Stor opbakning til grønnere transport
![]() |
Det er glædeligt, at et stort flertal af europæerne er villige til at lave større ændringer for at opnå en mere grøn transport. |
Bl.a. var 60 % villige til at betale mere for deres bil, hvis det kan bidrage med at nedbringe emissioner. Det viser en stor europæisk undersøgelse baseret på 25.570 personer i alle EUs 27 medlemslande, lavet for EU-Kommissionen.
“Transportsektoren er det største problem i forhold til at nedbringe CO2-belastningen, og derfor er det ekstra glædeligt at et stort flertal af europæerne bakker op omkring større grønne ændringer i transportpolitikken”, siger Jeppe Juul, trafikmedarbejder i Det Økologiske Råd
Lidt over halvdelen af bilisterne (53 %) i Europa støtter også at bilbeskatningen ændres til fordel for en kørselsafgift baseret på hvor meget man kører, mens 20 % er i tvivl eller ikke har svaret.
I Danmark er hele 57 % for en sådan omlægning mens kun 28% er imod. 15% af de adspurgte danskere har svaret “ved ikke” eller har undladt at svare. Således støtter ⅔ af de danskere der har taget stilling til spørgsmålet, en omlægning.
“I stedet for at beskatte ejerskabet af en bil bør man beskatte den faktiske brug af bilen i form af en afgift pr. kørt km. I første omgang bør man indføre en simpel kørselsafgift baseret på km-tælleren i bilen.”, siger Jeppe Juul.
Regeringen har indtil videre opgivet at indføre en kørselsafgift. I 2009 erklærede regeringen sig villig til at arbejde på et satellitbaseret roadpricing-system. Da dette gav problemer, udsatte man det på ubestemt tid, og regeringen har aldrig været villig til at se på en simpel kørselsafgift.
“Der mangler i høj grad politisk vilje til at gøre det nødvendige på transportområdet. Politikernes frygt for at røre ved området står i stor kontrast til borgernes holdninger. I stedet fortsætter staten med at fejlinvestere milliarder af skattekroner i nye motorvejsprojekter og forværre problemerne”, slutter Jeppe Juul.
Udover at støtte en kørselsafgiften er 3 ud af 4 danskere ifølge undersøgelsen villige til at gå på kompromis med deres bils hastighed, hvis det kan hjælpe med at nedbringe CO2-udledning. Kun 18% er ikke villige til dette.
Samtidig er 2 ud af 3 villige til at gå på kompromis med deres bils størrelse. 57% mod 29% er villige til at gå på kompromis med deres bils rækkevidde, mens 14 % er i tvivl eller ikke har svaret.
55% mod 34% er villig til at gå på kompromis med prisen, mens 11% er i tvivl eller ikke har svaret.
“Undersøgelsen viser også, at en manglende udbygning og sammenhæng i den offentlige transport, samt et alt for højt prisniveau er afgørende for at mange fravælger den offentlige transport”, siger Jeppe Juul.
I undersøgelsen angiver 2 ud af 3 af dem, der ikke primært bruger offentlig transport, at manglende forbindelser er en vigtig eller meget vigtig grund til at de ikke bruger offentlig transport.
44% angiver at den manglende frekvens i afgange er vigtig eller meget vigtig for dem.
52% angiver at det er vigtigt eller meget vigtigt for dem, at den offentlige transport er for dyr
Link til undersøgelsen: http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_312_en.pdf