Arrow
Arrow
Vores arbejde: Landbrug og vand
Slider

ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning

Til Energistyrelsen
kfe@ens.dk og vindogsoludbud@ens.dk
København den 26.2.2018


Det Økologiske Råds høringssvar til lovforslag om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning.

Det Økologiske Råd skal hermed afgive høringssvar på ovenstående forslag.
Det Økologiske Råd finder overordnet, at princippet om såkaldte ”teknologineutrale udbud af sol og visse placeringer af vind” har en række problemer.
1. Udbudsmængden alt for lille samlet set.

2. Der tages ikke hensyn til hensigtsmæssigheden af tilslutninger af hhv. sol og vind til eksisterende transmissions- eller distributionsnet.

3. Kravet for at kunne blive omfattet af puljen for udbud i 2018 og 2019 er ikke reelt teknologineutral, da der underliggende stilles krav om godkendte placeringer af vind og sol. Dette krav vil i den kommunale politiske godkendelsesprocedure ikke blive afvejet lige, idet solceller fylder meget oftest på landbrugsjord, mens vindmøller ikke eller kun i ringe grad lægger beslag på jord, men til gengæld kan ses på lang afstand. Det første er oftest mest et spørgsmål om jordpris, mens det andet kan gøre, at der slet ikke opnås godkendelse til placering – eller denne trækker ud i lang tid.

Den politiske aftale og det foreliggende høringsforslag tager i nogen grad højde for den sidste indvending, idet forslaget de facto opdeler beløbsrammen i tilskud til to ordninger for tilskud til forsøgsmøller og en ordning for øvrige vindmøller. Men resten af beløbet er i praksis reserveret til solceller, idet det ikke vil kunne nås at få godkendelse til nye vindmøller – og dette beløb udgør over halvdelen af puljen.
Det Økologiske Råd går i denne sammenhæng ud fra, at de i forslaget justerede antal MW for de tre ordninger for vindmøller er nøje afstemt med den mængde MW, som rent faktisk har behov og realistisk mulighed for at blive besluttet opstillet i perioden 2018 – 2019. Hvis dette ikke er tilfældet, så mangler en angivelse af, hvad der skal ske med eventuelle bud, som delvis overskrider de angivne MW eller med de MW, som ikke udmøntes, fordi de udbudte MW og de indbudte MW ikke stemmer overens.

Med den valgte puljestørrelse og udbudsform vil der ganske givet komme et ret voldsomt stop i udviklingen af nye danske vindmølleprojekter på land og kystnært, da det ikke kan nås at få muligheder for nye placeringer på plads i perioden 2018 – 2019, og tilskudsbetingelserne fra 2020 og frem ikke er fastlagt. Denne situation finder vi højst uheldig.

De afsatte 813 mio. kr. som ikke på forhånd er fastlagt til færdiggørelsen af allerede eller næsten klare vindmølleprojekter, vil efter al sandsynlighed blive brugt udelukkende på solcelleprojekter. Disse vil især blive placeret på landbrugsarealer, da dette umiddelbart er det billigste – og nogle vil blive placeret på arealer med landskabelig og/eller biodiversitetsmæssig værdi, idet denne værdi ikke afspejles i jordprisen.
Vi mangler derfor bestemmelser i lovgivningen, som tilskynder til eller sikrer, at de indbudte solcelleanlæg bliver placeret på overskudsarealer, som hverken har store landbrugsmæssige, landskabelige eller biodiversitetsmæssige kvaliteter.

Samtidig vil vi understrege, at fremtidige tilskudspuljer bør indrettes, så solceller også kan placeres på godt placerede, store tage (f.eks. på fabrikker, stalde, etageejendomme og offentlige institutioner) – og ikke kun på jorden. Det vil kræve et særligt tilskud, som er højere end de 13 øre/kWt, som ligger i nærværende aftale – og som berettiges af, at man så undgår at bruge landbrugsjord og jord med landskabelig eller biodiversitetsmæssig værdi til solceller.

Med venlig hilsen

Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råds sekretariat

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt