Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Høringssvar 2008

Høringssvar til EU-lov om CO2-emissioner fra biler

Høringssvar

Det Økologiske Råd og Danmarks Naturfredningsforenings høringssvar til EU-kommissionen til EU-lov om CO2-emissioner fra biler

Observationer mht. drivhusgasser og specielt CO2-emissioner og deres effekt på jordklodens økologi og balancer peger i retning af både større udledninger og større effekt. På den baggrund må det anses for vigtigt, at EU holder fast i – og ikke svækker - sine ambitioner for transportens bidrag. Målet om gennemsnitlig 120 g CO2 pr km for nye biler fra 2012 bør fastholdes, som det senest blev bekræftet i 2006 af ministerrådet. Det er ikke en god vej, at tillade 130 g pr km og søge andre midler til yderligere reduktion på 10 g pr km. Disse supplerende midler bør gennemføres under alle omstændigheder, men må anses for usikre. Specielt ideen om at lad biobrændsel spille en større rolle er tvivlsom i betragtning af, at fremstillingen af biobrændsel (især 1. generations-) næppe reducerer CO2-udledningen ret meget og i øvrigt indebærer en række uhensigtsmæssigheder i forhold til fødevareforsyning, bevaring af regnskov mv.

Udmøntning af kravet

Der opereres med en såkaldt ”slope”, dvs. en skæv fordeling af CO2-kravet afhængig af bilstørrelsen. Hvis en sådan gennemføres, er det afgørende, at den er så ”flad” som muligt, dvs. at den øgede CO2-mængde, som tillades de store biler er så lille som mulig. Samtidig må denne ikke defineres på baggrund af bilens vægt, da det vil give en motivation til at gøre biler tungere – hvilket dels øger faren for, at målet ikke nås, dels vil være til skade for trafiksikkerheden. Den kan i stedet bygge på det såkaldte footprint, som er defineret som arealet mellem hjulene (akselbredde gange afstanden mellem akslerne). Dette ”fodaftryk” er i Kom.’s forslag kun medtaget som noget medlemslandene skal indberette. Den danske regering nævner i sin ”foreløbige generelle holdning”, at den vil bede Kommissionen afklare, hvorvidt brug af bilens masse som grundlag vil motivere til at øge massen, ligesom regeringen peger på ”fodaftryk” som et muligt alternativ.

Mål på længere sigt: 80 g/km i 2020 og 60 g/km i 2025

I lyset af at den samlede CO2-udledning bør reduceres med 30% i 2020 og 60-80% i 2050 bør forbedringerne af bilernes energieffektivitet ikke stoppe i 2012. For at give industrien klare rammer og perspektiver bør der opstilles mål for 2020, hvor de nye biler i gennemsnit højst bør udlede 80 g/km, mens tallet for 2025 bør være 60 g/km. Derved vil der for industri og forskere være inviteret til udvikling af teknologiske gennembrud.

Der bør også fastsættes bindende krav til varebilers CO2-udledning samt med sikring af, at eventuelle svagere CO2-krav til varebiler medfører, at visse personbiler bliver registreret som varebiler for at slippe billigere i afgifter.

Mere effektive motorer ikke nok

De hidtidige erfaringer viser, at selv om der faktisk er gennemført forbedringer af bilmotorernes effektivitet, så emissionerne pr km er reduceret (EU: 1995-2004 12,4 %), er transportens CO2-emissioner vokset. Det skyldes øget kørsel samt tungere biler. Udsigterne fremover er fortsat øget velstand (= større biler) og øget kørsel; f eks har den danske infrastrukturkommission forudsagt en vækst på 70 % kørsel på statsvejnettet frem til 2030. Det øvrige danske vejnet må antages også at få væsentlige vækstprocenter. En reduktion af bilernes emissioner pr km er nødvendig, men ikke tilstrækkelig for at sikre reduktion af transportsektorens CO2-emission. En begrænsning af kørselsomfanget er også nødvendig. Og kørselsafgifter synes at være det eneste realistiske middel til at sikre dette. Det er EU’s politik at lægge afgifterne på brugen af bilerne og ikke på bilkøb – og også i Danmark kan indførelse af kørselsafgifter mest realistisk ske i form af reduktion/omlægning af registreringsafgiften. Men da det samtidig er afgørende at motivere bilkøberne til at købe de mest brændstoføkonomiske biler, skal man dels opretholde en vis registreringsafgift, dels differentiere kørselsafgiften efter, hvor langt den pågældende bil kører pr. liter. Endelig bør der indføres registreringsafgift på tunge køretøjer – og også denne skal være differentieret efter brændstoføkonomi.

Resume

  • Målet om gennemsnitlig udledning af maksimalt 120 g CO2 fra nye biler i 2012 bør fastholdes
  • Et evt. ”slope” dvs. at store biler må udlede mere end små biler, skal være så ”fladt” som muligt og må ikke defineres ud fra bilens vægt, men derimod ”footprint”
  • På længere sigt bør målet være: 80 g/km i 2020 og 60 g/km i 2025
  • Den stadigt voksende transportmængde nødvendiggør, at der også arbejdes med begrænsning af transportefterspørgslen. Kørselsafgifter differentieret efter bilens brændstoføkonomi vil være det mest effektive reguleringsinstrument.

Med venlig hilsen

Christian Ege
Det Økologiske Råd

Janne Wichard Petersen
Danmarks Naturfredningsforening


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis