EUs nye støjkrav lader larmende biler gå fri

Efter en vigtig afstemning i Europaparlamentet i dag står det klart at fremtidens personbiler kommer til at støje mindre, mens nogle af de mest larmende køretøjer som fx lastbiler og sportsbiler får lov til at larme det samme eller mere end i dag.

“Desværre valgte parlamentets flertal at følge bilindustriens anbefalinger, hvilket betyder at de mest larmende køretøjer slipper forholdsvis let og at man ikke får den effekt på den samlede støjbelastning som der var lagt op til med Kommissionens forslag”, siger Jeppe Juul trafikmedarbejder i Det Økologiske Råd.

Det er bl.a. sportsbiler og lastbiler, der nu står til mere lempelige støjkrav, stemt igennem af primært den konservative gruppe og socialdemokrater i bilproducerende lande som Italien og Spanien.

“Beklageligvis lykkedes det samtidig for bilindustrien at få introduceret en række smuthuller i lovgivningen. Bl.a. behøver de ikke teste støjniveauet på køretøjerne på helt de samme køretøjer, som kommer på vejene, ligesom køretøjerne gerne må testes på slidte, overpumpede og dermed mere støjsvage, dæk”, siger Jeppe Juul.

Trafikstøj har stor betydning for menneskers sundhed, og står i Danmark bag omkring 5% af alle tilfælde af diabetes og slagtilfælde.

Vi havde gerne set at de nye krav træder hurtigere i kraft, og at de mest larmende køretøjer var blevet markant dæmpet. Koblet med den overordnede stigning i vejtrafikken er dagens beslutning desværre bare ikke godt nok.”, siger Jeppe Juul.

Samtidig besluttede EU parlamentet, at stille biler som elbiler og hybridbiler, fremover skal have et tvunget støjsystem, der skal kunne aktiveres når bilen kører mindre end 20 km/t.

“Det er tankevækkende at vi er blevet så vant til støj, at man nu vil kræve støj tilsat på stille biler. Der er ingen danske erfaringer, der viser at det skulle være nødvendigt at tilsætte lyd til elbiler og det virker derfor som noget af en overreaktion”, siger Jeppe Juul.

Trafikstøj koster omkring 2,1 mia. kr årligt i Danmark.

Yderligere oplysninger

Jeppe Juul, mobil 30299982