Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Er der behov for flere veje?

Artikel af Christian Ege i Altinget  
Mange røster kræver for tiden – også her i Altingets debatspalter – investeringer i nye motorveje og udvidelser af eksisterende. Det er skruen uden ende. Erfaringen viser, at de udvidede motorveje hurtigt fyldes op igen, hvis man ikke gør noget andet for at begrænse trængslen.

Der er ingen tvivl om, at mange mennesker har behov for at køre i bil, især uden for byerne og uden for hovedstrækningerne mellem byerne. Vi kan heller ikke undvære godstransport på vejene. Men pointen er at vi skal have begrænset den unødvendige biltrafik – for at skabe plads til den nødvendige. Men mener alle ikke, at netop deres biltransport er nødvendig? Måske, men…

D. 23.5. kunne man læse i medierne, at danske børn bevæger sig mindre end nogensinde, og at vi har europæisk bundrekord på dette felt. En af forskerne bag undersøgelsen, Jens Troelsen, Syddansk Universitet, anbefalede forældre at overveje, om de ikke kunne cykle med deres børn til skole. Men hvorfor er det at så mange kører deres børn i skole? Lur mig om det ikke i mange tilfælde skyldes, at forældrene gerne vil køre i bil resten af vejen til deres arbejdsplads – og så har de ikke lyst til at cykle med børnene til skole for så at tage hjem igen og hente bilen. Men hvis man nu tænker den anden vej rundt: det er vigtigt at børnene vænner sig til at cykle – og så møder de også friskere til undervisningen. Er det så også muligt for forældrene at undvære bilen til arbejde? Det vil det ikke være for alle – men for mange. Og hvis de nu f.eks. har 5 eller 7 km til toget – så kan en elcykel være den perfekte løsning. Men hvad så med den anden ende – hvis nu arbejdspladsen ligger 3 km fra stationen? Så kan en stationscykel være løsningen. Og hvis man ikke har lyst til at stå for vedligeholdelse af 2 cykler, kan man jo foreslå en fælles ordning på arbejdspladsen, som kan stille cykler til rådighed til transport mellem hjem og arbejdsplads. Enten kan arbejdspladsen købe cyklerne, eller medarbejderne kan selv betale. I det sidste tilfælde kan man betale for cyklerne ”før skat” og få en skattefordel – den praksis har Skat sagt god for.

Dette var blot et eksempel. Man hører så tit udsagn som: ”Med offentlige vil det tage mig 1½ time hver vej, mens jeg kan gøre det i bil på 40 minutter”. Men bag dette ligger, at så starter man måske med at køre børnene i skole. Desuden er den tid, som bruges i tog, til ens egen rådighed – om man så vil arbejde eller læse en bog – mens tiden i bil er spildtid. Ofte vil de 1½ time med offentlige også inkludere en langsom bus, ventetid og måske en større gangafstand. Dette kan minimeres ved cykling, evt. elcykel. Og endelig skal man til tiden i bil lægge ½ time i motionscentret hver aften – hvis man gerne vil have et langt liv!

Med andre ord, med lidt kreativ tænkning kan en kombination af cykel og kollektiv trafik være attraktiv. Jeg skal gentage – det gælder ikke for alle. For nogle, især på landet, vil bilen fortsat være nødvendig. Men det er kun ca. 20% af os der bor på landet. Ofte hører man, at cykling og kollektiv transport, det er for københavnere. Man fristes til at tro at Danmark kun består af København og landdistrikter!

En anden mulighed er samkørsel. Det sker i meget ringe grad. Hvorfor? Nok bl.a. fordi det er for billigt at køre i bil, så mange føler at de fint kan køre efter hinanden i hver sin bil. Og de senere år er det blevet stadig billigere både at købe og bruge bil. Registreringsafgiften er faldet stærkt siden 2007, og de seneste år er prisen på benzin og diesel faldet drastisk. Det kunne løses med grønne afgiftsomlægninger, hvor vi lettede indkomstskatten og lagde mere afgift på forbrug af fossile brændsler.

Vi skal med andre ord se på transportbehovet, før vi bevidstløst udbygger vejnettet. Det gjorde Trængselskommissionen i nogen grad. Dens rapport udkom i 2013, hvorefter den blev lagt i mølpose. Hvad med at tage den frem igen?

Christian Ege, sekretariatsleder, Det Økologiske Råd

Artikel bragt i Altinget d. 2. juni 2016


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis