Arrow
Arrow
Sig nej til mikroplast
Slider

Høringssvar 2008

Høringssvar til EU-Kommissionens udkast til klima- og energipakke

Høringssvar fra Det Økologiske Råd for EU-Kommissionens udkast til klima- og energipakke

Det Økologiske Råd skal hermed fremlægge sine synspunkter til og vurdering af den klima- og energipakke, som blev fremlagt af EU-Kommissionen den 23.1.08

Pakken er omfattende, men vi har valgt at fokusere på de vigtigste hovedelementer i pakken. Manglende omtale af andre dele af pakken er derfor ikke automatisk ensbetydende med en positiv holdning. Høringssvaret er opbygget, så de nummererede punkter (samt bullit points) indeholder vores konkrete forslag, som så uddybes under ad 1) osv. Dvs. at selve punkterne kan læses som resumé af høringssvaret.

Direktivforslaget om 20 % VE i 2020

Det Økologiske Råd støtter beslutningen om 20 % VE i 2020, i forhold til EU’s udfordringer med reduktion af klimagasser og en øget forsyningssikkerhed – ligesom der vil være en hel del nye jobs i denne beslutning. Vi støtter også, at beregning sker i slutenergiforbruget. Men Rådet foreslår

  • at kravet konsekvensrettes til 22 % VE i 2020 – beregnet efter slutenergiforbrug.

  • at udbygningskravene for VE indlægges som en lineær forpligtelse fra 2009 til 2020, idet der indlægges bindende trinmål hver andet år frem til 2020

  • at der fastlægges en betydelig strafafgift ved manglende overholdelse af trinmålene

  • at den manglende sammenhæng mellem VE-potentialer og VE-krav til landene må medføre, at der etableres bedre handelsmuligheder for ustøttet VE i form af GoO’s over grænserne end der er lagt op til i dette direktivforslag

  • at fjerne landenes vetoret over for salg af ustøttede GoO’s over grænserne,

  • at fjerne kravet om, at handel med ustøttede GoO’s skal foregå fra ”hele” anlæg, og derved give mulighed for at alle ustøttede GoO’s kan handles over grænser.

  • at der skabes mulighed for at stater eller grupper af stater indgår handelssamarbejdet om VE eller gives mulighed for at overføre deres forpligtelse for 20 % VE i 2020 til andre parter, dog således at det nationale ansvar for opfyldelse af slutmål og trinmål fastholdes.

  • at der skal fastlægges bedre regler for retten til indpasning af VE på transmissionsnettene, således at nationalstaterne ikke kan bruge dette som undskyldning for manglende udbygning.

Ad 1 og 2) Beregning efter slutenergiforbrug mindsker ambitionen i de 20 % VE i 2020 med ca. 2 %, hvorfor kravet bør skærpes til 22%.

Ad 2 + 3) De indikative VE mål år for år frem til 2020 er lagt ind som en eksponentiel kurve frem til 2020 med mindre stigninger i VE-procenten frem til 2015 og derefter kraftigt voksende VE-procenter. VE-branchen har derimod brug for en jævn stigning i VE-udbygning, for at sektoren har kapaciteten til udbygning og får udnyttet denne kapacitet fra start, så udbygningen kan ske billigst muligt. Desuden er der i forhold til klimaforandringerne brug for en indsats meget hurtigt. Endvidere er der ikke lagt bindende trinmål ind i direktivforslaget, ligesom der ikke er fastlagt forslag til strafafgifter ved landenes manglende overholdelse af de nationale krav i 2020.

Ad 4) Fordelingsnøglen for øgning af VE andelen i EU’s energimiks fra omkring 7 % (eller ved angivelse i slutforbrug 8,5 %) til 20 % i 2020 er valgt dels som en ”flat rate” fordeling til landene og dels efter landenes økonomiske formåen, efter BNP pr. capita. Herved er valgt et fordelingsprincip, som ikke tager hensyn til de faktiske potentialer for indpasning af yderligere VE i EU-landene. Denne manglende sammenhæng mellem forpligtelse og potentiale resulterer for en del lande i enten et større opstillingskrav end der er VE-potentiale til (typisk er Belgien og Luxembourg) eller et mindre opstillingskrav end der er potentiale til (typisk er UK). Overordnet set er de nye medlemslande i øst sluppet billigere og de gamle EU-lande i vest har en større forpligtelse. Dette på trods af, at der er store potentialer for øgning af VE-andelen gennem energibesparelser i de nye medlemslande i øst - gennem en modernisering af energisektoren og energibesparelser i både industri og bygningssektoren. Herudover er der potentiale for samfyring med biomasse i eksisterende kulfyrede anlæg.

Ydermere vil nationale opstillingskrav ude af takt med VE-potentialerne lægge unødigt stort pres på udbygning af transmissionssystemer for elektricitet, i forhold til en handelsordning, som tillader udbygning med VE der, hvor både potentiale er størst og behov for transmissionsudbygning er mindst. Direktiv-udspillet fastlægger, at det er medlemsstaterne, der har forpligtelsen til at nå deres nationale andel af de 20 % VE i 2020 – stort set ved udbygning af VE i eget land (eller ved gennemførelse af energibesparelser, da målet er relativt og ikke absolut). Der er mulighed for, at medlemsstaterne handler VE i form af GoO’s direkte med hinanden, men her kræves - naturligt nok - at det sælgende medlemsland kun sælger af den VE del, som overstiger den i direktivet fremlagte udbygningskurve. Direktiv-forslaget åbner også et lille hul for private aktørers handel med ustøttede GoO’s, men her gives medlemsstaterne vetoret, og de private aktører pålægges at handle med hele anlæg, og ikke enkelte ustøttede GoO’s af f.eks. en størrelse på minimum 1 MWh. Som direktivforslaget er lagt frem ser handelsmulighederne derfor meget beskedne og teoretiske ud.

Ad 5, 6 + 7 En sådan øgeet handelsmulighed ville åbne op for, at grupper af lande etablerede effektive handelssystemer for GoO’s – ligesom disse lande ikke behøvede at være fysisk forbundne, da en handelsordning er en økonomisk transaktion og ikke en fysisk levering af strøm eller varme. En sådan åbning vil ikke forringe muligheden for at fortsætte med nationale støtteordninger til fremme af VE som feed in tariffer, udbud, skattefordele m.v.

Tværtimod ser vi en kombination af nationale støtteordninger og bedre muligheder for at handle med ustøttet VE i form af GoO’s som en sikkerhed for, at trinmål i en lineær udbygningstakt kan overholdes.

Krav om 10 % vedvarende energi i transporten

Det eksisterende direktiv fastlægger, at alle medlemslande skal indfase 5,75 % biomasse i transportsektoren i 2010. Dette krav forstærkes i det fremlagte direktivforslag til 10 % i 2020, men ordlyden i artikel 3 er ændret til vedvarende energi. Dette åbner op for en satsning på el i transportsektoren, hvilket er langt bedre, både for miljø og energieffektivitet. Samtidig flytter det udledninger fra den nationale reduktionsforpligtelse fra 2013 til den EU-baserede reduktionsforpligtelse fra 2013.

El som drivmiddel har endvidere den fordel, at det kan bringes til at balancere en øget indpasning af fluktuerende elektricitet fra vind og sol i et samlet EU el-net og dermed reducere behovet for back-up kraft, reservekraft og transmissionsnet-udbygninger.

Kravet fra Kommissionen er fulgt op af et krav om bæredygtighedsvurdering af anvendelse af biomasse, hvor det forsøges sikret, at fremskaffelsen af den anvendte biomasse ikke er årsag til klimaødelæggelser eller skovreduktioner andetsteds. Desuden skal en LCA vurdering fremvise et positivt klimagas-regnskab, og der er fastsat en CO2 fortrængningsfaktor på 35 % - hvilket imidlertid er meget lavt.

Men et sådant bæredygtighedskrav ændrer ikke på realiteterne, så længe der ikke opereres med certificering af hele lande. Med projektcertificering på hektarbasis vil der blot ske det, at biofuels til EU vil konteres som kommende fra ”gode projekter”, mens al anden biofuel vil komme fra de dårlige projekter. Samlet set vil det ikke hjælpe til at forebygge miljø- og klimatruslen fra produktionen af biofuels – medmindre andre lande følger EU's eksempel.

I direktivforslaget er der ikke taget stilling til, at anvendelse af biomassen i kraftvarmesektoren også vil øges i kraft af kravet om 20 % VE i 2020 – og at denne anvendelse samlet set er mere energieffektiv og dermed mere klimagasfortrængende end anvendelsen i transportesektoren.

  • Biomasse bør – udover at den skal produceres bæredygtigt - anvendes, hvor CO2 fortrængningen er størst, hvilket vil sige kraftvarme i stedet for transport.

  • Der bør satses på vedvarende energi især i form af el i transportsektoren, både i biler, tog m.v. Der bør desuden stilles forstærkede krav til motorers effektivitet.

  • Skal der åbnes for biofuels i transporten må en certificeringsordning basere sig på certificering af hele lande – ikke enkeltprojekter

  • markedsføring af biodiesel og bioethanol skal ikke gennemtvinges, f.eks. ved hjælp af tvungen opstilling af særlige standere m.v..

Direktivforslag til ændring af EU’s kvotehandelssystem fra 2013

Fordelingen af kravene til reduktion af drivhusgasser i EU er ganske fornuftig – med enkelte grimme pletter. Det Økologiske Råd støtter at udtage den kvoteomfattede energiintensive industrisektor fra nationale tildelingsplaner, og give disse sektorer et samlet EU-mål i kraft af en samlet mængde udledningsrettigheder fra sektorerne i 2013 og frem. Vi støtter også indlemmelse af flere drivhusgasskabende sektorer i den EU-omfattede energiintensive sektor.

Vi støtter at adskille de virksomheder, der er omfattet af EU’s kvotehandelssystem og de sektorer, som er omfattet af nationale forpligtelser – hvor forpligtelserne på hvert område er fastlagt efter, at de marginale omkostninger ved reduktionen er ens. Vi støtter også, at medlemsstaterne ikke får mulighed for at opfylde deres nationale forpligtelse ved at købe kvoter fra de den EU-omfattede kvotehandelsordning. Vi støtter opdeling af de kvoteomfattede sektorer, således at el- og varmesektoren skal købe sine kvoter gennem 27 nationale auktioner med ret til køb fra kvoteomfattede virksomheder over hele EU. Vi støtter, at energiintensive sektorer skal købe et stigende antal kvoter gennem auktion. Vi støtter at 10 % af de samlede provenu fordeles til ”trængende” stater.

Derimod finder vi, at

  1. der bør ikke tillades gratis tildeling af kvoter til kraftvarme-produktion.

  2. 80 % gratis tildeling i 2013 til energiintensive industrier er for højt.

  3. konkurrenceudsatte energiintensive virksomheder bør ikke tildeles næsten alle udledningsrettigheder gratis i hele perioden frem til 2020.

  4. det er for lavt sat, når Kommissionen foreslår, at kun 20 % af provenuet skal øremærkes til de i §10 nævnte formål under a – g. Provenuet skal i det store og hele anvendes til klimarelaterede formål og eventuelle sociale kompensationer.

  5. det skal ikke være muligt at anvende store dele af eller hele de 20 % øremærkede midler til CCS formål. Muligheden for støtte til CCS skal udtages – eller som minimum begrænses til f.eks. 5 % af det samlede provenu fra auktionering

Ad 1) Selv om det er fornuftigt at udnytte brændslerne bedst muligt ved kraftvarme, så er det oftest kulbaserede anlæg, som vil få denne økonomiske tilskyndelse.

Ad 3) , En lavere tildeling vil sikre de bedste industrier en markedsmæssig fordel. Mange sektorer sikres en innovation, som på længere sigt gør industrierne både mindre energiintensive og mere konkurrencedygtige.

Ad 5) Uden en sådan begrænsning vil der i en række lande ikke være midler til de øvrige og klart mere bæredygtige formål. .

Direktivforslag om reduktion af udledning af klimagasser i EU i 2020

Vi støtter EU-Kommissionens valgte fordeling af reduktionskrav i forhold til landenes økonomiske formåen. EU var selv hoveddrivkraft på klimatopmødet på Bali for indskrivning af et videnskabeligt baseret reduktionskrav på 25 – 40 % i de rige lande, hvis den globale temperaturstigning skulle holdes under 2 – 3,2 grader Celsius. Forslaget må derfor så åbenlyst ses som et meget gennemskueligt forsøg på at få landene med på -20 % for derefter at hæve dette krav til – 30 % eller mere. Dette nævnes således også i direktivforslaget. Denne strategi blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i marts 2007, imod svensk og dansk anbefaling om – 30 % med det samme – og kan derfor vanskeligt omgøres af EU-Kommissionen. Med udvidelsen af sektorer omfattet af kvotehandel vil denne del udgøre lidt over halvdelen af EU’s udledning af drivhusgasser. De resterende sektorer vil være omfattet af nationale krav til reduktion.

Det er klart, at rige lande må yde mere til afhjælpning af klimaproblemer end fattige – også inden for EU. Vi finder det ligeledes spændende, at de nationale regeringer nu for alvor er nødt til at tage fat i reduktioner af udledninger fra de tilbageværende sektorer, nemlig transporten, landbruget og bygninger m.v. uden for kollektive forsyninger. Herved begrænses den udbredte nationale handlemåde med at ”dække over” transportens stigning i udledning af drivhusgasser ved at lægge større krav på f.eks. energisektoren i stedet for. Det danske krav om 20 % reduktion i de ikke kvoteomfattede sektorer i 2020 i forhold til 2005 er derfor en udfordring.

Men Det Økologiske Råd

  1. finder, at 20 % reduktion af udledning af klimagasser i 2020 i EU er slet ikke nok.

  2. vurderer, at denne strategi er skadelig på flere områder – for det første skaber den unødig usikkerhed om det fremtidige kvotemarked og priserne på kvoter efter 2012 i EU, og for det andet skaber den et dårligere grundlag for EU’s nødvendige lederskab i klimaprocessen frem til en beslutning i København i 2009.

  3. finder endvidere at det kan beregnes, at kravet om 20 % VE i 2020 og kravet om 20 % reduktion i udledningen af klimagasser i 2020 ligger på nøjagtig samme niveau. Da der er tæt sammenhæng mellem støtten i kraft af feed in tariffer eller prisen på GoO’s og prisen for CO2 kvotebeviser i EU ETS, så er valget af 20 % reduktion ganske uheldigt valgt i forhold til at sende et klart markedssignal til aktørerne.

  4. finder det ikke fornuftigt at lade transportsektoren indgå i EU ETS, med opdelingen vil transport sektoren stå for godt en tredjedel af de udledninger, som der stilles nationale krav til reduktion af, og det vil derfor være vanskeligt fortsat at undgå en helt nødvendig indsats over for transportens forbrug af fossile brændsler.

  5. foreslår, at et lands manglende målopfyldelse i 2005 i forhold til en lineær fremskrivning mellem udledning i 1990 og krav i 2008-12 tillægges det reduktionskrav, som udmeldes i direktivforslaget i forhold til 2005.

  6. foreslår, at det fastlægges, at EU’s krav om 30 % reduktion i 2020 skal gennemføres inden for EU’s grænser, samt at der lægges yderligere krav på f.eks. 10 % reduktion oveni, som kan gennemføres ved anvendelse af CDM, og dermed bidrage til den helt nødvendige teknologi-overførsel til u-lande, ligesom et krav om at bidrage til reduktion af skovødelæggelse i u-lande skal gennemføres.

  7. foreslår, at et lands manglende målopfyldelse i 2005 i forhold til en lineær fremskrivning mellem udledning i 1990 og krav i 2008-12 tillægges det reduktionskrav, som udmeldes i forhold til 2005.

Ad 1) Der er brug for mindst 30% reduktion – inden for EU's egne grænser.

Ad 6) Det store problem i dette direktiv-forslag er den omfattende mulighed for brug af de fleksible mekanismer CDM og JI til opfyldelse af nationale og virksomhedskrav. Det er simpelthen nødvendigt at en rig ”region” som EU går forrest med en egentlig omstilling til et low-carbon samfund – og ikke blot køber sig til en udsættelse af omstillingen gennem mere eller mindre tvivlsomme CDM projekter.

Ad 7) Der er problemer med skiftet af grundlag for reduktionskrav fra 1990 udledningen til 2005 udledningen. Lande som har haft lov til at øge deres udledninger voldsomt fra 1990, og som i 2005 slet ikke er på vej mod deres ”reduktionsmål” i 2008-12 (f.eks. Spanien), har fået alt for slappe reduktionsmål ved denne fordeling. Dette sker udelukkende, fordi Spanien indtil nu har ladet næsten hånt om Kyoto-forpligtelsen. En sådan handlemåde må ikke belønnes, som det gøres med den fremlagte ændring af basisår.

Prisen for 20 % VE i 2020

Der er et paradoks i kravene om 20 % VE i 2020,som sandsynligvis være mere ambitiøs end den meget lve 20 % reduktion i udledning af klimagasser. Derfor vil prisen for udbygningen med VE / pris på GoO’s kunne beregnes at være urimeligt høj, mens prisen for 20 % reduktion af klimagasser vil være urimeligt lav / CO2-kvoterne vil nærme sig en værdi på nul.

Endvidere er det ganske uklart, hvordan energispareindsatsen indtænkes i dette regnestykke. Satses meget på energibesparelser, som klart er den billigste løsning på både 20 % VE og 20 % reduktion af klimagasser, så vil den beregnede pris for en udbygning med 20 % VE falde kraftigt.

  • Et realistisk mål for EU på 30 % reduktion af udledningen af klimagasser i 2020 vil være et skrappere krav end 20 % VE i 2020, hvorfor det vil være dette mål, som vil være drivkraft for indsatsen og dermed være CO2-kvoterne som vil have en høj pris, mens GoO’erne vil falde i pris.

Kommunikation om energieffektivitet

Dette er den klart svageste del af Energi- og klimapakken. De beskrevne handlingsplaner m.v. som landene har udfærdiget og (ofte med stor forsinkelse) har indsendt til EU-Kommissionen er simpelthen ikke troværdige, hvilket skinner igennem i beskrivelsen af disse i denne ”Kommunikation”.

  1. Pakkens energibesparelsesdel burde være bindende, idet energibesparelser og forøget energieffektivitet er det billigste virkemiddel til opnåelse af de ønskede effekter med reduktion af udledningen af drivhusgasser og forøgelse af andelen af VE i EU.

  2. Udmøntningen af ECO-Design direktivet skal speedes op – og gøres langt mere ambitiøst.

Ad 1) Gennemførelsen af energibesparelser er baseret på virkemidler, som skal implementeres over for en stor mængde slutforbrugere, hvorimod gennemførelsen af reduktioner og mere VE er baseret på et fåtal ganske store og professionelle aktører. Mange lande har derfor vist sig meget lidt effektive til at få høstet det meget store energisparepotentiale, som findes i alle sektorer af slutbrugere og i reduktion af konverterings- og transmissionstab. Her burde EU-Kommissionen komme disse lande til hjælp ved at fastlægge bindende krav til energibesparelser og energieffektivitet.

Ad 2) Så længe dette ikke sker, er EU nødt til at gennemføre ambitiøse krav til minimumsstandarder for energiforbrugende produkter – gerne efter princippet om, at højst de 25 % mest energieffektive produkter, som yder samme service må findes på EU’s marked om tre år. Og at der skal gennemføres en energimærkning på langt flere områder end i dag, for herigennem at fremvise fordelene ved en sammenvejning af både købspris og driftsomkostninger til fordel for de mest energieffektive produkter.

Direktiv om CCS

Det Økologiske Råd finder, at:

  1. CCS bør ikke være en hjørnesten i europæisk energipolitik.

  2. et evt. niche-arbejde med CCS må ikke skade indsatsen for mere vedvarende energi og markant flere energibesparelser i EU.

  3. CCS kan være eneste reelle reduktionsmulighed i kulrige udviklingslande som Kina og Sydafrika, men anvendelsen af CCS bør ikke fastlåse EU’s energiproduktionsstruktur til kul i mange år frem gennem krav om CCS.

Rundt omkring i EU og i energiselskaberne i særdeleshed foregår der megen virksomhed for at fremstille en langsigtet mulighed for CCS som ligeværdig med den nødvendige indsats for at reducere udslippet af klimagasser hurtigt inden for de næste 10 – 15 år. Dette er ikke korrekt. Danmark bør derfor holde meget fast i, at billige reduktioner, som kan gennemføres med det samme, er at foretrække frem for langsigtede satsninger på teknologier, som vil forøge kulforbruget – og som vil lægge beslag på geologiske formationer, som kunne have været anvendt til geotermi m.v.

Med venlig hilsen
Søren Dyck-Madsen
Klima- og energimedarbejder i Det Økologiske Råd


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

"Skibet er ladet med" - åbent møde om det kommende energiforlig
Generalforsamling,
Det Økologiske Råd
Arrangementet er for foreningens medlemmer
Ons d. 26. april 2017 kl. 18.00
Store Kannikestræde 19, 1. sal 1169

 

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis