægget giver et godt overblik over ’state of the art’ mht. hvad miljøøkonomien har at sige om biodiversitet. De indledende afsnit om biodiversitetens betydning, truslerne mod den og principperne for en indsats giver en god forståelse. Undersøgelsen vælger at fokusere på artsniveauet og geografisk afgrænse sig til det nationale niveau, men undlader helt at diskutere hvordan biodiversiteten også kan have relevans på lavere geografiske niveauer f.eks. som ’sidste voksested på Sjælland’. Det akvatiske område er heller ikke analyseret. Byområder får lidt omtale, og da de  ikke huser den store biodiversitet, har det mindre betydning.

Omtalen af, hvad der kan gøres i anledning af klimaforandringerne, er meget kortfattet. Den begrænser sig til at understrege betydningen af en generel sikring, så ’der er nok uforstyrret natur til at der er plads til de nye arter, når de indvandrer.’ Kysttilbagetrækning, biologiske korridorer, ændret plantevalg i skoven, invasive arter oma. burde være omtalt. Det er også bemærkelsesværdigt, at Naturrådets vismandsrapport-2000: Dansk naturpolitik, visioner og anbefalinger’ ikke er omtalt, da den om nogen sætter naturfredningsarbejdet ind i et bredere samfundsmæssigt perspektiv.

II.4 Den nuværende indsats giver et glimrende til dels nyskabende overblik over bl.a. de tilskudsordninger som stort set ikke fremmer den nationale biodiversitet. Man kunne have ønsket en mere præcis understregning af, at Fugle- og Habitatdirektiverne kun angår arter og naturtyper der er truet på fælleskabsplan, og af at direktiverne tilsiger, hvad medlemslandene mindst skal gøre. I Danmark er der foregået en minimumsimplementering, dvs. lige netop gjort det der forlanges (og reelt ikke engang det). Derudover er der en masse national biodiversitet af mere national betydning, som også må beskyttes.

II.5 Markedsfejl, regulering og virkemidler. Vi er ikke enige i antagelsen på s 199: ’En fredning uden kompensation vil altid stille lodsejeren dårligere.’  Der findes adskillige fredninger, der er sket frivilligt og på ejerens anmodning, typisk motiveret i den testamentariske værdi objektet tillægges.

II.7 En indsats til beskyttelsen af biodiversiteten i Danmark har blikket rettet mod ’Mest miljø for pengene’ . Denne lidt simple problemstilling lider da også under, at optimering af biodiversiteten ikke diskuteres bredere f.eks. i sammenhæng med grundvandsbeskyttelse eller CO2-lagring i moser og skovbund. Derved bliver der blot tale om en sub-optimering.

II.8 Perspektivering til den nuværende og fremtidige indsats fremhæver, at det ikke er tilstrækkeligt at sikre Natura2000 områderne. Rapporten forventer ikke, at der kommer megen national biodiversitet ud af de kommende 50.000 ha randzoner langs vores vandløb. Men analysen har jo ikke fokus på de akvatiske økosystemer, og det er netop dem, som randzonerne skal beskytte. Derfor undervurderer den formentlig værdien af randzonerne.

II.9 Sammenfatning og anbefalinger. Analyserne påpeger for det første det store potentiale, der ligger i en indsats for at udlægge urørt skov, eventuelt etablere naturnær skovdrift. For det andet at der kan hentes meget ved at sørge for pleje, udvidelse og beskyttelse af lysåbne naturtyper. For det tredje at der ikke kan forventes meget udbytte for den nationale biodiversitet ved indsats i landbrugslandet. For det fjerde at indsatsen, hvor den end finder sted, hellere må føre til permanent sikrede tiltag f.eks. blivende udtag af jord, end til fortløbende udbetaling af kompensation til lodsejere. Og endelig som det femte: Der bør udvises stor forsigtighed: Datagrundlaget er sporadisk, indsigten både den naturvidenskabelige og økonomiske er begrænset og metoderne usikre.

Vi kan stort set tilslutte os disse konklusioner. Men herudover bør vi 1) gøre noget for biodiversiteten i havområderne 2) få analyseret de ferske vådområder, 3) sikre de økonomiske midler ikke ædes op af traditionel subsidiering af landbruget. De midler der er bundet til landdistrikterne bør først og fremmest gå til permanent udtag af jord til naturformål. Endelig skal vi se det hele i en bredere kontekst, så vi udnytter de synergier der måtte ligge i på én gang at hjælpe på biodiversiteten og f.eks. det økologiske jordbrug, grundvandsbeskyttelsen, CO2-regnskabet og landskabskvaliteten.

 

  1. 4. ”Ægte opsparing” (kapitel III).

Det konkluderes at ”ægte opsparing” opfylder det svage bæredygtighedskriterium, men ikke det stærke. Det dokumenteres, at klimaforandringer og deposition af svovldioxid, kvælstofoxider og ammoniak – forureningsproblemer, der primært følger af forbrænding af fossil energi i Europa og for klimaets vedkommende i Verden – påvirker produktionsmulighederne i Danmark markant. Det er et vigtigt resultat i forhold til de beslutninger om afvikling af fossil energi i Danmark og Europa, som lovgiverne står overfor: Ikke alene er fossil energi nu  mange gange dyrere, end vi blev vant til i det 20. århundrede mens alternativerne bliver stadigt billigere. De eksterne effekter på forbrugsmulighederne ved at bruge dem er også massive. Samlet set, betyder det at netto-omkostningerne ved at omstille økonomien til vedvarende energi og energieffektivitet bliver stadigt mindre og måske er negative på langt sigt, men forudsat ret omfattende investeringer på mellemlangt sigt. Det er en opsparings- eller investeringsproblematik, som kunne være meget interessant at forfølge i fremtidige rapporter.

De øvrige miljøværdier, der behandles, leveres især af grundvand og skove. Her ser det ud til, at der er opnået et markant fald i antallet af boringer med påvist forurening, især i perioden 2001-2005 (p319). Det anvendes som indikator for, at grundvandets kvalitet er blevet markant bedre, men det anføres at den nok er overvurderet eftersom mange af de boringer, hvor der tidligere er konstateret pesticider, er lukkede. Indikatoren kan altså kun vise kvaliteten af den del af grundvandet, som ikke er opgivet som drikkevandsressource på grund af for lav kvalitet. Det ville være meget værdifuldt at få opklaret de faktiske talstørrelser her.

I skovrejsningsanalysen vises en markant stigning i skovarealet fra 2008 til 2009, men det antydes, at tallene kan være påvirket af, der benyttes forskellige kilder. Også her ville det være værdifuldt med en afklaring af de usikkerheder, der ligger i data om de fysiske forhold.

Fremtidige analysers kvalitet kunne således formentlig forbedres og usikkerheden omkring data reduceres igennem en mere fast tilknytning af naturvidenskabelig og miljøfaglig ekspertise til sekretariatet. En ide til overvejelse.

Analyserne af svag bæredygtighed fører ikke til markante anbefalinger vedrørende balancen imellem økonomisk vækst i dag, den økonomi, der styres efter, og det miljø, der gives videre til fremtidige generationer. Bl.a. forudsætter resultaterne at ”substitutionsmulighederne imellem de forskellige kapitalgoder er tilstrækkeligt gode. ... Man kan imidlertid ikke være sikker på at denne forudsætning er opfyldt og dermed heller ikke om udviklingen er bæredygtig i stærk forstand. (p384)”. Analyser af svag bæredygtighed vurderes dog alligevel at være relevante.

Den grundlæggende forudsætning om substituerbarhed fortjener en langt dybere behandling – giver det overhovedet mening at antage substituerbarhed? Hvis man f.eks. forlængede studietider og indholdskrav til samtlige uddannelser i Danmark og ”til gengæld” slækkede på vores miljømål for klima, luftforurening osv.

Hvad angår etikken i balancen imellem generationer – som bæredygtighedsanalysen skal belyse, er der brug for at medtage omstilling af økonomien, så den opfylder det stærke bæredygtighedskriterium i analysen. Det ville formentlig gøre det muligt at nå frem til nogle stærkere policy-anbefalinger.

Den skarpeste analyse i kapitlet er om beskatningen af olie- og gasindvindingen i Nordsøen. Det dokumenteres at staten overlader en unødvendig stor andel af sine olie- og gasindtægter til olieselskaberne. Det anbefales at staten sikrer sig en større og rimelig andel af overskuddet fra Nordsøen. Forslaget s. 389 om en generel ændring af selskabsbeskatningen, så overnormale profitter i det hele taget pålægges en højere skat, fortjener en grundig analyse, da det også kan medvirke til at løse andre miljø- og naturressourceproblemer.

Hvis olieselskabernes andel af overskuddet sænkes, bliver der et større provenu til investering i den omstilling til vedvarende energi og energieffektivitet, som skal gennemføres.

Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Repræsenterer Forbrugerrådet i Det Miljøøkonomiske Råd


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis