Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Krisen kalder på grønne job – svar i Politiken

Sekretariatsleder Christian Ege kommenterer Lars Trier Mogensens artikler om grønne jobs

Lars Trier Mogensen (LTM) har i to ret surrealistiske ”Signaturer” d. 21.7. og d. 9.8. hejlet regeringen igennem for intet at have gjort for at skabe job og forberede Danmark på fremtiden. Han ender så med en interessant opfordring om at samle 90’ernes team af Mogens Lykketoft, Anders Eldrup og Marianne Jelved. Disse har alle tre her i deres modne alder udtrykt tanker om en mere bæredygtig økonomi, som kan efterlade en klode, som kan give vores efterkommere et acceptabelt liv. Der ligger ganske rigtigt mange job gemt i at lave en sådan omstilling af økonomien.
Man må så bare undre sig over, at LTM i sine artikler ser totalt bort fra alle de initiativer, som regeringen har taget, som bevæger sig lidt i denne retning. Det gælder energiforliget, hvor ambitionen er hævet betydeligt i forhold til den tidligere regerings. Det gælder kickstarten, hvor man fremrykkede offentlige investeringer for 11 mia. i 2012 og 8 mia. i 2013. En del af disse går til renovering af bygninger, herunder energirenovering. Det skaber job, og det giver en tiltrængt forbedring af offentlige bygninger, som ikke lever op til dagens energistandarder. Tilsvarende har man fremrykket 5,5 milliarder til renovering af almene boliger – samt forhøjet rammebeløbet for 2012 med 4.1 mia. kr. Fra nytår kommer en målrettet støtteordning til energirenovering af private boliger. Der er afsat 500 mio. kr om året til forbedring af kollektiv trafik og flere penge til elektrificering af jernbaner og til flere cykelstier – også jobskabende.
For at disse tiltag kan gennemføres kræves en stor uddannelsesindsats, bl.a. inden for erhvervsuddannelserne, hvor der er et stort efterslæb. Her har man i et bredt forlig afsat 2,6 mia. kr til at skaffe yderligere 10.500 praktikpladser – og (kun med Enhedslisten) 245 mio. til at forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Men der er brug for en langt større indsats her, herunder skal der satses mere på de grønne elementer i håndværkeruddannelserne, for at kunne leve op til fremtidens krav.
Nu mangler vi bl.a. grønne skatteomlægninger, som kan fremme grønne job. Den indgåede skatteaftale indeholdt enkelte grønne elementer som forhøjelse af beskatning af firmabiler. Men der er brug for langt større grønne skatteomlægninger – som regeringsgrundlaget også lægger op til. Her kunne vi godt bruge en LTM til at presse på for at der sker noget. Men det kræver, at LTM bliver en lille smule konkret.

Christian Ege, sekretariatsleder, Det Økologiske Råd

Bragt i Politiken d. 14.8.2012


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis