"Beat the Microbead"

Læs mere og download app'en her!

Image is not available

Foto: Henrik Hamrén, Baltic Eyes

http://www.ecocouncil.dk/global-okologi
Nyt nummer:
Global Økologi 1/2017
Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Høringssvar 2012

Det Økologiske Råds høringssvar til ”Energikøreplanen 2050”

Energistyrelsen
srn@ens.dk
og anvend@ens.dk
Amaliegade 44
1256 København K

Vi takker for fremsendelsen af høringsanmodningen. Vi finder, at det fortsat er en stærk dansk tradition at gennemføre høringer af vigtige EU-dokumenter så tidligt i processen som muligt.

Fremlæggelsen af ”Energikøreplanen 2050” udgør det fjerde led i en samlet ”Energipakke”, som skal behandles under det danske EU-formandskab. De tre andre dele af ”Energipakken” er ”Low Carbon Roadmap 2050”, Energisparedirektivet og Energibeskatningsdirektivet.

Vi er positive over for konklusionerne i ”Energikøreplanen” om, at det vurderes billigere at gennemføre en reduktion i drivhusgasudledningen fra energisektoren på 85 % i 2050 i forhold til 1990 end at lade stå til og intet gøre.

Dette er ingen overraskelse for os danske, idet flere scenarier også har vurderet, at det er billigere at overgå til 100 % vedvarende energi i 2050 end at lade stå til.

Desværre tager ”Energikøreplanen” (idet følgende ”planen”) udgangspunkt i 80 % reduktion af de totale udslip af drivhusgasser i 2050. IPCC udmeldte i 2007 et behov for reduktioner i de rige lande som helhed på 80 – 95 %, hvis sandsynligheden for at holde temperaturstigningen under 2 grader skulle være acceptabel. Denne udmelding byggede imidlertid på nogle forudsætninger, som ikke har vist sig at holde, hvorfor reduktionsbehovet må ligge i den ambitiøse ende op mod 95 %.

Ydermere oversætter planen de 80 % totale reduktioner til kun 85 % reduktionsbehov i energisektoren. Ved således at fastlægge et for lavt tal for energisektoren, så kommer planen desværre ikke i mål med scenarier, som er tilstrækkelig af hensyn til klimaet.

Vi støtter, at planen fastslår, at uanset hvilket scenarium, der henvises til, så indeholder dette et ambitiøst mål for energieffektivitet - tiden er ikke til at sløse med energien.

Men planen fokuserer på at levere ”brede” og dermed uambitiøse og ufokuserede løsninger, som alle lande, også de, som er endt i en historisk uheldig energisituation gennem manglende forudseenhed, skal kunne se sig selv i.

Kun ét scenarium peger i retning af anvendelse af EU’s egne energiressourcer til skabelse af nok energi, til forbedring af økonomien, til jobskabelse og til innovation i industrien. Det er scenariet med høj fokus på energieffektivitet og vedvarende energi. Desværre går Kommissionen ikke hele vejen, og skaber et fuldstændigt scenarium, som vi har gjort i Danmark.

I planen beskrives målene for 2020 som nærmest urokkelige. Og der fokuseres på 2030 i stedet. Det er en stor fejl. 2020 målene er vidt forskellige. Målet for 20 % VE i 2020 er rimeligt ambitiøst. Derimod er målet for reduktion af udledninger af drivhusgasser på 20 % i 2020 helt utilstrækkeligt og alt for uambitiøst, ligesom det frivillige mål om 20 % energieffektivitet langt fra nås med eksisterende virkemidler. I stedet burde målene opdeles i de tre del-elementer og deres hensigtsmæssighed beskrives hver for sig.

Tallene fra Kommissionens ”Low Carbon Roadmap 2050” viser, at en reduktion i udledninger fra EU på hjemlige 25 % i 2020 er økonomisk optimalt, såfremt de økonomisk optimale energibesparelser gennemføres. Sammenlignes forudsætningerne for tallet ”25 % hjemligt” så svarer det til 40 % reduktion i 2020, hvis man bruger de vedtagne regler for EU’s 20 % reduktion, hvor EU må opfylde 10 % med reduktioner uden for EU og reglen om, at 15 % må nås med reduktioner uden for EU, hvis EU går til 30 %.

Føres denne tankegang videre for et mål for reduktion af drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990, så skulle dette mål ligge på omkring 60 % reduktion, inkl. en fastholdelse af anvendelse af fleksible virkemidler uden for EU på 15 %. Vi anser ikke dette mål lettere at blive enige om end et forstærket mål for 2020, ligesom vi ser en klar fare i en fastlæggelse af et mål i 2030, når vi så åbenlyst har et meget uambitiøst mål i 2020. En sådan handlemåde fører enten til et alt for svagt mål også i 2030 eller til en alt for dyr opnåelse af et stærkt mål i 2030, idet man udskyder det meste af opfyldelsen til efter 2020. Planen beskriver selv, at hurtig handling er klart den billigste handling på langt sigt.

Desværre er planen ikke meget bevendt som køreplan. Den viger alt for meget uden om en beskrivelse af valg af udviklingsretning, den viger helt uden om problemstillingen med, at nogle lande faktisk er næsten på ret spor, mens andre lande er på vej lukt i den forkerte retning.

Og den viger uden om en egentlig beskrivelse af de markedsfunktioner, som er nødvendige for at sikre, at den ”rigtige” vej i EU’s energipolitik også er den økonomisk farbare vej for investorerne.

Endvidere mangler planen en afstandstagen fra at subsidiere fattige husholdninger og udsatte virksomheder gennem fastholdelse af rabatter på energiomkostningerne eller kunstigt lave energipriser ved undladelse af generel beskatning. Dette er det dummeste man kan gøre. Her må Kommissionen i stedet opfordre til at det marginale prissignal på især energi produceret på fossile brændsler og anden termisk produktion slår fuldt igennem også for disse energiforbrugere for at tilskynde til energibesparelser og brændselsskift. Kompensationen af sociale og konkurrencemæssige grunde kan så ske gennem hhv. industripolitikken og de sociale systemer.

Det er naturligvis vigtigt at EU’s industri fortsat eksisterer og er konkurrencedygtig både under og efter en omlægning af energisystemet til CO2 frit eller CO2 lavt. Her bør planen opdele industrien i sektorer, idet nogle industrisektorer har store innovative fordele af krav om og marked for energieffektive produkter, andre er stort set upåvirkede, da deres omkostninger ikke ligger på energiforbruget, mens enkelte virksomheder belastes ganske meget. Den sidste kategori er væsentlig at fokuserer på, så den ikke urimeligt kommer til at påvirke til en for svag politisk vilje fra EU.

Nogle af disse virksomheder er under pres, fordi de ikke i tide har formået at være innovative for hverken energieffektiv produktion eller proces, mens andre reelt set er innovative, men konkurrerer på et internationalt marked, hvor deres produkter prismæssigt skal konkurrere med samme varer produceret i lande uden ambitioner om omstilling af energiproduktionen.

Disse virksomheder skal der tages behørigt hånd om, idet EU’s ikke har råd til at miste for mange arbejdspladser i omstillingen, men modsat heller ikke kan holde hånden under virksomheder, som reelt set ikke er en del af EU’s konkurrencemæssige fremtid.

Flere steder er Kommissionens udspil alt for snævert i sine vurderinger:

En barriere - som overses i planen - for investering i vedvarende energi som vindkraft er, at vindkraft reducerer den generelle el-pris. Derved rammes investorens afkast fra eventuelle termiske eller nukleare el-produktioner, som denne allerede ejer. Denne barriere nævnes ikke i oplistningen over barrierer.

Endvidere virker det som om, at planen opererer med samme økonomiske rentabilitet for investeringer ved omlægning af energiforsyningen internt i EU som for fortsat import af fossile brændsler. I en tid med store problemer i Euro-zonen er det åbenlyst, at disse to konkurrerende beregninger absolut ikke er ligeværdige.

Planen mangler forståelse for et energimarked med klare priser, som afspejler rigelighed i energi, knaphed på energi eller leveringen af balanceringsydelser. Der fokuseres derimod meget på ”lagringsmuligheder”, også de som nødvendiggøres af en gammeldags ufleksibel termisk produktion af energi. Her bør i højere grad anvendes markedsmæssige styringsmidler og prissætninger for markedsgørelse af de mange fleksible forbrugs- og produktionsmuligheder, som allerede nu, og i særdeleshed i fremtiden, vil være en del af et energisystem baseret mere og mere på fleksible VE-produktioner.

”Energisparedirektivet”, som skulle levere ganske meget af den nødvendige energieffektivisering, er løbet ind i megen national modstand i en række EU-lande. Derfor bør planen påpege nødvendigheden af markedsbaserede energisparevirkemidler meget kraftigere.

Vi er enige i, at naturgassen fortsat spiler en rolle i EU. Men det må samtidig være en rolle, som bevidst skal være i aftagende efter omkring 2030. Det betyder, at investeringer i et stærkere gasnet skal fokusere på en udfasning af import af naturgas på længere sigt og en opbygning af biogas og bioforgasningsgas til en delvis erstatning – med klar fokus på anvendelsen af gassen til energiproduktion, som balancerer den svingende VE-produktion. En del naturgas eller biogas kan også anvendes til transport, især tunge køretøjer, mens en så simpel brug som ren opvarmning bør afvikles.

”Energikøreplanen” nævner korrekt behovet for F&U. Her er det helt afgørende, at alle energiarter tænkes sammen i fordelingen af midlerne, ligesom der foretages en prioritering af midler i forhold til, hvor stor en andel af de kommende investeringer, som skal foretages i de respektive energikilder eller energispareteknikker. Især den historisk voldsomme overtildeling af midler til atomkraft skal stoppes, og den spirende tendens til at begå samme fejl for CCS skal forhindres.

Vi er enige i planens beskrivelse af, at priserne på CO2 markedet ikke er tilstrækkelig høje til at drive den nødvendige omstilling. Dette skyldes i høj grad manglende ambitioner for EU’s reduktion af udledninger af drivhusgasser, og en overtildeling af udledningsrettigheder på historisk basis til virksomhederne.

Skal EU’s kvotehandelssystem medvirke som en væsentlig drivkraft til at skabe økonomiske incitamenter for omstilling til VE, så skal kvotemængden reduceres ganske afgørende. Dette skal ske på tre måder: Først skal reduktionskravet i EU øges, dernæst skal overførselsretten for ubrugte kvoter reduceres så tæt til nul som muligt, og endelig skal en stor del af de aftalte udledningsrettigheder fra 2013 og frem udtages af auktionen. Det kræver politisk mod og helhedstænkning frem for snævre nationale tilgange fra de europæiske politikere.

Sluttelig skriver Kommissionen selv i punkt 8, at ”der indgås ingen kompromisser om sikkerheden.,.”. Det ville være dejligt, men hverken Kommissionen eller i særdeleshed de 27 EU-lande overholder jo dette i dag. I givet fald ville atomkraft, CCS og import af fossile brændsler slet ikke være på tale i EU’s fremtidige energipolitik, idet A-kraft strider imod sikkerhed over for ulykker, terror og radioaktivt affald, mens import af fossile brændsler strider imod forsyningssikkerhed og truer klimaet. Det samme gælder CCS, som øger brugen af brændstoffer, hvad enten værkerne er drevet af kul, gas eller biomasse. Samtidig er der stor usikkerhed om, hvorvidt CO2’en på lang sigt kan holdes indelukket. Satsningen på atomkraft og CCS teknologier bør fjernes.

Endvidere nævner planen nævner også et behov for en CO2-infrastruktur, som følge af anvendelse af CCS. Det ville være misbrug af penge. Etableres en sådan infrastruktur først vil der være tale om enten betydelige tabte omkostninger eller en fastholdelse i en energiproduktion baseret på termisk produktion med et massivt overforbrug af brændsler.

 

Resumé:

 

-       Positivt at planen når frem til, at alle scenarier er billigere end ingenting at gøre.

-       Udgangspunktet i 80 % reduktion af de totale udslip af drivhusgasser i 2050 er for lavt og bør hæves til mindst 95 %.

-       Planens anvendte reduktioner i udledning af CO2 fra energisektoren på 85 % skal hæves til 100 %.

-       EU’s kvotesystem kan kun bringes på fode ved at reducere kvotetildelingen væsentligt, at udtage kvoter fra auktionering og reducere overførselsretten af ubrugte kvoter til næste periode til næsten nul.

-       Planens fokus på atomkraft og CCS teknologier bør fjernes, bl.a. fordi A-kraft skaber sikkerhedsproblemer og CCS øger brændselsforbruget.

-       Der skal satses på scenariet med høj fokus på energieffektivitet og vedvarende energi – kun dette opfylder kravene.

-       Målet for 2020 bør hæves til 25 % i rene hjemlige reduktioner – og for 2030 til 60 % i alt herunder mindst 45 % ved hjemlige.

-       Planen mangler at beskrive de markedsfunktioner, som er nødvendige for på én gang at nå klimamålene og sikre investorernes afkast

-       Planen bør tage afstand fra at undtage fattige husholdninger og konkurrenceudsatte virksomheder fra energiafgifter. Disse bør i stedet støttes via hhv. industripolitikken og de sociale systemer

-       Fleksible forbrugs- og produktionsmuligheder, som er nødvendige, når VE-andelen øges kraftigt, bør fremmes via markedsmæssige styringsmidler

-       Naturgas skal spille en rolle også frem mod 2030, men den skal gradvist erstattes af biogas, og anvendelse til ren opvarmning bør afvikles.

-       Atomkraft og CCS skal ikke favoriseres med F&U midler

 

 

Med venlig hilsen

 

Søren Dyck-Madsen

 

Det Økologiske Råd


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Smart Grid seminar
Tid: 23. aug 2017, kl 9.30-16
Sted: DTU, 2800 Kgs. Lyngby
Oplæg ved bl.a. Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råd
pdf Læs mere (843 KB)
Tilmelding via ISGAN her

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nye udgivelser

På vores webshop kan du downloade alle vores publikationer gratis

 

G 01 17